oktober 26

Valg i Japan: Regeringsparti vil fordoble det japanske forsvar

0  comments

Asger Røjle Christensen

HONJITSU – Nyt fra Japan: Det er ikke det, man hører mest i valgtalerne rundt omkring i Japan i disse dage, men faktisk er det største regeringsparti, det liberal-demokratiske LDP, officielt gået til valg på et valgprogram, der går ud på at fordoble det japanske forsvarsbudget på lidt længere sigt.

Man vil droppe det uofficielle loft over forsvarsudgifterne på en procent af bruttonationalproduktet, som reelt har været fulgt siden 1970’erne, og stræbe efter et mål på to procent i stedet.

”Det er ekstremt vigtigt at styrke for forsvarskapacitet betydeligt og sikre os, at det nødvendige budget er til stede”, udtalte vicekabinetsminister Seiji Kihara kort tid inden valgkampen. ”Når vi ser på Japans mere og mere pressede sikkerhedspolitiske situation, er det ikke længere passende at koble forsvarsudgifterne mekanisk til bruttonationalproduktet”.

Premierminister Fumio Kishida har også i tilløbet til valgkampen erklæret sig som tilhænger af, at Japan erhverver sig kapacitet til at angribe baser i andre lande, hvis det i en krisesituation er nødvendigt for at forsvare Japan.

Samtidig er den ene efter den anden toppolitiker fra LDP gået ud med sentimentale erklæringer om det historisk tætte venskab og partnerskab mellem Japan og Taiwan. Noget, man ellers i mange årtier af hensyn til forholdet til Kina har undladt at gøre noget stort nummer ud af. Men nu mener man i LDP, at den sikkerhedspolitiske situation i Østasien er så tilspidset, at det er nødvendigt for Japan at give offentlig støtte til Taiwan – og måske vil det ligefrem kunne give nogle ekstra stemmer hos Kina-fjendtlige vælgere.

Men den foreslåede stigning i forsvarsbudgettet og den skærpede sikkerhedspolitiske profil i regionen vil have svært ved at samle den helt store opbakning i såvel befolkning som parlament. Det ved man godt i LDP – og derfor er det ikke det, der bliver slået mest på tromme for under selve valgkampen.

”Jeg tror ikke, at en flytning af ressourcer, som vil hæve forsvarsudgifterne og pludselig fordoble dem, vil kunne vinde folkelig forståelse”, konstaterer Natsuo Yamaguchi, lederen af det andet regeringsparti, det buddhistiske midterparti Komeito, som peger på, at folk derimod appellerer til politikerne om at sætte flere penge af til velfærd.

(Foto af japanske selvforsvarsstyrker under en øvelse : Det amerikanske forsvarsministerium)


Tags

forsvar, japan, militær, sikkerhedspolitik, valgkamp


Dette kunne måske også interessere dig?

Nyt foredrag: Hokkaido

Nyt foredrag: Hokkaido
Kommentarer er meget velkomne

Your email address will not be published. Required fields are marked

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}