oktober 29, 2021

Af

HONJITSU – Nyt fra Japan:  Midt under valgkampen forud for søndagens underhusvalg i Japan fremlagde regeringen i sidste uge en ny energiplan for tiden frem til år 2050.

Hovedbudskabet er, at Japan skal være ”carbon-neutralt” på det tidspunkt. Men det er ifølge regeringen helt afgørende for, at dette mål kan nås, at der presses endnu mere på for at få genåbnet en række af de mange atomreaktorer, som har ligget brak siden den alvorlige atomulykke ved Fukushima for ti år siden.

Alle oppositionspartierne er modstandere eller skeptikere ved en fortsat satsen på atomkraft, og en af årsagerne til, at det liberal-demokratiske regeringsparti, LDP, overhovedet kårede den nyvalgte premierminister Fumio Kishida som partileder og spidskandidat, var, at hans rival, Taro Kono, af den gamle garde i partiet, som er tæt på atomindustrien, blev opfattet som utroværdig på energipolitikken. Han har tidligere været erklæret atomskeptiker.

Med Kishida i spidsen skal der nu for alvor satses på et comeback for atomkraft i Japan. Det er ikke et hovedtema i valgkampen, men det er heller ikke nogen hemmelighed.

Japan havde inden Fukushima-ulykken 52 atomreaktorer i drift, fordelt på 17 anlæg. Af dem vil kun 33 have en chance for at kunne godkendes efter de nye og skrappere retningslinjer, der blev vedtaget efter ulykken. Resten er for gamle eller placeret, hvor man ikke i dag ville godkende at lægge et atomkraftværk, og det er  for længst besluttet, at adskillige af dem skal afvikles.

Men kun en tredjedel af de 33 reaktorer, der kan genåbnes, er på grund af lokal modstand i dag godkendt til genåbning, og atomkraft forsynede derfor i 2019 kun Japan med seks procent af dets energikapacitet. Denne andel skal ifølge den nye energiplan op på 20-22 procent inden for det kommende årti.

Vedvarende energikilder skal på samme tidspunkt forsyne Japan med mindst 36 procent af landets energiforbrug, en fordobling i forhold til situationen i 2019. Og forskellige former for fossile brændstoffer skal i år 2030 stadig forsyne Japan med 41 procent af landets energi.

Det er ganske vist et dramatisk fald i forhold til 75 procent i 2019, men LDP-kandidater advarer i valgkampen mod en alt for forhastet indsats for at mindske afhængigheden af fossile energikilder. Det vil have katastrofale følger for økonomien, siger de.

(Foto: En af de atomreaktorer, der er godkendt til genåbning, befinder sig på værket i Onagawa, der faktisk ligger tættere på epicenteret for det store jordskælv i 2011, end det ødelagte værk i Fukushima gør. Eget foto)