Honjitsu no News – Et lille udpluk af dagens nyheder – 23. december 2013
Nye læk ved Fukushima-værket
Japanske aviser kunne her til morgen fortælle om, at der lørdag og søndag er konstateret fire nye læk i to områder ved de ulyksalige bassiner med radioaktivt vand, som bruges til nedkøling af de nedsmeltede reaktorer på Fukushima-værket.
Der var målt udslip af radioaktivt strontium begge dage, fortæller værket ejer, Tokyos elektricitetsselskab Tepco, til avisen Asahi Shimbun.
[divider ]
Kejseren har 80 års fødselsdag
Tillykke til Japans kejser Akihito, som i dag bliver 80 år. Han har tænkt sig at fortsætte sit arbejde med de begrænsninger, som alderen fører med sig, udtaler han klogt. Det skriver nyhedsbureauet Kyodo i morges.
Kejserparret har for nylig offentliggjort deres personlige ønsker vedrørende deres egen begravelse. Disse ønsker er markant mere beskedne end ved tidligere kejser-begravelser, og det er mit indtryk, at det er blevet modtaget positivt af de dele af den japanske befolkning, der gider interessere sig for kejseren.
Kejser Akihito har ikke det nemmeste diplomatjob i verden, men han udfører det såmænd ganske fornuftigt. Hvis hans arvtagere kan lære af hans lave profil og venlige væsen, så vil kejserdømmet måske kunne bevæge sig i retning af et konstitutionelt monarki i stil med det, vi kender i europæiske lande.
[divider ]
Kinas præsident skubber regeringschef til side
I de sidste mange år har Kinas skiftende præsidenter og skiftende premierministre haft en meget fast arbejdsdeling mellem sig.
Men siden Xi Jinping og Li Keqiang overtog posterne sidste år, er der sket en forskydning, konstaterer Wall Street Journal. Artiklen har været på nettet i et par dage hen over weekenden, men den pryder forsiden af avisens “Asia Edition” i papir i dag.
Xi Jinping viste ved den britiske premierminister David Camerons besøg, at han har tænkt sig at spille an aktiv rolle i forbindelse med Kinas økonomiske samarbejde med andre lande. Det har hidtil været opfattet som premierministerens ansvar.