juni 30

Japan og Sydkorea: Nederdrægtighed over for nederdrægtighed

0  comments

Asger Røjle Christensen

HONJITSU – Nyt fra Japan: Mange japanere og sydkoreanere hader at få det at vide, men de og deres samfund ligner hinanden. Japan og Sydkorea har historisk bidraget umådeligt til hinandens kulturelle, politiske, industrielle og uddannelsesmæssige udvikling – både på positiv og negativ måde. I det seneste trekvarte århundrede har de to lande været i en anstrengt alliance med hinanden og USA, som de oprindeligt ikke entydigt selv har valgt, men som har gode, historiske årsager, og som har givet begge lande ro og stabilitet til at udvikle økonomien.

På den baggrund er det påfaldende, hvordan de to regeringer i aktuel politik nærmest leder efter nye nederdrægtigheder at sende afsted over for den anden part.

Senest har Japan sat det diplomatiske apparat i sving for at argumentere længe og inderligt imod USA’s præsident Donald Trumps løse ide om at invitere Sydkorea til et slags udvidet G7-topmøde senere på sommeren. Japan har det gevaldigt godt med at være medlem af G7, uden Sydkorea er det. Ifølge de japanske diplomater deler Sydkorea ikke politik med de vestlige magter, inklusive Japan, i forhold til Kina og Nordkorea, og dermed har de ikke de samme ”fælles værdier”, som burde definere G7.

Omvendt har nogle i Sydkorea syntes, at det er umagen værd at forsøge at omgøre en Unesco-beslutning om at definere en række mindesmærker i Japan, som fortæller om Japans tidlige industrialisering midt i 1800-tallet, som ”verdensarv”. Ved flere af disse miner og fabrikker blev koreanske tvangsarbejdere nemlig groft udnyttet langt senere i historien.

Da beslutningen i Unesco blev taget i 2015, gav Japan et eller andet løfte om at opsætte forklarende skilte ved de pågældende mindesmærker, som ville gøre udtrykkeligt opmærksom på den koreanske del af historien. Et løfte, som åbenlyst er blevet ignoreret. Nederdrægtighed over for nederdrægtighed.

Endelig nægter Sydkorea fortsat med henvisning til fødevaresikkerhed stædigt at ophæve et gældende forbud mod import af fisk og havprodukter fra Fukushima og dets naboamter i Japan, selv om alle eksperter i Sydkorea må vide, at ingen steder i verden tjekkes den slags produkter mere omhyggeligt, end de er blevet i Fukushima siden atomulykken for snart ti år siden. Ikke så sært, at man i Fukushima opfatter denne politik som en totalt unødvendig nederdrægtighed.

Dette er alt sammen småting i verdenspolitikken, og naturligvis har Japan og Sydkorea også langt mere betydelige stridsmål med hinanden vedrørende handelspolitik, territoriale stridigheder samt kompensation for overgreb i krigens tid. Men det forhold, at de evige små nederdrægtigheder har så stor og umiddelbar opbakning i befolkningerne begge veje rundt, gør det bestemt ikke nemmere at løse de store spørgsmål. I begge landes udenrigsministerier sidder diplomater, som kender hinanden godt og har års erfaring med at samarbejde tæt, men deres bestræbelser undermineres gang på gang af den seneste nederdrægtighed.

Foto: Wikimediacommons/voanews


Tags

diplomati, fukushima, G7, japan, nederdrægtighed, sydkorea, udenrigspolitik, unesco


Dette kunne måske også interessere dig?

Nyt foredrag: Hokkaido

Nyt foredrag: Hokkaido
Kommentarer er meget velkomne

Your email address will not be published. Required fields are marked

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}