KD

Selvmord er en national risiko i Japan

(Denne artikel er skrevet til og offentliggjort af Kristeligt Dagblad)

Færre japanere begår selvmord, men antallet er stadig alt for højt. Den psykologi, der skaber myten om, at et selvmord kan være ærefuldt, er stadig i spil, og derfor eksisterer en såkaldt selvmordsskov ved Tokyo fortsat.

Lad være med at flytte fokus væk fra selvmord som et samfundsproblem i Japan. Lad være med at tro, at problemet er løst.

Denne appel kommer fra ildsjælen Yasuyuki Shimizu fra organisationen Lifelink, som i mange år har bekæmpet selvmord i Japan.

Antallet af selvmord i landet er faldet i seks år i træk. Men i 2015 handlede det officielt stadig om 24.025 sørgelige skæbner. Det er alt for mange, mener Yasuyuki Shimizu.

Stadig kommer der hver eneste uge ulykkelige japanere fra hele landet kørende i deres biler for at begå selvmord i den smukke, men uhyggelige såkaldte selvmordsskov ved Aokigahara syd for Fuji-bjerget.

Ingen ved præcist, hvor mange der er tale om. Dels bliver nogle selvmordsofre spist af skovens dyr, før de bliver fundet. Dels oplyser myndighederne ikke længere tallene, af frygt for at andre skal blive inspireret til at gøre det samme.

”De ønsker ikke at dø alene, og de føler sig ikke så alene, når de dør i selvmordsskoven,” forklarer Yasuyuki Shimizu.

Han kalder selvmord for en ”national risiko” i et land som Japan:

”Når en person begår selvmord, vil fire-fem nære familiemedlemmer være efterladt. Det er 120.000 mennesker hvert år. Der er gennem tiden over tre millioner, som er efterladt af et selvmordsoffer. En ud af hver 40 nulevende japanere.”

Faldet i antal af selvmord skal ses på baggrund af, at der skete en uhyggelig stigning i slutningen af 1990’erne og begyndelsen af 2000’erne, da mange ellers stensikre firmaer pludselig gik fallit, og hvor den økonomiske krise gjorde mange arbejdsløse, som aldrig havde drømt om at blive det. Lavpunktet var i 2003, da det samlede antal officielt registrerede selvmord lå på 34.427 i landet.

Mange japanere i alle aldre har stadig den dag i dag svært ved at leve op til forældres, skolelæreres og ægtefællers forventninger til dem.

”Gabet mellem den, de er, og den, de føler, de burde være, bliver større og større. Derfor begynder de at hade sig selv. De føler ikke, at de lever op til de forventninger, som de oplever, at andre har til dem. Unge japaneres selvrespekt er ofte meget lav,” siger Yasuyuki Shimizu.

Hvis man ikke har følelsen af, at man er nyttig, så er der intet tilbage, der støtter en gennem vanskeligheder, forklarer han. Så bliver selvmord nemt et muligt valg.

Samtidig har Japan historisk en ”selvmordskult”. Selvmord var en del af samurai-tidens æresbegreber. Det giver med Shimizus ord en ”kulturel tolerance over for selvmord”.

”I nogle situationer er det ingen synd. Der er ikke noget forkert ved det. Det er en måde at tage ansvar på, som i nogle sammenhænge ligefrem opfattes som ærefuld,” forklarer han.

”I gamle dage ville familien være trådt til, når et menneske er i en krise i sit liv – men ikke længere,” siger Shimizu.

De fleste er flyttet til byerne, hvor familierne er opløst, og man har en langt fjernere relation til sine naboer.

Selvfølgelig er foranstaltninger menneske og menneske imellem stadig nødvendige, erkender han. Men frem for alt handler det om at skabe et samfund, hvor ingen føler sig drevet til at begå selvmord. På det punkt er der sket store forandringer inden for de seneste 10 år, siden en lov til bekæmpelse af selvmord blev indført

I dag er der mange tilbud om offentlige og private rådgivninger og hotlines, og der er flere programmer i tv om problemet. Derfor er der i år som opfølgning kommet en revideret lov, som forpligter lokale myndigheder til at tage forebyggende foranstaltninger og lave handlingsplaner for disse foranstaltninger. Også selvom det koster skattepenge.

Yasuyuki Shimizu har som repræsentant for Lifelink ført et flittigt lobbyarbejde for disse lovændringer – og han tror, at det nytter.

”Lovændringerne har gjort selvmord til et samfundsanliggende og ikke kun et individuelt problem. Det er ikke længere tabu i offentligheden. De 10 år har gjort en stor forskel,” siger han.

Related Posts

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *