december 5, 2016

Af

(Denne artikel er skrevet til og offentliggjort af Kristeligt Dagblad)

I denne uge afgøres den sydkoreanske præsident Park Geun-hyes politiske skæbne. Den seneste uges store demonstrationer med krav om hendes afgang handler om, at unge sydkoreanere ikke længere vil finde sig i de mange penge i sydkoreansk politik.

Ingen ved med sikkerhed, om Sydkoreas præsident, Park Geun-hye, er på vej ud af sit embede, når denne uge er omme. Hun er presset af flere ugers protestdemonstrationer med millioner af deltagere, som alle kræver, at hun træder tilbage.

Måske vil præsidenten i ugens løb bekendtgøre, at hun trækker sig frivilligt fra og med april næste år, som hendes eget parti nu kræver, at hun skal gøre. Måske vil der på fredag – hvis hun ikke retter sig efter sit bagland – blive rejst en rigsretssag mod hende.

Når raseriet over afsløringerne af hendes tætte relationer til en gammel veninde, Choi Soon-sil, som hun har givet politisk indflydelse og en række økonomiske fordele, der ikke tilkommer hende, har kunnet få så stort et omfang, skyldes det ikke, at den sydkoreanske befolkning har været totalt uvidende om, at præsidentens familie i årtier har haft tætte – og problematisk tætte – relationer til venindens familie.

Det har faktisk været en offentlig hemmelighed, siden Park Geun-hyes far, Park Chung-hee, var præsident under militærdiktaturet i 1960’erne og 1970’erne. Dengang lod han venindens far, Choi Tae-min, en omstridt prædikant for sin helt egen religiøse kult, få betydelig politisk magt. En magt, den gamle Choi skamløst brugte til at berige sig selv. Det blev også dengang kritiseret, og landets efterretningschef, som i 1979 myrdede Park Chung-hee ved et attentat, skal efter sigende have brugt det som en af forklaringerne på, at han mente, der måtte sættes et punktum for den gamle diktators langvarige regime.

”Mange har vidst, at der stadig var ting i vejen vedrørende forholdet mellem Park- og Choi-familierne”, forklarer den mangeårige danske Korea-iagttager, lektor Carl J. Saxer, der underviser i statskundskab på Hanyang-universitetet i Seoul.

”Men de færreste har vidst, hvor dybt dette forhold var, og heller ikke, hvor langt Choi Soon-sils indflydelse rakte ind i administrationen,” fortsætter han.

Det afgørende for, at skandalen har fået så ødelæggende et omfang for præsidenten, har imidlertid været noget helt andet. Nemlig at den har afsløret for befolkningen, at godt nok er Park Geun-hye valgt ved et demokratisk valg i det 21. århundrede, men indenrigspolitisk har hun været sin fars datter og er vendt tilbage til hans ophøjede, lukkede stil med direkte kontakt til – og direkte pengebeløb fra – landets øverste erhvervsledere samt meget hemmelige rådgivere, som offentligheden ikke skulle vide noget om. Begge dele har kostet folkelig opbakning og gjort hende til et forsvarsløst offer for det aktuelle stormløb.

”Koreanere er meget mindre villige til at acceptere korruption, end de har været tidligere. Specielt den yngre generation, som til en hvis grad føler, at systemet ikke giver dem de muligheder, det skulle, er meget opsatte på at fjerne korruption og ændre den koreanske kultur på det område,” forklarer Carl J. Saxer.

Forældregenerationen har også hele tiden været udmærket klar over, at korruptionen var dybt indgroet i regeringssystemet, og at ingen præsidenter i perioden mellem Park Chung-hee og Park Geun-hye, diktatorer og demokrater mellem hinanden, har kunnet sige sig fri. Men i hele perioden har der været økonomisk fremgang, og det fik på mange måder befolkningen til i en vis udstrækning at bære over med bestikkelseskulturen.

Men nutidens unge sydkoreanere er vokset op i relativ velstand, og de har efterhånden i nogle år næsten udelukkende hørt om krise og stilstand i den økonomi, som i de foregående årtier buldrede fremad. De føler sig snydt og bedraget af deres politikere med præsidenten i spidsen.

”Det er jo den yngre generation, studerende på Ewha Women’s University, som på en måde var de første til at sige, at nu er det nok, og som også i en stor udstrækning har drevet demonstrationerne fremad”, fortæller Carl J. Saxer med henvisning til de omfattende demonstrationer, der begyndte for fem uger siden, og som har samlet brede befolkningsgrupper i kravet om præsidentens afgang.

(Foto: afnos, flickr/CreativeCommons)