Honjitsu

Ny genbrug: Papir fra voksenbleer og polyester fra hverdagstøj

HONJITSU – Nyt fra Japan: Vi ved alle sammen, at selv når vi sorterer vores skrald samvittighedsfuldt og sender så meget som muligt af det til genbrug, så er der altid en masse restaffald.

Ved en nylig pressetur til Kitakyushu i det sydlige Japan så jeg et par overraskende og innovative eksempler på jordnære initiativer til at genbruge ting, som tidligere røg ud og blev ophobet og brændt.

Jeg var overrasket over at høre, at syv procent af Japans samlede volumen af brændbart affald består af engangsbleer til voksne og babyer. Det er formentlig ikke så forskelligt i andre industrilande. Virksomheden Totalcare, som har en fabrik i den lille by Omuta, indsamler folks gennemtissede og ildelugtende bleer, især fra lokale alderdomshjem og sygehuse, og ved en kemisk proces omskabes materialet til en papirmasse, som kan bruges i byggeindustrien.

Virksomheden har haft overskud i de sidste femten år, og på længere sigt er det målet at skabe papirmasse af en kvalitet, så det kan blive til nye bleer, fortæller direktør Takeshi Cho. Den CO2, der udskilles ved processen, er kun 40 procent af, hvad der ville være udskilt, hvis bleerne var blevet brændt.

Ligeledes har en anden virksomhed, JEPLAN, som har etableret et fabriksanlæg i selve Kitakyushu, skabt en fornuftig forretning ved at indsamle gammelt tøj og omskabe kunststoffets polyester til kunstig harpiks af polyesterfibre, som kan benyttes ved produktionen af nyt tøj. Andre virksomheder i Japan gør det samme på grovere manér ved en mekanisk proces, men her har man formået at udvikle en kemisk proces, som nedbryder materialet til molekyler undervejs og skaber helt jomfruelig polyester til den nye produktion.

Begge fabrikker er bygget med statsstøtte, og der er foreløbig tale om isolerede anlæg langt ude i den japanske provins. Men de har begge to i lille målestok bidraget til flere job og mindre spild i lokalsamfundet.

Her er mit oprindelige facebook-opslag fra besøget hos Totalcare med flere billeder

Og her er mit oprindelige facebook-opslag fra besøget hos JEPLAN med flere billeder.

Related Posts

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *