februar 26

Fisk fra Fukushima på markedet – fiskere frygter nedkølingsvand i havet

0  comments

Asger Røjle Christensen

HONJITSU - Nyt fra Japan: I denne uge har japanske myndigheder omsider givet velsignelse til, at samtlige fiskearter, der fiskes i havet ved det ødelagte atomkraftværk i Fukushima, atter kan sælges til forbrugerne.

I årevis er begrænsede testfangster hver uge systematisk blevet analyseret, og langt de fleste arter har rummet langt mindre radioaktivitet, end sikkerhedsgrænserne har foreskrevet. Sidste år var det kun en særlig stør, der gav problematiske resultater, men også den var i år sikker i 1008 ud af 1008 test.

Frikendelsen af Fukushimas fisk ventes at sætte gang i en debat om en genoptagelse af fiskeriet i området i mere normal målestok. Men timingen af beslutningen har utvivlsomt stærk sammenhæng med den seneste tids åbne overvejelser i den japanske regering om at begynde at lukke det bruge nedkølingsvand, der står i store tanke på hele området omkring de nedsmeltede reaktorer, ud i havet.

Der er over 1000 ton ”behandlet vand”, som det hedder. Vand, der i snart ni år har været benyttet – og i stor udstrækning genbrugt – som nedkølingsvand og hældt ud over de ødelagte atomanlæg. Vandet er bagefter renset for radioaktivitet, men ikke fuldkommen.

Inden 2022 vil der ikke længere være kapacitet til at oplagre det på værkets grund, og industri- og handelsministeriet anbefalede i sidste måned officielt regeringen at tage beslutning om at udlede det i det store Stillehav. Det vil være mindre kompliceret og nemmere at kontrollere end at koge det hele og slippe det ud i atmosfæren, mener ministeriet. Ingen af løsningerne vil indebære nogen som helst risiko for lokalbefolkningens sundhed, lover man.

 Regeringen har tøvet med en beslutning om at lede nedkølingsvandet ud i oceanet af hensyn til reaktionen i nabolandene, men også fordi fiskerne i Fukushima hele tiden har vendt sig indtrængende imod den. Den vil, uanset hvor gradvis udledningen er, igen gøre forbrugerne skeptiske og ødelægge mange års indsats for at genskabe Fukushimas velsmagende fisks gode ry.

Tags

atomkraft, fiskeri, fukushima, honjitsu, nedkølingsvand, radioaktivitet


Dette kunne måske også interessere dig?

Nyt foredrag: Hokkaido

Nyt foredrag: Hokkaido
Kommentarer er meget velkomne

Your email address will not be published. Required fields are marked

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}