april 10

Det store dilemma ved genåbning af Japans grænser

0  comments

Asger Røjle Christensen

HONJITSU – Nyt fra Japan: Premierminister Fumio Kishida afviste i forgårs i lyset af de aktuelle smittetal, at Japan er lige på trapperne med en genåbning af Japans grænser for udenlandske turister. Men selv om alle med rejsedrømme til Japan, der ikke lige har et visa eller et ”residence card” i hånden, altså stadig må vente– så er Japan jo rent faktisk i færd med at genåbne sine grænser.

Hundredtusinder af studerende, akademikere, forretningsfolk og disses familier, ja, ligefrem journalister og andre, som kan få en ”receiving organization” til at tage ansvar for én, mens man er i landet, er på vej ind i landet. Der er fra og med i dag et dagligt maksimum på 10.000 (tidligere var det 7000) på grund af det bureaukrati og de testprocedurer, der skal foregå i lufthavnene. Men mange af dem, der ellers har måttet vente, er altså siden begyndelsen af marts kommet ind hver eneste dag.

Flere og flere af disse indrejsende kan ovenikøbet gå ned i lufthavnens underetage og tage et tog direkte til deres bestemmelsessted uden nogen form for karantæne. I denne uge er en lang række lande taget af den såkaldte ”omicron-liste” over lande med så høj omicron-smitte, at man har skullet i karantæne ved indrejse i Japan.

Håbefulde turister håber efter at have ventet i over to år utålmodigt på også at blive lukket ind fra det kommende efterår eller i hvert fald fra begyndelsen af næste år, og mange af dem booker flybilletter for at være klar til at rejse, så snart der åbnes. Men den situation har skabt et dilemma, som i de senere uger og dage har givet anledning til stor debat på de sociale medier, hvor alle disse turisters ”håb” er blevet kritiseret for ”egoisme”.

”Guys, please don't buy tickets, nobody knows when the country will open for tourism”, skriver en deltager i den meget aktive og nyttige facebook-gruppe ”Return to Japan Support Group”, og en anden deltager skriver: ”I hate people doing this. Slots should be reserved for residents and citizens trying to come home”.

Dilemmaet mellem på den ene side udenlandske beboere og visa-holdere i Japan og på den anden side turister og hele turistindustrien har været tydelig i et stykke tid. Inden åbningen for forretningsrejser tidligere på året understregede flere repræsentanter for de europæiske og amerikanske handelskamre i Tokyo, at de helt bestemt ikke mente, at det var tid for en generel åbning for turister, men at det i første omgang udelukkende måtte handle om studerende og forretningsfolk.

Dilemmaet er på det seneste blevet forværret af Ukraine-krigen og lukningen af det russiske luftrum. Der er færre fly til Japan i den kommende tid – ingen ved hvor længe – og flyene skal ud på en længere rejse, og det hele risikerer at fordyre flyrejsen og gøre det sværere for dem, der faktisk med de eksisterende regler lige nu har mulighed for at rejse ind i Japan, at reservere den billet, der passer dem bedst.

Hvor om alting er, så er der naturligvis en genåbning af de japanske grænser for udenlandske turister på vej, også selv om det måske stadig kommer til at tage et stykke tid. Det, at premierminister Kishida forholder sig til spørgsmålet om en genåbning, og at emnet for alvor debatteres i offentligheden, kan opfattes som et positivt tegn.

De færreste iagttagere venter dog, at en udmelding om en dato for en begyndende genåbning for turister vil komme før efter overhusvalget i juli måned. I disse tider er det jo i stor udstrækning ældre mennesker ude på landet, som stemmer ved japanske valg, og det er åbenlyst i de grupper, at der efter de seneste års smitteproblemer er størst skepsis ved en generel genåbning af Japans grænser. Det ventes Kishida og hans rådgivere at skele til, når de beslutter sig for timingen af et kommende turist-comeback i Japan.

Disclaimer: Jeg sidder selv midt i det omtalte dilemma. Jeg håber på at kunne rejse til Japan i sommer som journalist inden for de allerede gældende regler for genåbningen, men jeg håber samtidig på at vende tilbage i efteråret som rejseleder og arrangør af tre turistrejser, og medlemmer af min familie håber på at kunne rejse i Japan i efteråret som turister. Jeg refererer ovenfor udelukkende en relevant og uundgåelig debat, som jeg kan se finder sted.

Foto: MaedaAkihito/WikimediaCommons


Tags


Dette kunne måske også interessere dig?

Nyt foredrag: Hokkaido

Nyt foredrag: Hokkaido
Kommentarer er meget velkomne

Your email address will not be published. Required fields are marked

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}