maj 4

Abe varsler ny ”livsstil” for japanerne i fremtiden

0  comments

Asger Røjle Christensen

​HONJITSU – Nyt fra Japan: Japans premierminister, Shinzo Abe, varslede intet mindre end en ny livsstil, da han i dag ved en pressekonference ydmygt undskyldte, at han var nødt til at forlænge undtagelsestilstanden med knap en måned til 31. maj.

De daglige nye covid-19-smittetal går ned, og en ukontrollabel eksplosion som i Europa og USA er tilsyneladende undgået, men faldet i smittetilfælde er ikke så stort endnu, at det for alvor letter på presset på sygehusvæsenet. Derfor er forlængelsen nødvendig, lyder premierministerens forklaring.

I fire uger endnu opfordres japanerne til at blive hjemme og reducere personlige kontakter med 80 procent, omend der allerede nu sker lempelser, så folk kan begynde at besøge museer og biblioteker, hvor der opstilles afskærmninger mellem gæsterne.

Shinzo Abe udnævnte maj til at være den måned, hvor covid-19-smitten effektivt vil blive inddæmmet i Japan, men hvor den japanske befolkning samtidig forbereder sig på, at det i fremtiden bliver nødvendigt at indføre en ny ”livsstil” i hverdagen. Folk opfordres ligesom i andre lande til at tage nogle af de nye vaner fra de seneste måneders undtagelsestilstand med ind i fremtiden.

Også i fremtiden skal man vaske hænder med sæbe, bære maske offentligt, søge fysisk afstand ved menneskemasser, undgå at mænge sig i aflukkede lokaler og lade være med at tale direkte ind i hinandens ansigter. Også i fremtiden vil der være begrænsninger i nattelivet, buffet-serveringer vil forsvinde, og restauranter og cafeer indrettes, så der bliver plads til færre besøgende ad gangen.

Allerede forleden dag udsendte Japans undervisningsministerium retningslinjer for en genåbning af landets skoler, når den sker. Princippet er at give prioritet til førsteklasser samt afgangsklasserne i henholdsvis underskole og mellemskole, altså hvad der svarer til sjette og niende klasse i Danmark. Her bliver der også tale om ny livsstil. Der skal ikke være så mange børn i klasserne på samme tid. Ministeriet foreslår, at man i første omgang lader a-klasser møde om mandagen, b-klasser om tirsdagen, c-klasser om onsdagen, d-klasser om torsdagen og børn med særlige behov om fredagen. Resten af tiden vil der være tale om online-skolegang.


Tags

Corona, covid-19, fysisk afstand, honjitsu, livsstil, undtagelsestilstand, virus


Dette kunne måske også interessere dig?

Nyt foredrag: Hokkaido

Nyt foredrag: Hokkaido
Kommentarer er meget velkomne

Your email address will not be published. Required fields are marked

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}