august 6

USA ændrer signaler i Hiroshima

0  comments

(Denne artikel er skrevet til og offentliggjort af Kristeligt Dagblad)

Når 70-års-dagen for verdens første atombombe i dag markeres ved en højtidelig ceremoni i fredsparken i Hiroshima, vil en viceudenrigsminister, udsendt fra USA’s udenrigsministerium, være blandt deltagerne.

Det er første gang i de mange år, ceremonien har fundet sted, at USA sender så højtstående en diplomat, understreger den amerikanske ambassade i Tokyo.

Rose Gottemoeller, der er viceudenrigsminister for våbenkontrol og international sikkerhed, vil også deltage i den tilsvarende ceremoni i Nagasaki på søndag. Nagasaki blev 9.august 1945 offer for verdens anden atombombe, tre dage efter angrebet på Hiroshima.

Ved begge ceremonier vil Rose Gottemoeller være ledsaget af USA’s ambassadør i Japan, Caroline Kennedy, datter af den tidligere præsident John F. Kennedy. Caroline Kennedy deltog i begge ceremonier sidste år. Den første amerikanske ambassadør til at deltage i ceremonien i Hiroshima var Kennedys forgænger, John Roos, i 2010.

Rose Goettemoeller skal under sit besøg i Japan også mødes med Japans udenrigsminister og tale ved Tokyo Universitet. Når hendes deltagelse i de to atom-ceremonier er så bemærkelsesværdig, skyldes det, at de to atombomber i august 1945, som i alt kostede 200.000 menneskeliv, blev kastet fra amerikanske bombefly i Anden Verdenskrigs allersidste uger.

USA har hidtil på afstand ladet beboerne i Hiroshima og Nagasaki markere sorgen over sine ofre og appellere om en atomvåbenfri verden. At deltage i selve de årlige ceremonier har kunnet opfattes som en erkendelse af, at det i sin tid var forkert af USA at kaste atombomberne, og derfor har det i den amerikanske debat været et omstridt skridt at tage.

Præsident Barack Obama har gjort kampen for færre atomvåben i verden til en af sine hjertesager. Med Caroline Kennedy som en markant frontfigur har han gradvist ændret de amerikanske signaler over for de to atomvåbenramte byer i Japan. Hiroshimas og Nagasakis budskab til verden opfattes mere som, at en atombombe er et forfærdeligt våben, som burde elimineres, end om en kritik af USA for at have kastet dem.

I den situation er opfordringerne fra Hiroshima og Nagasaki til selve den amerikanske præsident om i løbet af det sidste år af sin embedsperiode at besøge de to byer og se med sine egne øjne, hvad atomvåben kan forårsage, blevet flere og flere.

Hvis Obama kommer, ”vil han blive overbevist om, at atomvåben er et absolut onde, som ikke må have lov til at eksistere længere,” udtalte Hiroshimas borgmester, Kazumi Matsui, i maj.

På samme tidspunkt, omkring den japanske premierminister Shinzo Abes besøg i Washington, udtalte Barack Obamas fremstående rådgiver, Ben Rhodes, til Japans statslige tv-kanal NHK, at man faktisk overvejer muligheden af et Obama-besøg i Hiroshima.

”USA har dyb respekt for, hvor meningsfuldt et besøg i Hiroshima ville være for det japanske folk og ganske særligt for byens indbyggere,” udtalte Ben Rhodes.


Tags

atomvåben, hiroshima, KD, krigshistorie, USA


You may also like

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}

Get in touch

Name*
Email*
Message
0 of 350