januar 25, 2017

Af

(Denne artikel er skrevet til og offentliggjort af Kristeligt Dagblad)

Asiatiske medier svinger mellem hård kritik og nødvendigheden af tilpasning over for et Kina, hvis militære og økonomiske dominans i regionen bliver stadigt mere tydelig.

Formentlig drømmer mange politikere og diplomater i hele Østasien sig i deres stille sind tilbage til den tid i 1960’erne og 1970’erne, hvor Kina under den såkaldte kulturrevolution holdt sig for sig selv bag lukkede grænser og kun i meget begrænset omfang spillede en politisk rolle i resten af regionen.

I dag er Kina tilbage i sin historiske rolle som den altdominerende magt, der i kraft af sin størrelse, sin befolkning, sin økonomiske og militære styrke og sin historiske og kulturelle betydning rager op over alle andre magter i den halve verdensdel.

Nu om dage betaler de andre staters regeringer ikke længere ”tribut” til kejseren i Beijing, som de gjorde i århundreder frem til 1800-tallet. Men de er alle sammen nødt til at indrette sig efter Beijing-regimets ønsker på anden vis – og de gør det. I større eller mindre grad.

Det faktum, at Kinas comeback er sket inden for ganske få årtier, betyder, at ganske mange af de andre landes magthavere har skullet vænne sig til de forandrede styrkeforhold inden for regionens magtpolitik. Mange af dem gør det modstræbende, ikke mindst i Japan, hvor mange af lederne inden for politik og erhvervsliv indtil en gang i halvfemserne opfattede Japan som den centrale østasiatiske aktør.

Derfor bliver Kinas åbenlyst selvhævdende politik i regionen, som omfatter militære fremrykninger og patruljeringer i både Det Sydkinesiske og Det Østkinesiske Hav, genstand for hård kritik og bitter debat i mange medier i de berørte lande – mens andre argumenterer for, at der ikke er andet at gøre end at indrette sig efter Kinas store magt.

I selve Kina udtaler professor Feng Zhang fra Nationalinstituttet for Studier i Det Sydkinesiske Hav til onlinemediet ASEAN Today , at ”det er på tide at indse virkeligheden bag Kinas magt, indrette sig efter dets interesser og ellers mærke konsekvenserne”.

Vietnam, hvis generaler i det forløbne år har opsat missilramper, der er i stand til at ramme kinesiske skibe i den del af Det Sydkinesiske Hav, som de to lande strides om, holder venskabelige topmøder med Kina, hvorefter den regeringstro avis Nhandan skriver i sin lederartikel, at ”Vietnam altid tillægger sine bånd til Kina stor betydning og ønsker at udvikle et bæredygtigt venskab og et sammenhængende win-win-samarbejde med Kina”, og at man i forhold til de territoriale stridigheder ønsker ”at få det bedste ud af forhandlingsmekanismen på regeringsniveau om grænser og territorium”. Det sidste er kodeord for, at man vil føre tosidede forhandlinger med Kina om sagen uden indblanding af alle mulige andre – akkurat som Kina helst vil have det.

Den meget regimekritiske thailandske avis The Nation skriver derimod, at ”det kinesiske regime, som selv er autoritært, tager ikke hensyn til sine handelspartneres nærhed til demokrati. Uanset om udenlandske lederes udskiftes ved valg eller kup, vil Kina søge det bedste økonomiske udkomme”.

Og den konservative sydkoreanske avis JoongAng Ilbo kritiserer i en lederartikel en gruppe parlamentsmedlemmer for at have spillet Kinas spil under et nyligt besøg i Beijing. Besøget ”kan få Kina til at tro, at økonomisk styrke er det mest effektive værktøj til at opnå diplomatiske mål. Hvis vi gentager de signaler, opmuntrer vi blot Kina til at blive endnu mere arrogant i fremtiden”.

Selv i Japan, der mest åbenlyst har udfordret Kina med et aktivt diplomati, der søger at skabe en samlet front som modvægt mod Kinas magt, er der forskellige holdninger i debatten.

Landets tredjestørste avis, Mainichi Shimbun , skriver i en lederartikel, at ”det er på tide at reparere båndene til Kina”.

”Mange af de påstande om, at Kina er en trussel, og at den kinesiske økonomi vil bryde sammen, som er vidt udbredte i Japan, bygger ikke på virkeligheden,” skriver avisen, som mener, at ”Japan og Kina, som kun adskilles af en smal stribe hav, ikke har andet valg end at leve fredeligt sammen uden at gå i krig. Lederne af begge lande skulle forbedre de bilaterale relationer for at sikre dette”.

Den store konservative avis Yomiuri Shimbun , verdens største avis med 10 millioner abonnenter, er mere stridbar.

”Kinesiske regeringsskibes indtrængen i Japans territoriale farvande (…) er blevet grasserende,” skrev avisen i en lederartikel i sidste uge. ”Kinas gentagne selvtilstrækkelige aktiviteter med det formål at skabe et fait accompli svarer til den måde, hvorpå det bygger og militariserer kunstige øer i Det Sydkinesiske Hav. For at forhindre dette må Japan udøve sin suverænitet ved at sikre, at kystvagtens patruljebåde konstant overvåger de kinesiske regeringsskibe og udsender advarsler.”

Foto: US Department of Defense/WikimediaCommons