juli 5

Nordkoreansk missil udstiller nabolandes magtesløshed

0  comments

Asger Røjle Christensen

(Denne nyhed er skrevet til og offentliggjort af Kristeligt Dagblad)

Alle er lige desperate. Men eksperter vurderer, at ingen af Nordkoreas nabolande reelt kan gøre ret meget andet end fortsætte den politik over for Nordkorea, som de allerede fører.

Nordkorea affyrede i går endnu et missil, Hwasong-14, der efter en rejse på 39 minutter, som tog det 2800 meter op i luften og 930 kilometer ud i havet, landede i Det Japanske Hav.

Det var landets 11. missil-test i år, og de nordkoreanske medier erklærede med triumf i stemmen, at der var tale om en succesfuld afprøvning af landets første interkontinentale missil, og at Nordkorea nu er i stand til at fremføre atombevæbnede missiler til mål ”overalt i verden”.

Det er det ikke alle amerikanske og sydkoreanske eksperter, som umiddelbart var enige i. Men de fleste erkendte på den anden side, at der var tale om Nordkoreas mest vellykkede missiltest til dato.

En vurdering fra den amerikanske missil-ekspert David Wright fra Union of Concerned Scientists, som han lagde ud på sin egen blog, lød på, at missilet havde en så højtflyvende kurs, at det ville have kunnet nå Alaska – og dermed for første gang ville have kunnet nå det amerikanske fastland.

Under alle omstændigheder er testen endnu et udtryk for, at Nordkorea kommer tættere og tættere på at have stabile og velfungerende atomvåben. Formålet med dem er, at de skal virke som afskrækkelse og i allerværste fald kunne sættes ind i en militær konfrontation med den fjendtlige verden, som landet og dets regime føler sig omringet af.

Omverdenens resignerede ubehag ved denne udvikling blev mellem alle de officielle fordømmelser bedst udtrykt gennem en trodsig tweet fra USA’s præsident, Donald Trump, hvor han træt konstaterer, at ”Nordkorea har netop affyret endnu et missil. Har den fyr (Nordkoreas hersker, Kim Jong-un, red) ikke noget bedre at bruge sit liv på?”

Donald Trump skriver, at det er svært at forestille sig, at ”Sydkorea og Japan vil finde sig i dette her ret meget længere.”

“Men hvad kan Sydkorea stille op?,” spørger den japansk-britiske sikkerhedspolitiske forsker, professor Shogo Suzuki fra Manchester Universitet. ”Sydkorea er stækket af det faktum, at Seoul er så tæt ved Nordkorea og så nemt kan sættes i brand. Jeg vil formode, at deres eneste chance, hvis de har nogen, er at satse på mere dialog”.

Hvilket er præcis, hvad Sydkoreas nye regering under præsident Moon Jae-in forsøger på at gøre.

”Og hvad kan Japan stille op?” fortsætter Shogo Suzuki.

”Den eneste kurs, de kan vælge, er at styrke deres relationer til USA og forstærke deres missilforsvarssystemer.”

Hvilket er akkurat, hvad den japanske regering under premierminister Shinzo Abe gør.

”Jeg ser ikke for mig en fremtid, hvor Moon eller Abe vil begynde at afvige fra de to landes tidligere mønster i deres måde at reagere på missilkrisen omkring Nordkorea på,” vurderer den tyske forsker i østasiatisk politik, Sebastian Maslow fra Kobe Universitet i Japan.

Det bedste bud på en løsning på problemerne er ifølge Donald Trumps tweet stadig Kina. Ligesom mange andre i Vesten håber den amerikanske præsident stadig, at Kina vil lægge et hårdere pres på sin nordkoreanske allierede og på den måde tvinge landet til at opgive sin atomvåben-udvikling.

Men heller ikke på det punkt er Shogo Suzuki særligt optimistisk.

”Hvis de ville, havde de gjort det for længst,” vurderer han.

“Jeg tror ikke, at pres fra Kina mod Nordkorea på dette tidspunkt vil medføre nogen ændret politik i Pyongyang,” forklarer Sebastian Maslow. ”Kinesisk pres vil blot isolere Nordkorea yderligere, og i Kim Jong-uns øjne vil det gøre det endnu mere nødvendigt for landet at have sin atom-afskrækkelse.”

“Jeg kan ikke se for mig nogen løsning på Nordkorea-krisen, hvor pres fra en enkelt side vil medføre nordkoreansk atomnedrustning. Nordkorea har tætte handelsforbindelser med Kina, og det giver Kina en klemme på Nordkorea. Men hvis Kina stopper handelen over grænsen, vil det destabilisere regimet i Nordkorea. Og det forsøger Kina for enhver pris at undgå.”

(Foto: KCNA)

 


Tags

atomvåben, missiler, nordkorea, sikkerhedspolitik


Dette kunne måske også interessere dig?

Nyt foredrag: Hokkaido

Nyt foredrag: Hokkaido
Kommentarer er meget velkomne

Your email address will not be published. Required fields are marked

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}