februar 10, 2017

Af

(Denne nyhedsanalyse er skrevet til og offentliggjort af Kristeligt Dagblad.)

Japans leder vil på dagens topmøde i Det Hvide Hus med en vækst- og beskæftigelsesplan forsøge at gøre Trump-regeringen samarbejdsvillig på de handels- og sikkerhedspolitiske områder.

Japans premierminister, Shinzo Abe, lovede i sidste uge i højstemte toner at skabe 700.000 nye jobs.

Den slags store løfter giver stats- og regeringschefer tit. Men denne gang bliver de ikke nemmere at opfylde, fordi der er tale om 700.000 nye jobs i USA – ikke i Japan. Sjældent har et lands regering gjort det til en prioriteret politik at gå så målrettet efter at skabe arbejdspladser i et andet land.

Løfterne er en del af forberedelserne til dagens topmøde i Washington mellem Abe og USA’s nye præsident, Donald Trump. Det er åbenlyst, at for Abe-regeringen handler topmødet frem for alt om at gøre Trump glad og give ham en følelse af, at han kan stole på, at Japan gør, hvad Japan kan for at hjælpe ham med at gennemføre sin politik.

Derfor har man lanceret, hvad man kalder det japansk-amerikanske vækst- og beskæftigelsesinitiativ. Der vil ske massive japanske investeringer i moderne jernbaner og anden infrastruktur i USA, og der skal afsættes formuer til fælles robotudvikling samt militærteknologisk udvikling.

Derudover er den japanske regering for længst i gang med at lægge pres på japanske bilproducenter om at lade være med at nedlægge arbejdspladser på deres fabrikker i USA, uanset hvad de måtte have af planer andre steder i verden. Shinzo Abe har investeret sin personlige prestige i disse bestræbelser og har haft møder og samtaler med flere af direktørerne for de store japanske bilproducenter.

Mens mange andre lande i de første uger siden Trumps tiltrædelse har været usædvanligt åbne i deres kritik af USA’s nye præsident, og flere vestlige ledere har rodet sig ud i åbne skærmydsler med ham, så har der været total tavshed fra japansk side.

Dagsorden nummer et fra japansk side er at bakke op om Trumps forsøg på at skabe arbejdspladser. Man håber, at det vil gøre ham så samarbejdsvillig, at han i den gode stemning vil sige mere spiselige ting end under valgkampen omkring sikkerhedspolitik og handel, så problemerne på de felter ikke hober sig op på kort sigt.

Det er vigtigt for Japan at beholde USA om bord i forsvarssamarbejdet. Under forsvarsminister James Mattis’ vellykkede tiltrædelsesbesøg i Tokyo i sidste uge lovede den japanske regering at hæve landets forsvarsbevillinger, og Mattis svarede ved ikke alene at sige, at Japans bidrag til driften af de amerikanske militærbaser i Japan er ”passende”, men også at de to landes udregningsmetode af de japanske bidrag er en model, som man burde efterligne i andre lande med amerikanske baser. En udtalelse som fik Japans regering til at drage et lettelsens suk.

Med hensyn til handel har Abe-regeringen officielt i de første uger holdt fast i sit håb om, at Trump ville foretage en ukarakteristisk politisk kolbøtte og pludselig alligevel gerne være med i TPP, stillehavslandenes ellers kuldsejlede frihandelsaftale. Nu er de japanske forhåbninger skruet ned til, at man håber, at indholdet i den japansk-amerikanske del af det store TPP-aftalekompleks kan løftes over i en bilateral frihandelsaftale mellem de to lande uden de helt store yderligere indrømmelser fra japansk side.

Foto: Japans regering/WikimediaCommons