juli 21

Japansk koncern siger undskyld til amerikanske slavearbejdere

0  comments

(Denne artikel er skrevet til og offentliggjort af Kristeligt Dagblad)

En gren af den japanske industrikoncern Mitsubishi gav ved en ceremoni søndag amerikansk tid en dyb undskyldning til de amerikanske soldater, som i slutningen af anden verdenskrig blev tvunget til at arbejde som slavearbejdere i Mitsubishis daværende mineselskabs miner.

Der var 900 af dem i sin tid. Kun en eneste, den 94-årige James Murphy, var så rask i dag, at han kunne rejse til Los Angeles, hvor ceremonien foregik, og på sine kammeraters vegne acceptere den japanske undskyldning.

”Som den virksomhed, der efterfulgte Mitsubishis mineselskab, må vi have en dyb følelse af etisk ansvar”, sagde Hikaru Kimura, den øverste direktør for vore dages Mitsubishi Materials, som udtrykte sin ”anger” over disse ”tragiske begivenheder i fortiden”.

Den japanske regering har gentagne gange givet dybe undskyldninger for Japans aggression og krigsforbrydelser under krigen, men samtidig har man forsøgt at undgå at udbetale erstatninger til ofrene for disse krigsforbrydelser – af frygt for at det vil åbne for en syndflod af krav og retssager.

Derfor har japanske virksomheder været nølende med at give den slags undskyldninger og åbent erkende et ansvar for handlinger, som blev begået af virksomheder, som godt nok er forgængere til vore dages store koncerner, men som formelt set ikke er de samme virksomheder. Derfor er Mitsubishis beslutning ”historisk”, som den er blevet kaldt i vestlige medier.

Den japanske virksomheds gestus til sine amerikanske slavearbejdere fra krigens tid kommer få måneder efter, at Japans premierminister, Shinzo Abe, i den amerikanske kongres havde gav en stærk undskyldning til alle de amerikanske ofre, som led tab og savn under den japanske krigsførelse.

Samtidig tager Shinzo Abe og hans regering tilløb til at nedspille tidligere tiders undskyldninger til Japans nabolande i forbindelse med 70-årsdagen for krigens afslutning i Asien 15. august. Ikke sådan at han ophæver, hvad hans forgængere har sagt, men han har ved flere højtidelige lejligheder i år – blandt andet i USA’s kongres – blot sagt, at han vedkender sig, hvad de har sagt, men uden selv at tage de stærkeste undskyldende ord i sin mund.

Der er næppe tvivl om, at det er en model, som japanske diplomater har fået USA til at acceptere. Den dybe undskyldning til amerikanerne – og kun amerikanerne – skal ses i denne sammenhæng. Og det samme søndagens erklæring fra Mitsubishi.

Der var langt flere kinesiske og koreanske slavearbejdere i japanske miner og krigsindustrielle virksomheder, end der var amerikanere. Mange af dem bukkede under og betalte med deres liv, og andre var aldrig i stand til at vende hjem.

Derfor har koreanske og kinesiske nyhedsmedier dækket søndagens nyhed fra Los Angeles med betydelig skepsis. Det kinesiske nyhedsbureau rapporterer nyheden, men tilføjer straks, at der var titusinder af kinesere og koreanere i samme situation. Flere sydkoreanske nyhedsmedier kalder det ”forskelsbehandling”, og spørger, hvorfor der ikke samtidig er givet en tilsvarende undskyldning til Mitsubishis koreanske og kinesiske slavearbejdere.

Professor Jeff Kingston fra Temple-universitetet i Tokyo kalder japanske krigsfangers skæbne i den kejserlige hærs varetægt for “et forfærdeligt mareridt”. Efter hans mening burde Mitsubishi være kommet med sin undskyldning for flere årtier siden.

“Her er vi i det 21.århundrede,” siger Jeff Kingston til CNN. “Det er på tide, at Japan hjælper sine ofre med at slippe fri af fortiden. For at gøre det må Japan se sin egen historie i øjnene.”


Tags

KD, krigshistorie, mitsubishi, tvangsarbejde, undskyldning, USA, WW2


You may also like

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}

Get in touch

Name*
Email*
Message
0 of 350