(Denne artikel er skrevet til og offentliggjort af Kristeligt Dagblad)
I sidste uge blev to ældre søstre fundet i en lejlighed i den japanske storby Osaka. Saku og Asa Shimoura var 84 og 80 år gamle, da de frøs ihjel. Den ældste søster havde været død i to uger, da de blev fundet, den yngste søster i en uge.
De var begge pakket ind i adskillige lag tøj, men lejlighedens varmeapparat var slukket. Obduktioner viste, at de to ældre kvinder var døde af forfrysninger i kroppen.
”Noget siger mig, at denne tragedie skyldes fattigdom. Jeg undrer mig over, at de ikke tænkte på at kontakte myndigheder, frivillige eller andre, der kunne hjælpe dem. Måske kendte de ikke mulighederne. Måske havde de problemer med hukommelsen”, siger sociologen Yuko Suda. Hun er professor ved Toyo-universitetet i Tokyo og ekspert i social velfærd i Japan.
Nyheden om tragedien i Osaka kom ud til japanerne i samme uge, som aviserne kunne fortælle, at der alene i 2015 var ikke færre end 33 enlige ældre mennesker, som led kodokushi, ensomme dødsfald, i et højhuskompleks, et socialt boligbyggeri, som i sin tid blev bygget til ofre for Kobe-jordskælvet i 1995.
De to sørgelige nyheder afspejler, at det moderne Japan, som på mange måder tilbyder en enestående livskvalitet for de sunde og raske borgere i storbyerne, som formår at gribe mulighederne, har svært ved at tilbyde en tilsvarende ”dødskvalitet” for sine ældre medborgere.
Ifølge social- og sundhedsministeriet var der i hele Japan 3700 såkaldt ”uledsagede dødsfald” i 2013, og det vil formentlig kun blive værre i de kommende år. 420.000 ældre mennesker er på venteliste til plejehjem. Nogle rykker ind hos børn og børnebørn, men mange bor alene, mens de venter – og kommer aldrig videre.
Når ældre bor alene, bliver det mere almindeligt, at de – især når der er tale om mænd – ikke engang har noget med deres naboer at gøre. ”Hvis du bor alene, er det uundgåeligt, at du også dør alene”, konstaterer Yoko Yokota fra Tokyo-bydelen Shinjukus ældreplejedivision kynisk i det amerikanske ugeblad Time.
Flere og flere japanere ender på den måde med at bo alene i den sidste del af livet. Det var meget ualmindeligt – og opfattet som meget sølle – for bare to-tre årtier siden, hvor det normale stadig var, at man boede sammen i tre-generations-familier, og at man i familien tog sig af sine gamle – uanset hvor trælsomt det blev i den sidste tid.
Dengang døde de fleste ældre japanere omgivet af børn, svigerbørn og børnebørn. Der var helt sikkert mange svigerdøtre, som syntes, det var hårdt, at mange pligter faldt på deres skuldre – men det skete.
”Tendensen kan ikke benægtes”, siger Motoo Ishii, som er præst og professor ved det lutherske universitet i Mitaka i det vestlige Tokyo.
”Ikke kun fordi den nuværende sociale strukturer vil skabe mange enlige ældre som følge af Japans lave fødselstal, fremvæksten af kernefamilier og det, at flere unge slet ikke gifter sig. Den moderne og urbaniserede kultur har i sig selv tendens til at opsplitte fællesskaber og ligefrem familier”, forklarer han.
”I den moderne verden er der hverken et økonomisk eller materielt fundament for ældrepleje, og der eksisterer ikke nogen etableret model for kontakt til naboerne. Det traditionelle japanske familiesystem er brudt sammen, og det har skabt et værdisystem, hvor man ikke blander sig i hinandens husholdninger, når man kommer udefra”, fortsætter Motoo Ishii.
Derfor er forpligtelsen kommet til at hænge på det offentlige. For mange japanske kommuner – ikke mindst ude på landet – er der en uhyre kostbar og nærmest umulig udfordring at skabe muligheder for en ordentlig livskvalitet for sine ældre medborgere.
Nøglen til at undgå kodokushi er derfor ifølge sociologen Masako Ishii-Kuntz fra Ochanomizu-universitetet i Tokyo, at ”udbrede og aktivere netværk i lokalsamfundet”.
”I nogle lejlighedsbyggerier med overvejende ældre beboere har man startet overvågningsprogrammer, hvor frivillige i lokalsamfundet, hvoraf de fleste selv er ældre, kommer på regelmæssige besøg hos de skrøbelige for at sikre sig, at de er okay”, forklarer hun.
Disse overvågningsprogrammer suppleres af nye teknologier, som netop udvikles, fordi der er så mange, der bor alene, fortæller Yuko Suda fra Toyo-universitetet.
Disse teknologier omfatter ”en termostat, som sender et signal til et centralt kontor, hvis der i 24 timer ingen tegn på liv har været i en bolig, samt et pc- og gps-system, som overvåger aktiviteten hos en ældre, som bor alene, og som muligvis har problemer med hukommelsen”.
Men teknologi gør det ikke alene.
”Det er vigtigt at genskabe et lokalt fællesskab ved velplanlagte og organiserede aktiviteter, som skaber forbindelser mellem folk i lokalsamfundet, og som inddrager lokale folkeskoler og velfærdsfaciliteter”, siger præsten Motoo Ishii. ”Det er lokalsamfundet selv, som har de bedste muligheder for at mødes med og pleje de ældre i lokalsamfundet. Disse aktiviteter kan gøres frivilligt af non-profit-organisationer og andre”.
”Jeg tror på, at den kristne kirke i Japan kan give sit bidrag til denne tilgang. Kristendommen har en lang erfaring med at tage sig af folk, som har problemer med liv og død og har været pionerer inden for social velfærd i Japan. Japanerne ved godt, at det er kristne, som har skabt de hospice-tjenester, som mange steder tager sig af døende”, siger Motoo Ishii.
FAKTA: Ensom død i Japan
* Ifølge social- og sundhedsministeriet var der i hele Japan 3700 såkaldt ”uledsagede dødsfald” (kodokushi) i 2013.
* I kodokushi-statistikken for 2013 var der langt flere mænd end kvinder i aldersgrupperne i tresserne og halvfjerdserne. Men oppe i firserne var der flere kvinder end mænd. Kvinde lever langt længere end mænd i Japan.
* Der er markant flest tilfælde af kodokushi i de bydele i Tokyo, hvor der flest sociale problemer og størst fattigdom.
* Japan lå i 2010 nede på en 23. plads på en rangliste fra The Economist Intelligence Unit over “dødskvalitet” i 40 udvalgte industrilande og ulande – langt under lande med samme “livskvailitet”.