Jeg ankom i går, fredag, til Japan efter to en halv måned i Danmark. Der var kun elleve passagerer spredt i den kæmpestore Airbus fra Helsinki til Narita-lufthavnen i Tokyo. Et meget tydeligt signal om, at det stadig er uhyre vanskeligt at rejse ind i Japan.
Jeg har jo haft adresse i Japan gennem syv år, jeg har et visa, et ”residence card” og havde en re-entry-lap i mit pas fra min udrejse i juli. I de seneste uger har udenlandske borgere i Japan i min situation kunnet slippe ind i landet, forudsat vi har kunnet fremvise et ”letter of confirmation” fra ambassaden i vores eget land samt et bevis på en negativ covid-19-test, foretaget inden for 72 timer før afrejsen og underskrevet af en læge.
Det havde jeg sørget for at have parat, så jeg havde ingen problemer i den mennesketomme lufthavn. Her skulle man gennem endnu en test, en spyt-test, straks ved ankomsten. Det tog halvanden time at få en et resultat, igen negativt, og nu ligger der to ugers karantæne i min lejlighed forude. Jeg måtte ikke benytte kollektiv transport og havde derfor booket en dyr ”corona-safe” taxi-bus hele vejen fra lufthavnen til mit hjem i Tokyo.
Hele proceduren og den tomme lufthavn åbenbarede tydeligt for mig, hvor lukket Japan stadig er. Reglerne for test og karantæne gælder også Japans egne borgere, og de er markant skrappere end de tilsvarende regler i Kina og Korea. Stewardesserne i flyet fortalte mig, at Finnairs fly til de to lande er betydeligt bedre fyldt op end flyene til Japan. Så længe de virologer og andre eksperter, der rådgiver den japanske regering, fastholder, at alle skal testes ved ankomsten og derpå i 14 dages karantæne, er råderummet for indrejse meget begrænset.
Indtil videre er grænserne derfor ikke åbnet for tilrejsende, som ikke bor i Japan i forvejen. Regeringen siger godt nok, at den har til hensigt at lukke op for udlændinge med nye visa på mere end tre måneder, for eksempel universitetslærere eller studerende, som kan bevise, at de har et job eller studie i Japan, som venter på dem, og der er samtidig åbnet for gensidige forretningsrejser i forhold til otte asiatiske lande. Men den øverste grænse for tilrejsende udefra skal fortsat ligge på tusinde personer om dagen. Mere er der ikke testkapacitet til i de internationale lufthavne.
Turister og andre kortvarige besøgende med planer om at blive i landet i kortere tid end tre måneder må fortsat finde sig i at vente. Der sker næppe noget på den front, før vi er inde i 2021.
Et stort spørgsmål i den forbindelse er, hvad man vil stille op med alle dem, der kommer til Japan i forbindelse med de planlagte olympiske lege næste sommer. Her hedder det i nyhedshistorier i pressen, at sportsfolk, som kommer til Japan for at forberede sig, vil kunne undtages fra to ugers karantæne, så de kan komme i gang med at træne, hvis de holder udtrykkelige aftaler om, hvor de har tænkt sig at opholde sig, og hvordan de vil komme fra sted til sted. I går kom det frem, at IOC, den internationale olympiske komite, og arrangørerne i Tokyo er blevet enige om, at begrænse antallet af medfølgende ledere og folk i andre støttefunktioner kraftigt i forhold til normale olympiske lege.
Personligt er jeg naturligvis meget interesseret i at finde ud af, om dette også omfatter udenlandske mediefolk, som har planer om at dække såvel forberedelserne som selve legene. Det får vi se i den kommende tid.