Da jeg for nylig var i Japan, skrev jeg denne her rapport fra et offentligt møde i Tokyo-bydelen Setagaya, hvor byrådsmedlemmet Leo Christensen fra Lolland fortalte om sin kommunes bedrifter inden for bæredygtig energi. Salen var fuld.
Japanske firmaer, forskere, lokalpolitikere og en tidligere premierminister har i de senere år besøgt Lolland den ene gang efter den anden. Der har været en dokumentar om Lolland på en hel time i den bedste sendetid på Japans statslige fjernsyn. Der udgives bøger på japansk om Lollands energi-eventyr. Og Lollands energiselskab er i direkte samarbejde med en af kommunerne på Japans tsunami-ramte nordøst-kyst.
Alt sammen fordi Lolland har nogle erfaringer, som mange kommuner og instanser i Japan kan lære af – men også fordi Tomoko Kitamura Nielsen har lavet et ihærdigt fodarbejde for at udbrede kendskabet til sin hjemkommune. Lollands mest lokalpatriotiske japaner. Respekt for det.