juni 18

Er Japan bortført af bortførselssagen?

0  comments

Asger Røjle Christensen

Forkant.nu: Den tragiske og utrolige historie om de unge japanere, som i 1970’erne og 1980’erne blev bortført til Nordkorea, har i mange år haft en stærk appel til både japanere og andre folkeslag. Skribenten bag disse linjer brugte engang et par år af sit liv på at researche og skrive en bog, en krimi fra virkeligheden, om emnet.

Men ikke desto mindre bliver iagttagere, eksperter og journalister fra Japan – når de står og ryger sammen uden for mediecentret ved det nylige topmøde i Singapore mellem USA og Nordkorea – uden for referat mere og mere enige om, at det japanske diplomati nok snart skal passe på ikke at blive så fokuseret på emnet, at det kommer til at skygge for alt andet.

Officielt har Japan udpeget 17 skæbner, hvor man mener at vide, at de pågældende blev bortført af nordkoreanske agenter i den pågældende periode med henblik på, at de selv skulle oplæres til at være nordkoreanske agenter.

Fem fik i 2002 lov til at vende hjem. Otte er ifølge ubehjælpelige og temmelig utroværdige forklaringer fra Nordkorea døde, men Japan tror officielt ikke på disse forklaringer. Og fire har ifølge Nordkorea aldrig sat deres ben i landet.

Under tilløbet til Singapore-topmødet i sidste uge, hvor hovedemnet var Nordkoreas omstridte atomvåbenprogram, men hvor den underliggende dagsorden var bestræbelserne på at mindske Nordkoreas internationale isolation, satte Japan sig på mange måder uden for døren ved at blive ved med at insistere på at prioritere bortførselssagen allerøverst i sit forhold til det hidtil så isolerede naboland.

Det nordkoreanske nyhedsbureau, KCNA, har flere gange i de senere uger understreget, at den sag blev afgjort for længst, da Nordkoreas daværende leder, Kim Jong-il, i 2002 erkendte, at 13 af de bortførte befandt sig i Nordkorea, og fem ”overlevende” fik lov til at vende hjem. Japan ”gør sig til grin” i hele verden ved at blive ved med at tale om de fortidige bortførelser, mens alle andre retter blikket mod fremtiden, lyder kritikken fra KCNA.

Andre lande siger ikke åbent, at Japan er til grin, men de har i mange år været godt irriterede over denne særlige japanske besættelse.

Japans premierminister, Shinzo Abe, rejste ikke desto mindre til New York i ugen inden Singapore-topmødet for at sikre sig, at USA’s præsident, Donald Trump, ville tage emnet op over for Nordkoreas leder, Kim Jong-un. Det lovede Trump at gøre, og han påstår, at han har gjort det, men næppe i meget mere end en bisætning. Det har åbenlyst ikke fået lov til at ødelægge den ellers så gode stemning mellem topmødets to hovedpersoner, som især Trump har berettet om bagefter.

Derfor hedder det nu officielt fra Japan, at Trump skal have mange tak, men at det fra nu af er op til Japan selv at få sit eget topmøde med Nordkorea, så den gamle tragedie kan blive afsluttet, mens enkelte af de bortførtes forældre stadig er i live. Der er efter sigende hemmelige møder mellem diplomater fra Japan og Nordkorea i gang i Mongoliet.

Der er hele tiden mere eller mindre håbefulde rygter om, at enkelte af de bortførte stadig skulle være i live i Nordkorea – formentlig som hjernevaskede agenter – og ville kunne få lov til at rejse hjem i forbindelse med en samlet aftale mellem de to lande, som også ville indeholde et øget økonomisk samkvem hen over Det Japanske Hav. Alt sammen forudsat at Nordkoreas løfter til Trump om gradvist at beskære sin beholdning af atomvåben bliver til virkelighed.

Dette er ”vores sidste chance”, udtaler den 92-årige Kayoko Arimoto, mens hun i fjernsynet så Trump mødes med Kim Jong-un. Hun er mor til Keiko Arimoto (se billedet), som i 1983 blev bortført til Nordkorea fra København.

”Vi bliver alle ældre, jeg håber, at dette her bliver løst på den ene eller anden måde, mens der er stadig er familiemedlemmer i live”, siger Kayoko Arimoto til flere japanske medier.

LINK
Læs analyse i Japan Times om bortførslernes rolle i japansk diplomati
Jeg udgav i 2011 på Gyldendal bogen “Bortført i København – japanske skæbner i Nordkorea”, der handler om Keiko Arimoto og hendes formodede bortførere.


Tags

abe, bortført i københavn, bortførte, diplomati, medier, nordkorea


Dette kunne måske også interessere dig?

Nyt foredrag: Hokkaido

Nyt foredrag: Hokkaido
Kommentarer er meget velkomne

Your email address will not be published. Required fields are marked

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}