august 1, 2015

Af

(Denne artikel om persondyrkelse i Nordkorea er skrevet til og offentliggjort af Kristeligt Dagblad)

Da Nordkoreas daværende præsident, Kim Il-sung, døde i 1994, blev omverdenen vidne til kollektive gråd-scener, hvor menige nordkoreanere gik fuldkommen i panik over, hvad der nu ville ske med dem og deres land.

Kim Il-sung blev efterfulgt af sin søn, Kim Jong-il, som stod i spidsen for det isolerede land indtil sin død for tre et halvt år siden. Ved hans død var der ikke så mange offentlige tårer, men retorikken var den samme. Atter stod den afdøde herskers søn, Kim Jong-un, parat til at overtage ledelsen.

Et dynasti, kalder man det i omverdenen, hvor man har svært ved at acceptere den næsegruse persondyrkelse, som holdes i hævd i Nordkorea i forhold til familien Kim og dens evner og bedrifter.

Det har i mange år været nemt for os i udlandet at lave grin med alle historierne om Kim Il-sung som et strategisk geni, om Kim Jong-il som en eventyrlig golfspiller, der fik hole-in-one ved alle en golfbanes huller, og om Kim Jong-un som den klogeste og hyggeligste fætter, samtidig med at der er rapporter om en voldsom stigning i antallet af henrettelser af politiske modstandere i landet under hans regimente.

Men samtidig er der næppe tvivl om, at alle tre repræsentanter for familien Kim, bedstefaderen, faderen og sønnen, har været voldsomt meget til stede i nordkoreanernes liv. Landets borgere kender dem, ikke kun som fjerne ledere, men som personer. De spiller hovedrollen i enhver nyhedsudsendelse, og deres spindoktorer – eller hvad det hedder i Nordkorea – har gjort sig umage for, at de hver på deres måde har udstrålet tryghed og fortrolighed.

Det kunne godt ligne en moderne religion, bygget op omkring persondyrkelsen af de tre Kim’er, og det kunne også ligne en praksis med rødder i klassisk østasiatisk konfutsianisme med dens eftertryk på hierarki og stabilitet.

Men det er ingen af delene, hævder So Chung-on, der gennem mange år har været talsmand for nordkoreanernes organisation i Japan, Chongryun, der har fungeret som en uofficiel nordkoreansk ambassade i forhold til Japan og omverdenen.

Det afgørende for familien Kims lederskab er de tre Kim’ers evner, understreger So Chung-on. Hvis de ikke havde haft de evner, som de havde, ville man have valgt en helt anden som leder, og så ville der ikke have været noget familiedynasti tilbage.

”Blodets bånd er kun den næstvigtigste ting,” siger han. ”Den vigtigste ting er deres politiske lederevner og menneskelighed”.

”Mine slægtninge i Nordkorea fortæller, at de føler, det er nemt at kommunikere med Kim Jong-un, og at han er god til at kommunikere med almindelige mennesker – også ude på landet. Det er noget, folk godt kan lide.”

”På en måde har det gjort det nemmere for ham at blive accepteret af folket som leder, at han kommer fra Kim-familien,” erkender So Chung-on. ”Men det vigtigste punkt er, hvor talentfuld, hvor stærk, og hvor givende en personlighed han er.”

Da Kim Il-sung døde i 1993, sagde man, at solen blev afløst af månen. Den ældste Kim var som ”solen” en meget udadvendt leder, mens den nye leder på det tidspunkt, Kim Jong-il, som ”månen” var langt mere diskret i såvel personlighed som ledelsesstil.

”Det koreanske folk føler, at Kim Jong-un er en ny sol, der stiger op,” fortæller So Chung-on. ”Folk siger, at han ligner sin bedstefar meget. Det er ikke noget med, at der bevidst gøres forsøg på at få ham til at ligne. Han ligner faktisk.”

Så hvis man skal tro So Chung-on, opfatter det nordkoreanske folk ikke deres land som et konfutsianistisk kongedømme, sådan som det ofte fremstilles i vesten.

”Nej, jeg tror ikke på, at den politiske kultur i Nordkorea har nogen direkte forbindelse til konfutsianismen. Det ligner, ja, men Nordkorea er et socialistisk land. Og socialismen kommer fra Europa. Ud over konfutsianismen har Nordkorea også rødder i buddhisme og kristendom. Faktisk stod kristendommen oprindeligt stærkere i Nordkorea end i Sydkorea. Nordkoreas politiske kultur kommer mange forskellige steder fra.”

So Chung-on griner lidt ved et spørgsmål, om Kim Il-sung og ledergruppen omkring ham ”ubevidst” har taget en portion konfutsianisme med i blandingen, fordi det var den tankegang, de var vokset op med.

”Det er jeg ikke sikker på. Selvfølgelig er Nordkoreas politiske system påvirket af de samme oprindeligt kinesiske traditioner som i Sydkorea, Japan og hele Østasien. Men det er kun en lille del af det. Systemet i dag er ikke konfutsianistisk alene af den grund, at den unge generation ikke aner, hvad konfutsianisme er, siger han med endnu et lille grin.

Kim Il-sungs generation af ledere tog alle disse indflydelser og blandede dem sammen med koreansk kultur og skabte Juche-ideen, som ifølge So Chung-on er den ”politiske ideologi”, som Nordkoreas politiske kultur bygger på.

”Den centrale trossætning i Juche-ideen er, at man skal bevare sin uafhængighed. Her er der ingen modsætning til nogen religion. Det er det centrale for den enkelte person, men det er også centralt for landet eller nationen. Også i Danmark. Man er først fri, hvis man ikke har gjort sig afhængig af andre,”, forklarer So Chung-on.

Hvis befolkningen i Nordkorea vil bevare sin uafhængighed, er den nødt til at være forenet. Hvis den skal være forenet, har den brug for et center, og dette center er personificeret i lederen, lyder So Chung-ons forklaring.

”Folket ved, at de har behov for et center for at føle tryghed, særligt i en situation hvor USA fører en fjendtlig politik og hvor der er militære spændinger. Behovet for et center er fuldkommen praktisk og politisk. Det er ikke et religiøst behov,” understreger han.

”Den dag, hvor presset på Nordkorea bliver mindre, vil vi ikke have det samme behov for et center. Og Nordkorea vil føre en mere afdæmpet politik,” spår So Chung-on.

FAKTA om Nordkorea og Kim-dynastiet

• Det kommunistiske Nordkoreas herskere gennem sin eksistens: Kim Il-sung 1947-1994, Kim Jong-il 1994-2011, Kim Jong-un 2011-nu

• Befolkning: 25 millioner

• Anslået bruttonationalprodukt: 280 milliarder danske kroner

• Politisk ideologi: Juche-ideen, radikalt fokus på uafhængighed og selvstændighed

• Nationalt mål: Genforening med Sydkorea