(Denne artikel er skrevet til og offentliggjort af Kristeligt Dagblad)
Sulten blev gradvist værre og værre. Skoleeleverne var sultne hele tiden, men den ene dag føltes ikke værre end den anden, indtil de opdagede, at skolelæreren begyndte at falde i søvn ved katederet.
Mange år senere er fortællingen en af de mange, som antropolog Sandra Fahy hørte om den forfærdelige hungerkatastrofe, det isolerede land oplevede så sent som i 1990’erne – for kun cirka 20 år siden.
Sandra Fahy, som kommer fra Irland, men er vokset op i Canada, interviewede i årene fra 2001 til 2006 i Sydkoreas hovedstad, Seoul, og andre steder en række afhoppere fra Nordkorea. Ikke om deres politiske meninger om Nordkoreas regime, men om hvordan de oplevede og overlevede perioden.
Sidste år udgav hun en meget rost bog baseret på sine grundige interview, ”Marching Through Suffering” (March gennem lidelse), og hun holdt for nylig i den japanske hovedstad, Tokyo, et foredrag om bogen og arbejdet bag.
”I begyndelsen var jeg chokeret, da jeg gennemførte mine mundtlige interview. Jeg havde ventet, at afhopperne ville have bitter kritik af regimet for ikke at have holdt sit løfte til befolkningen om at forsyne den med tilstrækkelig mad og drikke. Men de fleste undgik at tale om politik, når de talte om den periode. De var traumatiserede, men lykkelige for at få anledning til at fortælle mig om, hvordan de havde oplevet deres march gennem lidelse,” fortæller Sandra Fahy.
Regimet brugte aldrig ordet ”sult” om hungersnøden. Det kaldte katastrofen for en ”march gennem lidelse”, og det er også det ord, afhopperne selv bruger om perioden. Hvis Sandra Fahy spurgte dem, hvordan de havde det med sulten, blev de forvirrede over, hvad hun mente.
En afhopper fortalte Sandra Fahy, at familiens bedstefar var død af sult, men en ældre dame var kort forinden forsvundet fra landsbyen, fordi hun havde gået rundt i gaderne og beklaget sig over, at hun ”var så sulten, at hun var ved at dø af det”. Derfor samlede faderen familien omkring sig og fortalte alle, at de ikke måtte sige uden for huset, at bedstefar var død af sult. Han var ”død af kulde”, skulle de sige – og så vidste alle, hvad der var sket.
Ifølge Sandra Fahy finder man en måde at overleve på, så længe det er muligt. De nordkoreanere, som optræder i Sandra Fahys sørgelige beretning, er ikke hjernevaskede individer, som blindt følger et brutalt regimes kyniske anvisninger, sådan som man ofte ser nordkoreanere fremstillet i vestlige medier.
”Svarene fra de afhoppere, som jeg interviewede, afspejler dynamikken i et mangesidet politisk liv i Nordkorea. Almindelige borgere fandt alle mulige måder at klare sig på under hårde betingelser, og man kan se, at de faktisk har haft et meget stort råderum. Vores syn på Nordkorea er alt for forenklet og snævert,” siger Sandra Fahy.
Hendes bog er beretningen om, hvordan almindelige nordkoreanere var fast besluttet på at overleve, koste hvad det ville. Almindelig moral brød sammen, grænserne for god opførsel forskød sig. Men folk var ikke desto mindre meget kreative, når det gjaldt om at finde måder at overleve på, og der var mange muligheder inden for det nordkoreanske system – så længe man lod være med at udtale de forbudte politiske ord.
Uden for Nordkorea ved man chokerende lidt om, hvad der egentlig skete under landets ”march gennem lidelse” i slutningen af 1990’erne. Eksperter er uenige om, hvorvidt kun en kvart million eller helt op til tre en halv million mennesker omkom af sult, fejlernæring eller sultrelaterede sygdomme.
Sultkatastrofen skyldtes i første omgang alvorlige naturkatastrofer flere år i træk. Men den skyldtes lige så meget Sovjet-blokkens sammenbrud, som berøvede Nordkorea mange af landets indkomster, og en fuldkommen fejlslagen landbrugspolitik fra regimets side.
Få år efter katastrofen flyttede den dengang 24-årige Sandra Fahy i 2001 til Sydkorea, hvor hun lærte sig koreansk, meldte sig som frivillig i nogle hjælpeorganisationer, som arbejdede blandt afhopperne og gradvist vandt deres tillid. Hendes mål var at få lejlighed til at tale med nogle af ofrene for hungersnøden.
Hun havde som ung antropologistuderende undret sig over, at ofre for holocaust og folkedrab efterlader sig masser af skriftlige kilder, men ofre for sultkatastrofer tilsyneladende i langt højere grad lider uden ord. De har også ved andre store sultkatastrofer i verdenshistorien efterladt sig meget få skriftlige beretninger.
Så den eneste måde at få viden om, hvordan en sultkatastrofe blev oplevet indefra, var at indsamle mundtlige beretninger. Derfor satte unge Sandra Fahy sig ind i et fly til Seoul.
”Den ph.d.-afhandling, som bogen bygger på, er resultatet af en idé, som opstod i mit hjerte for 15 år siden,” siger Sandra Fahy.
Foto: Stephan, flickr/CreativeCommons