Samliv med børnebørn gør bedsteforældre gladere

(Denne nyhedsanalyse er skrevet til og offentliggjort af Kristeligt Dagblad)

Stort sydkoreansk forskningsprojekt viser, at der for samfundet er fordele ved, at tre generationer bor sammen.

Sydkoreanske bedsteforældre, som bor sammen med deres børnebørn og hjælper med at opdrage dem, er ge-nerelt ved bedre helbred og mere tilfredse med livet end andre ældre. Det viser en undersøgelse, hvis resultater blev fremlagt for nylig.

Forskningsprojektet har været ledet af professor i økonomi Ahn Tae-hyun fra Sogang-universitetet i Seoul. Det er baseret på en spørgeskemaundersøgelse, der omfatter 8587 ældre sydkoreanere, indsamlet i perioden fra 2008 til 2014.

De, som boede sammen med deres børnebørn, følte selv, at de havde større livskvalitet og var sundere både psykisk og fysisk. De havde generelt færre besøg hos landets læger og sygehuse, og de klarede sig bedre ved test af deres evne til at huske og opfatte ting.

De, som passer deres børnebørn jævnligt, men ikke bor sammen med børnebørnene til hverdag, oplevede vel at mærke ikke de samme positive effekter på deres psykiske og fysiske helbred, fortæller avisen Korea Herald.

”En forklaring kan være, at denne gruppe bedsteforældre har mere begrænsede muligheder for at knytte bånd til børnebørnene sammenlignet med dem, som bor sammen med dem,” hedder det i undersøgelsen.

Set med økonom-øjne konkluderer professor Ahn, at det sydkoreanske samfund burde prioritere at oprette flere vuggestuer ved forældrenes arbejdspladser og offentlige børnehaver til det stigende antal familier, hvor begge forældre arbejder på fuld tid.

”Men undersøgelsen viser, at en praktisk måde at supplere andre former for børnepasning på vil være i højere grad at lade bedsteforældre tage sig af deres børnebørn,” har han udtalt til avisen Hankyoreh Ilbo.

Flere steder i Sydkorea, blandt andet i flere bydele i hovedstaden, Seoul, giver de lokale kommuner offentlig støtte til bedsteforældre, som passer deres børnebørn i et fælles hjem. Indtil for få år siden var det almindelige mønster, at man boede i tre-generations-familier, især ude på landet, og den slags offentlig støtte har til formål at bevare eller genskabe dette mønster, som ifølge forskningsholdet har mange fordele såvel menneskeligt som samfundsmæssigt.

”Det er trættende, og jeg har altid travlt, men det har forbedret mit forhold til min datter og svigersøn, at jeg tager mig af mit første barnebarn. Og allervigtigst, det gør mig så glad,” fortæller en 64-årig kvinde med efternavnet Lee til Hankyoreh Ilbo.

”Det er udmattende, men det får mig til at smile at se, hvor dejlige de små børn er,” fortsætter hun.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *