oktober 20

Valg i Japan: Oppositionen har gjort sit hjemmearbejde

0  comments

Når vi alle sammen tager for givet, at Japans regeringskoalition også efter valget 31. oktober vil være ved magten, uanset hvor dårligt et valg den får, skyldes det, at oppositionen i næsten ti år har været splittet og magtesløs.

Men selv om de allerfærreste forestiller sig, at den har nogen chance for at vinde regeringsmagten i denne omgang, så er oppositionen bedre forberedt til dette valg, end den har været i årevis. Den har gjort sit hjemmearbejde og står til fremgang.

Det skyldes først og fremmest, at det er lykkedes for det største oppositionsparti, Det Forfatningsmæssige Demokratiske Parti (engelsk forkortelse: CDP), at lave en aftale med Japans Kommunistiske Parti (JCP) om kun at stille en fælles oppositionskandidat op i langt de fleste af valgets 200 enkeltmandskredse.

JCP har traditionelt stillet kandidater op i samtlige valgkredse, selv hvor de ikke har haft en jordisk chance, men denne gang har partiet mange steder med føje trukket sine for længst udvalgte kandidater. De sidste 21 af dem blev trukket dagen før, at underhuset i forrige uge blev opløst og valget udskrevet.

”Valget af regering er det vigtigste fokus ved dette valg”, forklarer JCP’s formand, Kazuo Shii. ”Det handler om, hvorvidt vi vil tillade regeringskoalitionen at forblive ved magten, eller om vi vil skifte til en ny regering”.

JCP har en fast skare af velorganiserede vælgere, efterhånden mest af de ældre generationer, som vil skæppe godt i oppositionskandidaternes samlede stemmetal i enkeltmandskredsene. Ud fra ren valgmatematik giver det pludselig oppositionens kandidater gode chancer for at vinde i en lang række af disse kredse, som ellers har været stensikre bastioner for regeringskoalitionen. Det vil sikkert give oppositionen en markant fremgang i mandater. Hvor stor den bliver, får vi se.

Men dilemmaet er, at det ikke nødvendigvis giver CDP den helt store fremgang i stemmer på landsplan, for mange af partiets mere midtsøgende støtter, blandt andet i fagbevægelsen, bryder sig meget lidt om alt for tæt et parløb med JCP – og i dele af CDP-toppen frygter man, at det til gengæld vil få skeptiske vælgere til at blive væk eller helt undlade at stemme ved den del af valget, som foregår som forholdstalsvalg mellem partierne.

Oppositionen prøver som helhed at adskille sig fra regeringskoalitionen ved at føre en fordelingspolitik, der i højere grad tager hensyn til almindelige mennesker og mindre til toppen af erhvervslivet. Samtidig appellerer den til især yngre vælgere ved i deciderede holdningsspørgsmål at gå ind for liberale synspunkter som en højere grad af inklusion af minoritetsgrupper samt for eksempel retten til, at ægtepar kan have forskellige efternavne.

(Det velorganiserede kommunistparti er altid under en valgkamp meget aktive i japanske byers gader. Arkivfoto: Vasconium/WikmediaCommons)


Tags

CDP, japan, JCP, opposition, underhus, valgkamp


You may also like

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}

Get in touch

Name*
Email*
Message
0 of 350