(NYUUSU – news): Lige uden for den stolte ”Grand Ring”, der ved den aktuelle verdensudstilling i Osaka adskiller nationalstaternes pavilloner og de private virksomheders stande, helt ude i et hjørne af Expo2025-pladsen, ligger en udstillingsbygning for det private firma ”TechWorld”.

Det forkortes TW, den samme forkortelse, der oftest bruges om Taiwan – og det er ikke tilfældigt.

Inden verdensudstillingen havde ingen nogensinde hørt om det japansk registrerede firma TechWorld. Det blev etableret i 2021 med det ene formål at skabe en tilstedeværelse ved Expo2025 og promovere højteknologiske produkter fra firmaer, der kommer fra Taiwan. Pengene, der finansierer TechWorld, kommer fra Taiwans eksportfremme-organisation, direktøren er en tidligere taiwansk udenrigsminister, og ved udstillingen kan man købe taiwanske specialiteter og forfriskninger.

Der står imidlertid ikke Taiwan et eneste sted ved udstillingerne i bygningen, ingen nævner Taiwan ved navn, men i det centrale lokale inden døre i bygningen er en storbys skyline vist på en skærm, som mistænkeligt minder om Taiwans hovedstad Taipei, mens der nedenfor står ”hjertet af verdens halvleder-industri”.

Når de japanske værter har ladet Taiwan få denne skjulte tilstedeværelse ved verdensudstillingen, afspejler det på den ene side, at Japan og Taiwan på mange felter i de senere år har øget kontakter og udvekslinger, også på officielt plan, og at Japan i det seneste årti har flyttet sig langt fra den politik med aldrig at behandle Taiwan som en selvstændig enhed, man ellers har ført siden etableringen af diplomatiske forbindelse med Kina i 1970’erne. Kina opfatter Taiwan som en kinesisk provins, som mangler at blive genforenet med fastlands-Kina en gang i fremtiden.

På den anden side er en verdensudstilling en global affære, der kører efter FN-regler, og i FN-regi eksisterer Taiwan ikke som land. Derfor har Japan med føje ladet den stedfortræderløsning, som TechWorld-udstillingen er udtryk for, få plads ved expo’en – forudsat at ordet Taiwan ikke nævnes.

Det sker dagligt, at guider i TechWorld-bygningen forbryder sig mod denne regel, og en enkelt gang i april måned har en talsmand for Kinas regering med hån i stemmen kommenteret TechWorld-standens tilstedeværelse ved expo’en i Osaka. ”Det er noget, de gør for at tilfredsstille sig selv”, udtalte han ifølge den japanske avis Yomiuri Shimbun.

(Dette er den tredje og sidste af tre små nyhedsklummer om mit besøg ved Expo2025 forleden dag)

NIYUUSU NEWS

Mine NYUUSU-klummer om Japan og Østasien udkommer på hjemmeside og  facebook en eller to gange om ugen - undtagen når jeg arbejder som rejseleder i Japan. Så vil der være længere mellem dem. En eller to gange om måneden vil jeg udsende et NYUUSU-nyhedsbrev. Danske mediers professionelle dækning af den del af verden er desværre svækket i de senere år. Jeg håber, at jeg med min lange erfaring kan bidrage en smule til at udfylde dette hul.

Prisen for at modtage nyhedsbrevet er et engangsbeløb på 300 kroner. Så modtager I det i årevis, indtil jeg segner. Skriv til mig på arc@asgerrojle.com – og sæt beløbet ind på mobilePay 26360251, mærket NYUUSU og jeres email-adresse. I er velkomne til at gå højere op i pris, alt efter pengepung. Beløbet vil indgå i mit firmas regnskab, og jeg får tid og ressourcer til at holde mit lille nyhedsmedie i live. I givet fald tusind tak. Alle vil uanset betaling kunne følge med i NYUUSU-indlæggene og deltage aktivt med råd, ideer og kritik ved at melde sig ind i facebook-gruppen af samme navn.