Mens verdensmedierne har været optaget af, at USA for første gang officielt har anklaget agenter fra Kinas militær for alvorlig industrispionage, er de japanske medier gået amok over en helt anden sag, som også handler om datasikkerhed.

En sag uden den samme sikkerhedspolitiske og økonomiske betydning, men en sag, som har bragt perspektiverne i datakriminalitet meget tæt på almindelige menneskers almindelige liv.

Jeg har i denne uge skrevet den skøre beretning om, hvordan en hacker, der nu kalder sig selv for psykopat, viste sig at være alt for dygtig for det japanske politi – i hvert fald et stykke ad vejen.