POV til Olympiske Lege, 8. august
En personlig beretning om, hvordan restriktioner, bureaukrati og mærkelig stemning i byen under Tokyos olympiske lege på bagvendt vis har udviklet sig til en forbandet ”god historie” for mig. En af de bedste i mit lange liv som journalist:
I en måned har jeg befundet mig i en boble. Utvivlsomt den mest omtalte boble på kloden lige nu. Jeg har tilbragt mange timer i de olympiske leges internationale pressecenters ”workroom” sammen med kolleger fra hele verden med forskellige grader af mundbinds-disciplin og snakkesalighed. Jo, det føltes i høj grad som en boble, og det kunne have været hvor som helst på kloden.
Men det er foregået i Tokyo. Efter at være tvunget af coronaen til at flytte min base hjem til Hillerød for et halvt år siden har jeg for første gang været tilbage i den by, hvor jeg har boet og arbejdet i tretten år af mit liv. Det har været, som det plejer at være – og så har vilkårene for at arbejde som reporter alligevel været helt specielle, takket være boblen.
Når nu man havde besluttet at gennemføre de olympiske lege under en pandemi – hvilket nogle kalder uansvarligt, og andre kalder modigt og opofrende - så forstår jeg helt og fuldt den japanske regerings behov for at skabe en boble, der så godt som muligt ville isolere tilrejsende atleter, trænere, ledere og mediefolk fra almindelige beboere i Tokyo. Smitten har under legene spredt sig i de japanske samfund udenom med en hastighed, man ikke har set før, og de japanske myndigheder havde ikke magtet at få vaccineret en tilstrækkelig del af befolkningen inden legene, så man havde kunnet undgå dette.
(Foto: Jens Dresling)