(Denne artikel er skrevet til og offentliggjort af Kristeligt Dagblad)
Sidste år blev der indrettet to nye muslimske bederum i den internationale Kansai-lufthavn ved Osaka i Japan, tæt ved det populære turistmål Kyoto.
Det samlede areal til formålet steg fra 30 til 270 kvadratmeter, og bederummene blev udstyret med vandhaner, så man kunne vaske hænder og fødder inden bønnen. Samtidig vil ikke færre end 16 restauranter i lufthavnen i fremtiden have halalmad på menuen.
Lufthavnens initiativ afspejler, at der kommer flere muslimske turister til Japan – især fra Indonesien og Malaysia. I 2020, hvor Tokyo er vært for De Olympiske Lege, ventes antallet at nå op på en million, tre gange så mange som i 2013. Visumreglerne for turister fra de to lande er lempet betragteligt i de senere år.
Bederum og halalmad er med andre ord en god forretning for lufthavnen. Når der er en efterspørgsel, kommer der også et udbud. Man hører ikke nogen antydning af de værdipolitiske diskussioner, som man ville høre i Vesten.
På samme måde er japanske banker begyndt at oprette afdelinger til islamisk bankvirksomhed, og reglerne er lempet, så banker fra muslimske lande nemmere kan operere i Japan. Simpelthen fordi der er opstået et marked for det.
Det er det samme Japan, der i de senere måneder er blevet skarpt kritiseret for sin lukkede og restriktive politik over for indvandrere og flygtninge, som med disse initiativer bestræber sig på at møde de muslimer, der kommer til landet på kortere eller længere ophold, med respekt. Ikke med åbne arme, det bliver de færreste udlændinge til del, men med høflig respekt.
Ifølge den erfarne arabiske Tokyo-korrespondent Khaldon Azhari fra Pan Orient News har muslimer i Japan de samme problemer, som andre udlændinge har.
Men den japanske befolkning og de fleste japanske myndigheder ser ikke anderledes på dem end på alle andre. Der er ikke den samme skepsis over for muslimske indvandrere og over for islam som religion som i Vesten.
“Japan og dets indbyggere er ikke religiøse freaks, og de bekymrer sig i virkeligheden ikke så meget om nogen som helst uden for deres egen kokon,” forklarer Khaldon Azhari. ”Verden er opdelt i japanere og ikke-japanere. Om folk er muslimer eller ej, er lige meget. De er jo i hvert fald ikke japanere.”
Der bor 70.000 muslimer i Japan. Det er ikke mange ud af en befolkning på 127 millioner personer, men antallet stiger jævnt år efter år.
”Japan tillader muslimer at praktisere deres religion på deres egen måde og oprette moskéer. Det samme gælder kristne, som har mange kirker, andre asiatiske trosretninger og hundreder af japanske sekter. Det er en del af Japans tolerance over for religion,” forklarer Khaldon Azhari.
Han erkender, at det ikke er forbigået japanernes opmærksomhed, at alverdens medier i de seneste årtier har rapporteret om islamisk terror. Sidste år blev to japanske gidsler halshugget af Islamisk Stat i den syriske ørken, og det skabte frygt og vrede.
”På grund af det – og særligt efter 11. september 2001 – har det japanske politi rettet sine øjne mod det muslimske samfund i Japan,” fortæller han.
Men det drejer sig om ”politi, immigrationsmyndigheder og ambassader”. Det drejer sig i mindre udstrækning om almindelige mennesker.
“Når terror forekommer – som drabene på gidslerne – begår nogle japanere chikane mod islamiske centre gennem truende breve og telefonopkald. Men generelt er der ingen stærk bevægelse mod muslimer i Japan, selv ikke efter den slags drab. Det er blot isolerede reaktioner,” vurderer Khaldon Azhari.
Til hverdag kan muslimer godt i nogle tilfælde komme til at føle sig udenfor på deres arbejdsplads, fordi de ikke går med ud på ”izakaya” (japansk bar) om aftenen for at drikke alkohol med chefen, når han inviterer på firmaets regning.
De oplever også, at kolleger ser skævt til dem, hvis de forlader deres skrivebord for at bede midt i den allermest travle stund.
”Det er en forståelig reaktion, men den er ikke anti-islamisk,” vurderer Khaldon Azhari.
Når det kommer til stykket, er muslimers alvorligste klagepunkt over for livet i Japan ifølge Azhari, at det er så almindeligt i japansk køkken at tilføje små og næsten usynlige baconstykker til grønsagsretter for smagens skyld, og at der ofte er alkohol i chokolade, man køber i døgnbutikkerne.
Khaldon Azhari er helt på det rene med, at det næppe er for deres brune øjnes skyld, at de relativt få muslimer, som kommer til Japan, behandles relativt pænt.
”Japan har jo enorme forretningsinteresser i de muslimske lande, især i Golfstaterne, som forsyner Japan med 70 procent af den olie, landet har brug for, og store mængder naturgas,” minder han om. “Derfor har Japan traditionelt været ivrig efter at opbygge gode relationer til arabiske og muslimske lande.”