marts 1, 2014

Af

Honjitsu no News – Et lille udpluk af dagens nyheder – 1.  marts 2014

Japansk undskyldning til revision

I 1993 sagde Japan officielt undskyld til Sydkorea for den kejserlige japanske hærs tvangsudskrivning af unge koreanske piger som prostituerede ved fronten. Med mange års forsinkelse var den gamle tragedie blevet en alvorlig sag mellem de to lande, da en række tidligere “trøstekvinder” i de foregående år begyndte at træde frem i offentligheden.

Det officielle Japan lavede en hurtig undersøgelse og konkluderede, at der i nogle tilfælde havde været tale om, at hæren var involveret. Derfor var det på plads med en officiel undskyldning.

Konservative kræfter i Japan har lige siden forsøgt at få denne beslutning lavet om. Der er ikke bevis på hærens indblanding, og en del af undersøgelsen byggede på utroværdige vidner, som var ude i et politisk ærinde. argumenterer de. Og nu har de omsider under premierminister Shinzo Abes regering fået deres vilje.

Regeringen har nu sat en ny undersøgelse i gang, som skal efterprøve, om den oprindelige undersøgelse byggede på korrekte informationer. De fleste opfatter det som et tilløb til en omformulering og udvanding af undskyldningen fra 1993. New York Times har en opsamling af hele diskussionen her.

[divider ]