Jeg holdt i dag en gæsteforelæsning på CBS, Copenhagen Business School, hvor jeg forsøgte at argumentere for følgende punkter, som bestemt godt kan diskuteres:
* Japans nationalistiske trend er et “hav”, en bred tendens i samfundet, som afspejler, at den første generation af ledere, som ikke selv har oplevet verdenskrigen, er ved magten.
* Dette “hav” har sine “kilder” i en modreaktion til den massepsykologiske nedtur, som Japan som samfund var havnet i i 1990’erne, efter bobleøkonomien var bristet, og efter Kobe-jordskælvet og sarin-angrebet i Tokyos undergrund. Altså i den relativt nylige fortid.
* I dette “hav” kan man betragte premierminister Abe og alle hans fæller blandt Japans konservative og gammeldags patrioter “svømme rundt” i dets bølger. De har ikke skabt trenden, de er ikke et flertal blandt ny-nationalisterne eller noget, der ligner. Men jeg skal love for, at de har skaffet sig politisk indflydelse og agter at bruge den.
“Hav”-billedet udviklede sig i virkeligheden først under selve foredraget og gik lidt amok under mine snakke med nogle af deltagerne bagefter, og som med alle billeder skal man passe på med at overdrive det. Ikke desto mindre synes jeg, at ovenstående pointer er værd at diskutere – ikke mindst på baggrund af den aktuelle “nationalisme-panik” i vestlige mediers Japan-dækning.