(Denne artikel er skrevet til og offentliggjort af Kristeligt Dagblad)
Der er sikkert ikke ret meget, som den milde og stilfærdige mand, som i de seneste 27 år har været Japans kejser, hellere ville end at være konstitutionel monark efter nordeuropæisk model. Det har kejser Akihito mange gange på sin egen diskrete måde givet udtryk for. Han er måske Japans fornemste fortaler for selve grundprincippet i den rolle som upolitisk symbol for staten, som landets efterkrigsforfatning har givet ham.
Men det er bare ikke så ligetil, når man er søn af den kejser, i hvis navn japanske soldater i 1930’erne og 1940’erne førte en blodig angrebskrig i Østasien og Stillehavet. En krig, som de nulevende japaneres bedstefædre og oldefædre var indoktrineret til at føre i kejserens navn.
Når fortællingen om den ulyksalige verdenskrig stadig splitter japanerne og skaber stor fjendtlighed i forhold til nabolandene, kan kejserdømmet umuligt være lige så upolitisk, som det danske kongedømme er det. Uanset hvor meget selveste kejseren med venlighed og værdighed forsøger at spille en rolle, der ligner Europas kronede hoveders rolle.
Nu er Akihito blevet 82 år. Han er skrøbelig og har fået reduceret sin arbejdsdag, selvom han stadig udfører sine officielle pligter. Når han udtaler, at han gerne vil tilbringe sine sidste år som pensioneret kejser og lade tronen gå videre til sin kronprins, hans 56-årige søn Naruhito, kan det med Japans krigeriske forhistorie ikke undgå at blive et højspændt politisk spørgsmål. Uanset at japanske kejsere historisk ofte har givet magten videre i levende live.
I onsdags fortalte Japans ellers meget forsigtige statslige tv-kanal, NHK, at kejseren havde fortalt en nær ven, at han gerne ville abdicere. Da NHK opfattes som troværdigheden selv, spredte historien sig hurtigt til alle Japans store nyhedsmedier – og internationale medier. Også selvom det kejserlige hofmarskallat med synlig forbavsethed var ude at dementere historien næsten med det samme.
I går, dagen efter, var der tømmermænd i medielandskabet. Alle er rædselsslagne for at fortælle noget forkert om kejserfamilien, så hvordan kunne sådan en ukoordineret melding fra selve kejserpaladset finde sted?
Der er næppe tvivl om, at kejseren mener, hvad han citeres for. Om han har sagt det lige i denne uge, vides ikke. Men han er tidligere af kulørte ugeblade blevet citeret for lignende tanker. De færreste ville med en nordeuropæisk royal tankegang som forbillede fortænke ham i det.
Så der spekuleres i, at historien er ”sivet” af kejserfamilien selv. Der har i mange år være rygter om et spændt forhold mellem den relativt liberale kejserfamilie og det stokkonservative kejserlige hofmarskallat.
Samtidig spekuleres der i, at timingen ikke er tilfældig. For få dage siden fik premierminister Shinzo Abe ved et overhusvalg for første gang to tredjedeles flertal i begge parlamentets kamre for at lave Japans forfatning om. Premierministeren vil gerne give Japan en højere militær profil, han vil gerne styrke statens rolle, han vil gerne begrænse de individuelle borgerrettigheder, og han vil gerne ændre kejserens rolle fra symbol på staten til igen at være statsoverhoved.
Men gamle kejser Akihito og hans familie har i de senere år ofte vist sig at være efterkrigstidens pacifismes mest trofaste forsvarere i offentligheden. Uenigheden mellem kejser og premierminister har været svær at skjule.
Så spørgsmålet er, om dette træk er kejserens sidste forsøg på at stikke en forsinkende pind i hjulet på Shinzo Abes forfatningsdebat. Hvis det politiske system tvinges til først at lave lovene om, så kejseren kan få lov til at trække sig utide, vil det ikke kunne undgå at trække fokus væk fra forfatningen.