MOKUGEKI – Vidne til livet i Japan: Asger Røjle Christensen har deltaget i en pressetur til det ødelagte atomkraftværk i Fukushima. Det er tredje gang siden ulykken, at han var inde på værket. For hver gang er han kommet tættere og tættere på det nedsmeltede brændstof i de ødelagte reaktorer. Her er hans beretning.
Når man besøger det ødelagte atomkraftværk i Fukushima, er der store vandtanke overalt. Der var i alt 944 af slagsen, da jeg besøgte værket i januar måned. Af forskellig farve, alt efter fabrikat.
Inde i tankene er der nu tæt på 1,2 millioner ton brugt nedkølingsvand. Der bliver stadig svejset nye tanke med et par ugers mellemrum, og bare rolig, der er plads til mange flere tanke på grunden, fortæller vores værter.
Siden den massive tsunami for snart otte år siden, som smadrede elforsyningen til anlægget og fik tre aktive reaktorer til at nedsmelte, har man konstant hældt nedkølingsvand på de tre reaktorer. Da jeg for fire år siden for første gang var indenfor portene til værket, kaldte alle slet og ret vandet i tankene for ”det forurenede vand”.
Men da jeg for halvandet år siden som medlem af en gruppe udenlandske journalister besøgte værket for anden gang, lod vores vært, Daisuke Hirose, som om han ikke forstod vores spørgsmål, når vi talte om forurenet vand. Han var dengang gruppeleder for presseafdelingen hos Tepco, Tokyos elektricitetsselskab, der ejer og driver det ødelagte værk.
Han insisterede på at kalde nedkølingsvandet i tankene for ”renset vand”.
På selve værkets grund er der opbygget tre såkaldte ALP-anlæg, hvor man er i stand til at rense det brugte nedkølingsvand for alle radioaktive substanser undtagen tritium, inden man enten genbruger det som nedkølingsvand eller deponerer det i tankene.
Vandet renses inden deponeringen ved en række tidskrævende kemiske processer i ALP-anlægget for ikke færre end 62 såkaldte nuklider, radioaktive substanser – men altså ikke tritium. Det er så godt som umuligt at isolere og fjerne tritium, idet det ligner almindelig brint og indgår i helt almindelige vandmolekyler.
Eksperter uden for værket har gentagne gange anbefalet, at man begynder at udlede vandet i tankene, uanset om man betegner det som ”forurenet”, ”renset” eller ”behandlet”
Sidste år kom der så en nyhedshistorie frem om, at godt nok har man i flere år haft ALP-anlæggene i drift, og man har haft kapaciteten til at rense vandet for alle radioaktive substanser undtagen tritium. Men… men… men reelt er det kun 20 procent af vandet, som er ”renset” i den grad.
Ved andre 80 procent har man især i begyndelsen med vilje ladet en del andre radioaktive stoffer slippe gennem, simpelthen fordi det har hastet med at få renset vandet af hensyn til de ansattes arbejdsmiljø. Det var vigtigere at få det hele renset for de værste ting end at få mindre farlige nuklider så omhyggeligt fjernet, at man ikke havde kunnet nå det hele.
Så ved mit tredje besøg her i januar hed det pludselig ”behandlet vand”, da vi kørte rundt mellem tankene. Det ”rensede” vand var ikke helt renset alligevel.
Der var sket en beklagelig ”kommunikationsfejl”, som vores flinke og imødekommende vært, Takahiro Kimoto, der er såkaldt risiko-kommunikatør i Tepcos presseafdeling, udtrykte det.
”Vandet er ikke klar til at blive udledt i havet endnu”, understregede han. ”Vi arbejder på at gøre det muligt, men det er ikke klar endnu”.
Skadelige rygter
Eksperter uden for værket har gentagne gange anbefalet, at man begynder at udlede vandet i tankene, uanset om man betegner det som ”forurenet”, ”renset” eller ”behandlet”. På sigt er der ikke andre muligheder end, at det ender ude i Stillehavet, så man kan lige så godt gå i gang med en gradvis og kontrolleret proces, mener de.
Uden for værket har lokale landmænd og fiskere i årevis kæmpet mod ”fuhyo higai”, skadelige rygter. Jeg tror, jeg har været i Fukushima mindst 15 gange siden ulykken, og man hører altid om ”fuhyo higai”.
Det er de historier, som får forbrugere i Japan og udlandet til fortsat at være skeptiske ved landbrugsvarer og fisk fra Fukushima og som betyder, at de har svært ved at afsætte deres varer og ofte må sælge dem for en langt ringere pris end før ulykken.
Reelt er der ikke ret mange steder på jordkloden, hvor fødevarer tjekkes så konsekvent og omhyggeligt som i Fukushima. Hvis man ser bort fra nogle få fritvoksende svampe og nogle fisk, fanget i floderne, så har samtlige testede varer i de sidste tre-fire år været fuldkommen frie for radioaktivitet. Så reelt er fødevarer fra Fukushima langt sikrere at købe end fødevarer andre steder fra.
Men hele denne indsats med omhyggelige test hver eneste dag vil for fiskeriets vedkommende være ødelagt, hvis man begynder at udlede det ”behandlede vand” i tankene.
Muligvis er der ingen sundhedsfare ved det, Stillehavet er stort, men det vil stensikkert kunne aflæses på de målinger, der foretages, og det vil uundgåeligt smadre flere års tålmodig indsats for at forbedre ferske Fukushima-fisks image på markedet.
Derfor er der i lokalsamfundet en forståelig modstand mod udledning, og Fukushimas amtsguvernør argumenterer også imod en udledning inden for overskuelig fremtid. Der bliver brug for mange flere tanke i de kommende år.
Efter at have været ude af bussen for at kigge ud over de mange tanke, kørte vi ned til selve de ødelagte reaktorer, som jo – uanset hvor mange tanke der ender med at blive bygget – stadig udgør hovedproblemet på pladsen. Et problem, som med en ikke-fagmands øjne ser endnu mere uløseligt ud end nedkølingsvandet i tankene.
Presse-stunt
For fire år siden blev vi efter en sikkerhedskontrol som i en lufthavn udstyret med en månedragt og en maske over det meste af ansigtet, og vi fik kun lov til at betragte reaktorerne i en afstand af 300 meter fra reaktor tre. Atmosfæren var anspændt, men udsvingene på vores personlige dosimetre viste til vores forbløffelse ikke ret megen radioaktivitet.
For halvandet år siden foregik det hele meget mere afslappet og business-like. Der var de samme sikkerhedsprocedurer med kontrol på vej ind og ud, de blev taget seriøst og gennemført omstændeligt og lidt nævenyttigt, men i en mere hverdagsagtig atmosfære end første gang, jeg var der.
Dengang så vi i let sikkerhedsudstyr de fire reaktorer på afstand, og derpå blev vi ved et åbenlyst presse-stunt med lukkede ruder kørt ind mellem reaktor to og tre, så dosimetrene i bussen bippede og blinkede.
Det var naturligvis ikke farligt, når man kun var der så kort, men det var en umisforståelig påmindelse om, at der stadig var og er uhyggeligt stærk radioaktivitet i de ødelagte reaktorers dyb.
Denne gang havde jeg forventet et lignende stunt, men sørme om ikke bussen ligefrem stoppede mellem de to reaktorer, og vi kunne i nogle få minutter stige ud og snakke med vores værter og tage billeder.
Det formodes, at lige præcis passagen mellem reaktor to og tre, der hvor vi stod og snakkede, er det sted, hvor radioaktiviteten ude i luften har været højest i de første kaotiske dage efter ulykken.
Gummiskoene halvvejs på
Vi havde støvmaske og hjelm på. Lynlåsen på den hvide vest, vi havde fået udleveret, var på det tidspunkt allerede bristet hos mig, og de store gummisko, som vi af sikkerhedsårsager skulle have på, havde jeg med mine store fødder kun halvvejs på. Det grinede vi bare af.
Hvor langt væk fra det livsfarlige nedsmeltede atombrændstof i de to reaktorers bund var vi? Fyrre-halvtreds meter måske?
Ved ingen af de besøg er jeg og mine rejsefæller ifølge vores dosimetre blevet udsat for mere radioaktivitet, end man gør ved en enkel røntgentest hos tandlægen.
De, der arbejder der hver dag, havde til gengæld nede ved reaktorerne gasmasker og tungere dragter på. Det er altså ikke ufarligt, hvis man opholder sig i lang tid.
En enkelt arbejder fik for flere år siden dom for, at en kræftsygdom, han blev ramt af, skyldtes, at han arbejdede ved værket i de første uger og måneder efter ulykken, hvor kontrollen var ringere end i dag, og han fik tilkendt erstatning.
Uanset hvad man mener om atomkraft og debatten om Fukushima-værkets fremtid, og uanset hvad man mener om Tepcos unægteligt dybt alvorlige ansvar for ulykken som virksomhed, må man personligt have kæmpestor respekt for de mænd, der dag efter dag sejt og tålmodigt udfører et livsfarligt arbejde på pladsen for at begrænse risikoen for alle os andre. Det kan jeg i hvert fald ikke lade være med at have.
På et tidspunkt for tre-fire år siden, da oprensningen af det omliggende område var i fuld gang, var der 7000 mand med fast arbejde på pladsen. I dag er antallet nede på cirka 5000. Der bliver brug for deres indsats i mange årtier endnu.
I øjeblikket har man med nedkølingsvandet sikret sig, at der i reaktorerne er en tilstand af ”cold shutdown”, som det hedder. En tilstand, hvor man har elimineret risikoen for en kædereaktion.
Men ”jo, der er en risiko for, at denne stabile situation sættes på spil, når det nedsmeltede brændstof en dag skal fjernes”, erkender Takahiro Kimoto på mit spørgsmål i omklædningsrummet efter rundturen.
Tænk på, at det nedsmeltede brændstof efter jordskælv og eksplosioner ligger hulter til bulter med en masse murbrokker. Hidtil har man kun fået korte glimt af, hvordan der ser ud inde i dybet, fordi ingen mennesker på grund af den stærke radioaktivitet kan komme derind, og de robotter, der er sendt ind, relativt hurtigt er slået i stykker eller ødelagt af radioaktiviteten.
Det nedsmeltede helvedesværk
Man er i fuld gang med at fjerne de brugte og ubrugte brændselsstave, som ikke er smeltet og stadig befinder sig på hylder og afsatser i de ødelagte reaktorer. Man begynder med reaktor tre, hvor man bedst ved, hvordan der ser ud inde i reaktoren.
Men når man senere – formentlig i god tid efter afholdelsen af de olympiske lege i Tokyo næste år – kommer til at skulle gøre noget ved det nedsmeltede helvedesværk i bunden af de smadrede bygninger, så understreger Takahiro Kimoto, at der ikke er udsigt til, at en genial Tepco-ingeniør opfinder et eller andet mirakuløst trick, som vil gøre noget muligt, der ikke er muligt i dag.
”Vi er nødt til at tage det lidt efter lidt, først fjerne de forreste murbrokker, så den klat brændstof, vi møder, så den næste murbrok, og gradvist finde ud af, hvordan der præcist ser ud derinde. I reaktor tre vil vi nok angribe det nedsmeltede brændstof sidelæns fra, mens vi i reaktor to nok vil begynde at fjerne det fra toppen”, spår han.
Det vil tage 30-40 år, er det mål, man arbejder med hos Tepco. Men mange eksperter udefra spår, at det vil tage langt længere tid.
Det kan godt føles, som om tiden står stille på Fukushima-værket og i området omkring værket. Der ligger stadig de samme dynger af sorte sække med radioaktiv jord og andet radioaktivt affald overalt. Men i virkeligheden er der sket meget, og forholdene er forandret siden ulykken for otte år siden.
Ingen adgang for børn og unge
Jeg kom til at tænke på et af mine første besøg i området i slutningen af 2013, to et halvt år efter ulykken, hvor vi i bil kørte ind i det daværende evakuerede område, som dengang typisk havde sin grænse 20 kilometer fra det ødelagte værk. Ved grænsen til det evakuerede område kiggede tankpasseren ved den netop genåbnede tankstation ved hovedvejen ind på bagsædet i vores bil.
”Ja, okay, I ser tilstrækkeligt gamle ud alle sammen. Det er i orden, at I kører ind i evakueringszonen”.
Det stod ingen steder skrevet, men det var på det tidspunkt en uskreven regel, at man ikke tog sine børn og heller ikke sine unge mennesker med ind i evakueringszonen.
For dem, der ikke skulle leve så mange år endnu, ville en lille dosis radioaktivitet vel ikke gøre den store forskel, men for børn og unge blev det opfattet som uansvarligt at tage dem med ind i området. Det så den aldrende tankpasser som sin opgave at minde sine kunder om.
Meget er unægtelig forandret sig siden dengang. I dag er evakueringen hævet i over halvdelen af det oprindeligt evakuerede område. Det er godt nok stort set kun ældre mennesker, der er flyttet hjem. Børnefamilier har for længst etableret sig i andre dele af landet, og det er ikke sandsynligt, at ret mange af dem nogensinde vil flytte tilbage.
Beretningen om ulykken på Fukushima-værket er slet, slet ikke slut – selv om der har været relativt stille omkring det længe, og mange ude omkring i verden halvvejs har glemt, at tre reaktorer nedsmeltede for otte år siden, og at det problem ikke er løst.
Der bliver med andre ord behov for adskillige besøg i de kommende mange år for med egne øjne at se, hvordan tingene udvikler sig. Nu er jeg bare spændt på, hvad de hos Tepco finder på at kalde vandet i tankene næste gang.
”Mokugeki – vidne til livet i Japan” er overskriften på en ny serie i POV med iagttagelser, betragtninger og oplevelser fra fire årtiers dækning af Japan og Østasien.
Fotos: POOL/Kimimasa.Mayama/EPA
