(Denne artikel er skrevet til og offentliggjort af Kristeligt Dagblad)
Når unge japanske kvinder sænker stemmen og taler indbyrdes om deres mænd og kærester, er det entydigt positivt, hvis de unge fyre er ”sooshokukei”, grøntsagsspisere.
En grøntsagsspisende mand er, hvad vi i Vesten ville kalde en ”blød mand”. Han er mild og kærlig og holder i hånd. Han hjælper med husholdningen og henter børn i børnehaven, og han vil i det hele taget gerne spille en mere aktiv faderrolle, end efterkrigstidens typiske japanske fædre ellers har gjort.
Over for disse unge grøntsagsmænd står de traditionelle karriereorienterede mænd, som de unge kvinder med betydeligt mindre begejstring kalder for ”kødspisende mænd”.
”De grøntsagsspisende mænd er mere og mere populære blandt yngre japanske kvinder,” siger sociologen Masako Ishii-Kuntz fra Ochanomizu-universitetet i Tokyo.
”Da ordet blev opfundet, havde folk tendens til at opfatte disse mænd som en flok tabere. Men i dag foretrækker de yngre kvinder bløde og ikke-aggressive mænd.”
Det traditionelle billede af en japansk kernefamilie har i hele efterkrigstiden været meget traditionelt. Manden var firmaets mand døgnet rundt, og hustruen gik hjemme med børnene.
Holdningerne fulgte med. For 20 år siden hed det med et glimt i øjet, at mødrene sagde til hinanden på legepladserne, at en god mand var en, der havde et godt helbred, tjente mange penge og aldrig var hjemme.
Det billede er ved at ændre sig, fordi holdningerne i samfundet ændrer sig. Og måske hurtigst hos de unge fædre.
Når der hentes børn i japanske børnehaver, er det nu om dage ofte de unge fædre, som har forladt kollegerne på kontoret og er gået tidligere hjem, end de ville have gjort i gamle dage, for at nå afhentningen, inden børnehaven lukker.
Og hvor holdningen hos kollegerne indtil for nylig ofte har været, at sådan en mand ikke viste tilstrækkeligt engagement i firmaet, er det nu i langt højere grad accepteret, især på offentlige kontorer og i de store firmaer.
Det fortæller Masako Ishii-Kuntz, som i de senere år har forsket i begrebet ”ikumen”- unge fædre , der ønsker at spille en aktiv faderrolle.
Ordet ”ikumen” blev opfundet af dygtige reklamefolk for seks-syv år siden. Og det er blevet lidt af et modeord i de seneste år.
Det er sejt at være ”ikumen” – i modsætning til for få år siden. Man kan se på tv-reklamerne, at billedet af den unge kernefamilie, der går i parken sammen, er et positivt billede, som kan bruges til at sælge så vel kiks som forsikringer og frosne færdigretter.
Sundhedsministeriet har nedsat et kontor, som udtrykkeligt har til opgave at fremme, at flere mænd bliver ”ikumen”. Ikke fordi de indgroede holdninger hos regeringens topfolk har ændret sig så meget, men fordi Japans økonomi har brug for, at flere unge mødre orker at blive på arbejdsmarkedet.
Der laves kampagner med opbyggelige historier, og forrige år blev der hver måned valgt en ”ikumen”-stjerne, der havde hjulpet sin hustru på en eller anden helt særlig måde, og som blev fremhævet som rollemodel for alle unge japanske mænd.
Tallene viser, at japanske kvinder i højere grad magter at få børn, samtidig med at de bliver på arbejdsmarkedet, hvis blot deres mænd tager del i opgaverne derhjemme, siger Masako Ishii-Kuntz, der har udgivet en bog på japansk med titlen ”Ikumen’s sociologi”.
Der er sket en holdningsændring, og det er ifølge hende en holdningsændring, der på længere sigt vil forandre Japan. Men hun er ganske klar over, at den store forandring langtfra er sket endnu. Det er stadig kun to procent af mændene, der tager en – kort – barselsorlov, mens 80 procent af mødrene tager en – lang – barselsorlov.
”De unge mænds forståelse for betydningen af at deltage i pasningen af deres børn er stigende i disse år, og den er langt større, end deres fædres forståelse var, men i forhold til barselsorlov lever deres handlinger endnu ikke op til deres holdninger,” siger Masako Ishii-Kuntz.
Det har meget at gøre med kulturen på arbejdspladserne og forventningerne fra de ældre generationer i familierne, forklarer hun. Der er desperat mangel på daginstitutioner for børn, og hvis der ikke kan findes pasning til børnene, føler mange unge kvinder sig presset til at opgive deres arbejde, selvom de egentlig gerne ville have fortsat.
Masako Ishii-Kuntz placerer manglen på daginstitutioner øverst på listen over de barrierer, som Japan skal forcere, hvis kvinder for alvor skal begynde at gøre karriere på arbejdspladserne, sådan som regeringen ønsker.
Den holdningsændring, der ifølge hende umiskendeligt er i gang, sker på mange måder hurtigere hos Japans unge mænd end hos Japans unge kvinder.
Meningsmålinger viser, at mens de unge mænd i højere grad end før foretrækker, at deres koner bliver på arbejdsmarkedet og har et aktivt liv uden for hjemmet, vil en tredjedel af de unge kvinder mellem 20 og 30 år egentlig helst være hjemmegående husmødre. Og denne andel er svagt stigende.