januar 31, 2020

Af

HONJITSU - Nyt fra Japan:  Alt tyder desværre på, at den nederdrægtige nye corona-virus vil nå at sprede sig endnu mere og gøre endnu flere syge i et endnu større område, før man for alvor får inddæmmet sygdommen. Nu har Verdenssundhedsorganisationen, WHO, med en uges forsinkelse erklæret sygdommens spredning for en global nødsituation. Det bliver formentlig værre, før det bliver bedre.

Langt de fleste tilfælde og langt de fleste dødsfald er sket i den kinesiske storby Wuhan, hvor den nye virus har sit udspring. Byen er af det kinesiske styre blevet isoleret fra omverdenen ved skrappe rejseforbud. Disse foranstaltninger har fået ros fra fagfolk i hele verden. Kina har ved tidligere epidemier handlet for sent, fordi stabilitet er det vigtigste for regimet, som har villet undgå panik. Efter en uges tøven har indsatsen denne gang været mere effektiv.

Til gengæld har flere store lande, inklusive Japan, sat hele sit diplomati ind på at få de kinesiske myndigheders velsignelse til at trodse isolationen og evakuere de af deres borgere, der ønskede at blive evakueret fra den lukkede storby.

Det er forståeligt, men det rummer unægteligt en risiko for at svække indsatsen for at hindre yderligere spredning af den lumske virus. Det lumske ved den er nemlig, at den smitter, også selv om den person, der er smittet, endnu ikke selv føler nogle symptomer.

Onsdag blev 206 japanere evakueret fra Wuhan. Tre af dem viste sig at have sygdommen, de to af dem uden at have symptomer, men med mulighed for at smitte andre. Torsdag ankom yderligere et fly med 210 evakuerede. Der er også planlagt et tredje fly.

Det er imidlertid ”ekstremt beklageligt” med premierminister Shinzo Abes ord fra parlamentets talerstol i går, at to af de hjemvendte på det første fly decideret nægtede at lade sig teste for den famøse virus. De havde ingen symptomer, og så kan man med japansk lovgivning ikke tvinge dem til det.

Læs Japan Times' sammenskrivning af forskellige bureauhistorier