juli 13, 2025

Af

(NYUUSU – news): For få dage siden blev et avisbud slået ihjel på Hokkaido af en brun bjørn, og i forrige uge blev flytrafikken afbrudt ved lufthavnen i Yamagata, fordi en sort bjørn havde forvildet sig ind på landingsbanen.

Der er flere og flere nyheder i japanske medier om, at bjørne vover sig tættere på beboede områder, og det skaber hver gang panik og farlige episoder. I finansåret 2023-2024 var der i hele Japan ifølge miljøministeriet 219 tilfælde, hvor mennesker var kommet til skade efter at være angrebet af en bjørn, heraf seks dræbte. Det højeste antal nogensinde.

Der er flere årsager til denne bekymrende tendens.

Den primære grund til denne udvikling er utvivlsomt, at flere og flere små landsbyer ude i bjergene gradvist er ved at uddø. Der bor kun få mennesker, de omliggende marker og småskove holdes ikke ved lige og gror til, og det vil sige, at bjørne på udkig efter føde i naturen når længere ind i byerne, inden de møder mennesker og jages væk.

Denne tendens forstærkes af, at der i mange små, pressede kommuner spares på affaldsindsamling, så folks skraldespande i byernes udkanter i længere tid står fyldte med nemt tilgængelig føde for bjørne. Det lærer de hurtigt. Hvis den slags ekspeditioner ind i menneskeland giver udbytte, bliver bjørne gradvist mindre bange for mennesker.

Men det handler også om klimaforandringer. Et varmere klima giver sammen med hyppigere og voldsommere regnskyl dårligere vækstbetingelser for bjørnenes foretrukne føde i skovene som agern, bøgenødder og bær. Det tvinger sultne bjørne til at søge føde andre steder.

Det har altid været sådan, at man i dårlige nøddeår har set langt flere bjørne tæt ved menneskesamfund.

Gennem hele efterkrigstiden har man endvidere set en udvikling i retning af mere og mere monokultur i japanske skove, især cederplantager. Den slags skov frembyder færre fødemuligheder for bjørne og andre store dyr end tidligere tiders blandede skov.

Endelig er der simpelt hen flere bjørne i japanske skove end i de foregående årtier til at konkurrere om den mere og mere begrænsede føde, der er til rådighed. Tidligere skød man bjørne, så snart der var en rapport om, at de var kommet tæt på en bjerglandsby, men i de senere år har de i den biologiske diversitets navn været fredet, medmindre der har været åbenlys fare for menneskeliv.

Denne tendens til, at der iagttages flere bjørne, ses ikke kun i befolkningstynde små og mellemstore byer tæt ved bjerg og skov. Det samme kan ses i flere populære turistområder, hvor folk kommer for at vandre i bjerge og komme tæt på naturen. Japanske bjergvandrere kender risikoen og er flinke til at holde sig på de autoriserede stier. Udenlandske turister gør klogt i at gøre det samme.

LÆS: Nyhed fra nyhedsbureauet Kyodo om det seneste dødsfald i Hokkaido.

NIYUUSU NEWS

Mine NYUUSU-klummer om Japan og Østasien udkommer på hjemmeside og  facebook en eller to gange om ugen - undtagen når jeg arbejder som rejseleder i Japan. Så vil der være længere mellem dem. En eller to gange om måneden vil jeg udsende et NYUUSU-nyhedsbrev. Danske mediers professionelle dækning af den del af verden er desværre svækket i de senere år. Jeg håber, at jeg med min lange erfaring kan bidrage en smule til at udfylde dette hul.

Prisen for at modtage nyhedsbrevet er et engangsbeløb på 300 kroner. Så modtager I det i årevis, indtil jeg segner. Skriv til mig på arc@asgerrojle.com – og sæt beløbet ind på mobilePay 26360251, mærket NYUUSU og jeres email-adresse. I er velkomne til at gå højere op i pris, alt efter pengepung. Beløbet vil indgå i mit firmas regnskab, og jeg får tid og ressourcer til at holde mit lille nyhedsmedie i live. I givet fald tusind tak. Alle vil uanset betaling kunne følge med i NYUUSU-indlæggene og deltage aktivt med råd, ideer og kritik ved at melde sig ind i facebook-gruppen af samme navn.