Væk fra det hele – og alligevel tæt på

(AIZU – dagligdag i Japan): 57-årige Yasufumi Horie er egentlig uddannet som maskinteknisk ingeniør. Men i sin ungdom rejste han verden rundt med rygsæk, han har arbejdet flere steder i Japan som hjemmehjælper og rengøringsmand, og i dag passer han en lille mark ved landsbyen Yamato et stykke uden for Aizu-Wakamatsu by og har ikke haft fast arbejde i tyve år.

Yasu, som alle kender ham som, er en søgende sjæl, som ifølge ham selv omsider har fundet en måde at leve på, der passer ham.

Han er ikke den eneste. Aizu er på mange måder et konservativt område, men der er plads til, at frisindede mennesker med alle mulige forskellige baggrunde, der har stødt sig på nutidens målrettede og socialt krævende japanske samfund, har kunnet skabe en kritisk subkultur, et fristed, hvor flere af dem lever relativt afsondret, ikke har ret mange penge, men arbejder med landbrug, kunsthåndværk eller andet, der har mening for dem.

De færreste har taget så radikale konsekvenser i deres liv, som Yasu har, men der er med mellemrum aktiviteter, hvor denne gruppe kan mødes og have et vist fællesskab. Aizu er ikke specielt. Overalt i verden – og flere andre steder i Japan – møder man den slags tidslommer, hvor utilpassede i samfundet kan skabe sig en tilværelse.

Yasu, der er født og opvokset i Aizu, kalder selv sit nuværende liv for ”en livsstil, hvor jeg forsøger at holde de miljømæssige fodspor så små som muligt”.

I løbet af ungdommens rejser, der førte ham til Indien, Mexico, Vesteuropa, Australien og andre steder i verden, begyndte han at ”længes efter et sted, der var rig på natur, og hvor jeg kunne dyrke min egen mad”. Så i 2007, da han var i slutningen af trediverne, flyttede Yasu hjem til Aizu, hvor han kom fra, og hvor det meste af hans familie stadig boede.

”Jeg kendte jo kun de landlige samfunds lukkede natur alt for godt, så jeg søgte efter et sted, der var ’ikke for tæt på, men heller ikke for langt væk’, heller ikke forhold til mine forældre, som boede og stadig bor i Nishi-Aizu”, endnu længere ude på landet.

Aizu ligger i de fleste japaneres bevidsthed langt væk fra alting – og i hvert fald langt væk fra Tokyo og de andre storbyer. Et image, som stedet har fået, dels på grund af sin historiske rolle som opposition til centralmagten, dels – helt konkret – fordi der ikke kører nogen Shinkansen-lyntogslinje til byen. De fleste tænker derfor, at det må være vanskeligt at komme dertil.

Men så vanskeligt er det altså heller ikke. En times bustur fra Fukushima-amtets største by Koriyama, der ligger på Shinkansen-ruten fra Tokyo mod nordøst, så står man på stationen i Aizu-Wakamatsu, områdets hovedby med 120.000 indbyggere, og så er der en togtur på en halv time og derpå en frisk cykeltur ud til Yasu’s mark på fire kilometer. Strækningen er lidt bakket, men det kan Yasu, der er i god form, sagtens klare, fortæller han. Længere ude på landet er han heller ikke havnet.

“Nu dyrker jeg ris og grøntsager til mit eget brug. Jeg er ikke landmand for alvor. Jeg er en voksen, der leger i markerne”, fortæller han.

Årsagen til hans tilbagevenden til Aizu var ikke ”en romantisk længsel efter naturen”, han var heller ikke træt af bylivet som sådan. ””Hvis jeg skal sætte ord på det, er det snarere min egen lille modstandskamp mod de stigende negative aspekter af det kapitalistiske samfund. Møder med økologiske landmænd, kunstnere, musikere og andre inspirerende mennesker under mine rejser har motiveret mig til at følge den stille modstands vej”.

En gang om ugen, om onsdagen, kommer Yasu til byen for at passe et slags privat kollegium, som han og hans familie har indrettet i en centralt beliggende tidligere ryokan, japansk kro, som gennem mange årtier blev drevet af hans mors familie, og hvor hans mor voksede op. Han drømmer om, at denne bygning skal blive hans konkrete arv til eftertiden.

”Jeg ønsker at bruge alt det, jeg hidtil har lært i livet, på at give dette hus, arvet fra mine bedsteforældre, videre til næste generation i en god stand. Hvilket også er et slags eksperiment”.

Yasu er helt på det rene med, at han ikke kunne have valgt at leve, som han gør, hvis ikke internettet fandtes. Han er ikke en, der søger tilbage til fortiden. Han er et moderne menneske, der lever i nutiden. Han er ikke så isoleret, som det måske lyder, når han passer sin mark, læser bøger om historie og filosofi og samtidig gennem hele døgnet kan kommunikere med venner langt væk.

”Når folk tænker på Aizu, kommer de ofte til at forestille sig stolte samuraier, Tsuruga-borgen og fortællinger om loyalitet og ære. Jeg forstår selvfølgelig godt, hvor værdifuld denne kulturelle arv er. Men jeg er meget mere interesseret i at høre om de fattige bønder, som holdt samfundet oppe dengang. Jeg er tiltrukket af deres stille udholdenhed og pragmatiske visdom, langt mere end af heroiske billeder af krigere”.

”Jeg er ikke nogen samurai, heller ikke nogen entreprenør og ikke engang en rigtig landmand”, siger Yasu. ”Jeg er blot en lidt mærkelig mand, henna-oyaji, som engang studerede til ingeniør, vandrede gennem verden, mødte mange enestående mennesker, og nu forsøger at leve et interessant og meningsfuldt liv på Aizu’s jorde”.