(AIZU – dagligdag i Japan): Ifølge et dokument fra Fukushima-amtets beskæftigelseskontor fra 2022 var der på det tidspunkt 301 ”tekniske praktikanter” registreret i Aizu-Wakamatsu, rundt regnet en tredjedel af de udlændinge, der boede og arbejdede i byen. Der var altovervejende tale om yngre mennesker.
Ordningen med ”tekniske praktikanter” er meget omdiskuteret i Japan. Den blev indført i 1993 med det erklærede formål at give unge fra udviklingslande mulighed for at komme til Japan i en periode på tre år for at erhverve sig viden og færdigheder inden for landbrug og industri, mens de ydede en arbejdsindsats. I virkeligheden har ordningen oftest været set af værtsvirksomhederne som en måde at skaffe sig billig arbejdskraft, og der har været mange belastende rapporter gennem årene om underbetaling, lange arbejdstider, fysisk afstraffelse og brud på menneskerettigheder rundt om i Japan. Overvågningen af ordningen fra myndighedernes side har været minimal.
De fleste af de tekniske praktikanter, som i de senere år er kommet til Aizu-Wakamatsu, kommer fra Vietnam. De arbejder rundt om i byen på hoteller og sygehuse som opvaskere, portører og lignende og gør ikke ret meget væsen af sig. Der er også en del fastboende kinesere i byen, men de ankom tidligere, typisk med andre former for visa-status, og har i adskillige tilfælde fået mulighed for at blive i længere tid. Endelig er der en del tekniske praktikanter ansat på landbrug i området uden om Aizu-Wakamatsu, men de er registrerede i omegnskommunerne, og det har ikke været muligt for mig at få noget antal på dem.
I Japan som helhed er der i øjeblikket noget i retning af 400.000 tekniske praktikanter, langt de fleste ude på landet. Der er meget få udlændinge med den status i storbyerne. Egentlig er det besluttet at erstatte praktikant-kategorien med andre visa-kategorier fra 1. april 2027, blandt andet med mulighed for at blive betydeligt længere end tre år. Men antallet af ankommende tekniske praktikanter ifølge den gamle ordning stiger stadig.
Ser man på det samlede Fukushima-amt, steg antallet fra forrige til sidste finansår fra 3841 til 4980, en stigning på 29,7 procent. De udgør rundt regnet en fjerdedel af alle udlændinge i amtet, og der er flere af dem end folk med permanent opholdstilladelse. Det samme mønster ses i mange dele af Japan, når man kommer væk fra de store millionbyer.
Der er – også i Aizu – historier om, at tekniske praktikanter bor med hinanden på trange sovesale, at de ikke har ret meget fri og forbud mod at komme sammen med lokale i den fritid, de har. Der var en sag for nyligt i Aizu, hvor en ung pige kom i alvorlige problemer, fordi hun blev gravid med sin lokale kæreste og altså åbenlyst ikke havde overholdt reglerne. Der er også tit sager, hvor tekniske praktikanter ønsker at skifte arbejdsgiver undervejs i de tre år, hvilket ordningen ikke rummer mulighed for. Denne tvangsbinding er noget af det, man vil lempe med den nye lov, der er på vej.
Nogle praktikanter vælger den desperate løsning at løbe væk fra den arbejdsgiver, der har ansvaret for dem, og som de føler udnytter og chikanerer dem. Men mange er i dyb gæld til de agenter i hjemlandet, som gav dem muligheden for at komme til Japan, og for dem er det reelt umuligt at løbe væk. Den slags sager har man tilsyneladende ikke haft i Aizu-Wakamatsu. De har mest fundet sted længere ude i landbrugslandets rismarker.
Selv om indvandring på det seneste er blevet et politisk stridspunkt på den nationale politiske scene i Tokyo, så er der ingen, der drømmer om helt at lukke ned for den slags ordninger. De unge menneskers arbejdskraft er umulig at undvære i de områder af Japan, hvor der sker en hastig affolkning. Det gælder også i Aizu. Og mange af dem tjener trods alt så meget, at det er attraktivt for dem i forhold til der, hvor de kommer fra, og de kan sende et tiltrængt beløb hjem til familien hver måned.
Når Japan indfører nye kategorier for at få det hele til at ligne udnyttelse lidt mindre og give ordningerne et bedre ry, hænger det ikke mindst sammen med, at Japan ikke længere er det eneste land i verdensdelen, der tilbyder den slags muligheder for unge fra Syd- og Sydøstasien, der har udlængsel, ofte parret med en desperat økonomisk situation, hvor de kommer fra. I dag opfatter mange af dem Sydkorea og Taiwan som bedre steder at rejse hen med mere attraktive ordninger. De to lande har samme demografiske udfordring som Japan og har tvunget Japan ud i en rivalisering om at tiltrække unge arbejdere fra andre asiatiske lande.
Mine NYUUSU-klummer om Japan og Østasien udkommer på hjemmeside og facebook en eller to gange om ugen - undtagen når jeg arbejder som rejseleder i Japan. Så vil der være længere mellem dem. En eller to gange om måneden vil jeg udsende et NYUUSU-nyhedsbrev. Danske mediers professionelle dækning af den del af verden er desværre svækket i de senere år. Jeg håber, at jeg med min lange erfaring kan bidrage en smule til at udfylde dette hul.
Prisen for at modtage nyhedsbrevet er et engangsbeløb på 300 kroner. Så modtager I det i årevis, indtil jeg segner. Skriv til mig på arc@asgerrojle.com – og sæt beløbet ind på mobilePay 26360251, mærket NYUUSU og jeres email-adresse. I er velkomne til at gå højere op i pris, alt efter pengepung. Beløbet vil indgå i mit firmas regnskab, og jeg får tid og ressourcer til at holde mit lille nyhedsmedie i live. I givet fald tusind tak. Alle vil uanset betaling kunne følge med i NYUUSU-indlæggene og deltage aktivt med råd, ideer og kritik ved at melde sig ind i facebook-gruppen af samme navn.