(Jeg har skrevet en analyse på selve valgdagen om søndagens underhusvalg i Japan. Her er indledningen, læs hele analysen hos Ræson)

Japans premierminister, Sanae Takaichi, fik den forventede storsejr ved underhusvalget i dag søndag. Hendes store personlige popularitet bar hende ifølge exit-polls til en massiv fremgang for hendes parti, Det Liberal-Demokratiske Parti (LDP), der for første gang siden 2021 har flertal i underhuset alene. Hendes regeringskoalition sidder nu på to tredjedele af underhusets mandater – nok til at sætte sig på alle formandsposter i underhusets udvalg, tilsidesætte visse afgørelser i overhuset og vedtage forfatningsændringer.

Det sikrer hende arbejdsro til at gennemføre flere af de ting, hun har givet vælgerne løfte om, selv om koalitionen altså stadig ikke har flertal i parlamentets overhus. Arbejdsro var netop bagtanken med at udskrive valget. Takaichi så, hvor højt hun lå i personlig opbakning ifølge alle meningsmålinger. Det måtte udnyttes. Det var ikke sikkert, hun ville blive ved med det.

Men lige så meget stabilitet på den indenrigspolitiske front, hendes valgtriumf skaber, lige så megen uro og bekymring vækker den i nabolande og på den globale scene.

Det er åbenlyst for enhver, at Sanae Takaichi ikke er Kinas kop te. Allerede i den første uge efter hendes valg som regeringschef for kun tre måneder siden trodsede hun sine diplomaters udleverede talepapirer og sagde i parlamentet, at en væbnet konflikt i Taiwan ville ”true Japans eksistens”, hvilket ifølge gældende tolkning af landets antimilitaristiske forfatning ville åbne for, at Japan ville kunne mobilisere sine militære selvforsvarsstyrker. I Beijing, hvor man definerer striden omkring Taiwan som en intern kinesisk sag, blev udtalelsen opfattet som en stærk provokation.

Siden har Kina skridt for skridt skruet op for pressionen mod Japan. Der er lukket for handel med en række kostbare og strategisk følsomme varer mellem de to lande, turiststrømmen fra Kina til Japan er halveret, og også kulturelle udvekslinger beskæres. En utvetydig tilbagetrækning af Takaichis udtalelse er det eneste, der tæller for Kina – og det vil hun hverken hjemligt eller internationalt kunne tåle at give nu. Så forholdet mellem de to østasiatiske magter er atter i hårdknude, dårligere end det har været i årevis. Og det har udsigt til at blive endnu værre, når Takaichi nu får lettere end før ved at komme igennem med oprustning og ændringer i Japans forsvars- og sikkerhedspolitik.

LÆS: Selve valganalysen hos Ræson – for abonnenter.

NIYUUSU NEWS

Mine NYUUSU-klummer om Japan og Østasien udkommer på hjemmeside og  facebook en eller to gange om ugen - undtagen når jeg arbejder som rejseleder i Japan. Så vil der være længere mellem dem. En eller to gange om måneden vil jeg udsende et NYUUSU-nyhedsbrev. Danske mediers professionelle dækning af den del af verden er desværre svækket i de senere år. Jeg håber, at jeg med min lange erfaring kan bidrage en smule til at udfylde dette hul.

Prisen for at modtage nyhedsbrevet er et engangsbeløb på 300 kroner. Så modtager I det i årevis, indtil jeg segner. Skriv til mig på arc@asgerrojle.com – og sæt beløbet ind på mobilePay 26360251, mærket NYUUSU og jeres email-adresse. I er velkomne til at gå højere op i pris, alt efter pengepung. Beløbet vil indgå i mit firmas regnskab, og jeg får tid og ressourcer til at holde mit lille nyhedsmedie i live. I givet fald tusind tak. Alle vil uanset betaling kunne følge med i NYUUSU-indlæggene og deltage aktivt med råd, ideer og kritik ved at melde sig ind i facebook-gruppen af samme navn.