Jeg har skrevet et bidrag til “Mit Japan”-bloggen på Dansk Japansk Selskabs webside om mit mangeårige medlemskab af “Foreign Correspondents’ Club” i Tokyo. Klubbens ”workroom” har i 36 år været mit kontor under ophold og rejser i Japan. Jeg ville aldrig have kunnet præstere det samme i dette liv, hvis klubben ikke fandtes. Her er et uddrag.
Klubben blev født i 1945 som presseklub, tilknyttet den amerikanske besættelsesmagt i de første syv år efter krigen. I årtier havde den et velfortjent ry for at være en klub for hvide mænd, mens korrespondenter fra Asien mødtes og arbejdede andre steder. Dette mønster er ikke så markant længere. Der er i vore dage færre ”hvide mænd” blandt de journalistiske medlemmer.
Det er immervæk et sted, der udstråler historie. Fotografier på væggene, sære traditioner, gamle lydoptagelser på hjemmesiden. Man kan ikke besøge presseklubben uden at få følelsen af at være på en tidsrejse.
Klubben har utallige gange været ved at blive ædt op af økonomiske problemer og klubpolitiske stridigheder. Men på trods af opslidende kævl, omstridte flytninger rundt i Marunouchi-kvarteret, gamle venners og kollegers bortgang og barens ændrede karakter fra et brunt værtshus til en fashionabel café, så er klubben fortsat uundværlig for mig.
Det vigtigste er klubbens tradition for i modsætning til andre presseklubber i verden konsekvent at bruge adskillige af sine afmålte kvadratmeter på et moderne “workroom” og et veldrevet bibliotek. Den har skabt mulighed for, at journalistikkens daglejere har kunnet overleve økonomisk og have noget, der ligner et kontor. Dermed har den bidraget til større mangfoldighed i Japan-dækningen, end der ellers ville have været.
Mine NYUUSU-klummer om Japan og Østasien udkommer på hjemmeside og facebook en eller to gange om ugen - undtagen når jeg arbejder som rejseleder i Japan. Så vil der være længere mellem dem. En eller to gange om måneden vil jeg udsende et NYUUSU-nyhedsbrev. Danske mediers professionelle dækning af den del af verden er desværre svækket i de senere år. Jeg håber, at jeg med min lange erfaring kan bidrage en smule til at udfylde dette hul.
Prisen for at modtage nyhedsbrevet er et engangsbeløb på 300 kroner. Så modtager I det i årevis, indtil jeg segner. Skriv til mig på arc@asgerrojle.com – og sæt beløbet ind på mobilePay 26360251, mærket NYUUSU og jeres email-adresse. I er velkomne til at gå højere op i pris, alt efter pengepung. Beløbet vil indgå i mit firmas regnskab, og jeg får tid og ressourcer til at holde mit lille nyhedsmedie i live. I givet fald tusind tak. Alle vil uanset betaling kunne følge med i NYUUSU-indlæggene og deltage aktivt med råd, ideer og kritik ved at melde sig ind i facebook-gruppen af samme navn.


