(AIZU – dagligdag i Japan): En af de ting, jeg elsker ved at rejse ude på landet i Japan, er, at når man ankommer til en mellemstor jernbanestation eller et lokalt knudepunkt, er der ofte en lille biks på selve stationen, hvor man kan få sig en livgivende skål suppe med soba eller udon at varme sig på, før rejsen går videre. Det er altid lækkert, omend ikke den store luksus. Oftest er der kun ståpladser langs en væg eller knap-så-behagelige siddepladser. Det er ikke meningen, at man skal blive der i timevis.
Således også på stationen i Aizu-Wakamatsu. Normalt har man siden corona-tiden skullet betale med kontanter i en automat ved indgangen, og jeg valgte i går, som jeg næsten altid gør den slags steder, en skål soba med en klump blandet tempura (let friturestegte fisk, rejer og grøntsager) ovenpå. Det kostede 520 yen, og det smagte bare så fint.
Og husk – selv om suppen, der typisk er lavet på soya og dashi (fiske- og tangbouillon) i sig selv smager herregodt, så er det nudlerne, der er retten. Suppen er kun til for at give nudlerne smag – og man bør lade halvdelen af suppen skylle ud igen efter måltidet. Ellers får man for meget salt, vil ens mor, ægtefælle eller kæreste sige.
Soba er tynde, gråbrune boghvedenudler. Udon er tykkere og tungere hvedenudler. Begge dele opfattes traditionelt i Japan som noget af det mest japanske, man kan finde. I de egne, ikke mindst her i nordøst, hvor den produceres, er man meget stolt af sin soba – og det samme er man på Shikoku og andre steder af sin udon.
Til gengæld opfattes ramen, de tyndere hvedenudler, der i det indre København sammen med sushi vel er indbegrebet af japansk køkken, generelt i Japan som en fremmed ting, der blev indført fra Kina for godt nok længe siden. Den dag i dag drives mange ramen-steder af kinesere, og ramen skrives på skiltet uden for butikken med katakana-alfabetet, det lydalfabet, der normalt bruges til fremmedord.
Men 520 yen? Jo, med den aktuelle valutakurs er det sølle 22 kroner, så det er helt sikkert et billigt mellemmåltid for en dansker på gennemfart. Men når jeg tænker efter, er det tæt på det dobbelte i forhold til, hvad sådan en skål ville have kostet på en jernbanestation i den japanske provins for 30 år siden, hvor jeg også rejste en del rundt i landet.
Og hvad værre er, når man ser bort fra stationerne og knudepunkterne, så er der langt færre soba-og-udon-bikse i vore dages Japan, end der var dengang. En tendens, der er mest tydelig i de store byer. En halvgammel brancheanalyse, der citeres flere steder på internettet, viser, at der i 2010 var cirka 710.000 soba-udon-steder i Japan, og allerede i 2014 var tallet nede på cirka 659.000. Et fald på mere end otte procent på fem år – og der er desværre ingen tvivl om, at faldet er fortsat.
De fleste af de små steder lukker lige så stille ned, før de går helt fallit, ofte med den begrundelse, at indehaverne er blevet for gamle, og ingen har mod på at fortsætte. Men en opgørelse fra Teikoku Databank fra juli i år viser, at der generelt i Japan er 458 spisesteder, der er gået decideret konkurs i første halvår af i år, et rekordstort antal for tredje år i træk.
De små soba-steder er typisk små familiedrevne virksomheder, og det bliver vanskelige og vanskeligere at få dem til at løbe rundt økonomisk. Huslejer og råvarer er blevet dyrere, især i de allerseneste år. Mange yngre japanere har længe foretrukket at ”tanke op” på rejsen i en cafe, hvor de kan sidde ned. Det er næsten kun ældre mænd som mig, der står og hugger hver sin portion soba i sig. I sidste ende bliver timelønnen til de venlige mennesker bag disken alt for lille.
Den samme tendens ses med mindre selvstændige ramen-restauranter, hvis de ikke er med i den eller anden anerkendte kæde, og i en vis grad små selvstændige restauranter. Der er en hel del af den slags små steder i det livlige kvarter af Aizu-Wakamatsu, hvor min airbnb-lejlighed befinder sig, men jeg kan blot konstatere, at værtens tjekkede og velmente liste med anbefalinger med QR-koder og det hele allerede er forældet, fordi halvdelen af de små steder, siden han lavede oversigten, har skiftet navn og sikkert også indehaver.
Mine NYUUSU-klummer om Japan og Østasien udkommer på hjemmeside og facebook en eller to gange om ugen - undtagen når jeg arbejder som rejseleder i Japan. Så vil der være længere mellem dem. En eller to gange om måneden vil jeg udsende et NYUUSU-nyhedsbrev. Danske mediers professionelle dækning af den del af verden er desværre svækket i de senere år. Jeg håber, at jeg med min lange erfaring kan bidrage en smule til at udfylde dette hul.
Prisen for at modtage nyhedsbrevet er et engangsbeløb på 300 kroner. Så modtager I det i årevis, indtil jeg segner. Skriv til mig på arc@asgerrojle.com – og sæt beløbet ind på mobilePay 26360251, mærket NYUUSU og jeres email-adresse. I er velkomne til at gå højere op i pris, alt efter pengepung. Beløbet vil indgå i mit firmas regnskab, og jeg får tid og ressourcer til at holde mit lille nyhedsmedie i live. I givet fald tusind tak. Alle vil uanset betaling kunne følge med i NYUUSU-indlæggene og deltage aktivt med råd, ideer og kritik ved at melde sig ind i facebook-gruppen af samme navn.