(NYUUSU – news): Yuriko Hatanaka var et foster i sin mors mave, da verdens første atomvåben i dag for præcis 81 år siden fra et amerikansk bombefly blev udløst over den japanske by Hiroshima. Et angreb, der kostede cirka 135.000 menneskeliv.
Yuriko var altså ikke født endnu, men hendes mor var i begyndelsen af graviditeten. Efter at være kommet til verden i februar 1946 viste Yuriko sig i sine første leveår hverken at være i stand til at tale eller gå som sine jævnaldrende, og efter et par år fik hun diagnosen microcephali.
Den hjerne, hun var født med, var abnormt lille. Det samme skete for 44 andre nyfødte børn i Hiroshima i de samme måneder. Efter 23 år blev hendes hjerneskade omsider anerkendt af myndighederne som et resultat af atombomben. Yuriko var stadig mentalt på niveau med et toårigt barn.
Fyrre år efter bomben besøgte den danske journalist Thomas Bo Pedersen i 1985 Yuriko og hendes far i faderens barbersalon. Moderen var død seks år tidligere af knoglemarvskræft, som dagen før hendes død ligeledes var blevet anerkendt som en konsekvens af radioaktivitet fra atombomben. Familien boede i Iwakuni 50 kilometer vest for Hiroshima, hjemsted for en stor base for det amerikanske luftvåben.
”Jeg hader dem og deres fly. Hver gang jeg hører jetmotorerne, bliver jeg mindet om den morgen, da et enkelt bombefly fløj over Hiroshima og ødelagde vores liv”, citerer Thomas Bo faderen for at sige i sin bog, ”Hvad folk fortalte”, der udkom sidste år. Faderen, Kunizo Hatanaka, der døde i 2008, var aktivt med til at danne den såkaldte ”paddehatteklub”, som gennem mange årtier kæmpede for microcephali-patienters og andre overlevende atombombeofres rettigheder.
At det kan medføre microcephali og andre sygdomme at blive udsat for radioaktivitet blev i de første mange år efter bomben ikke anerkendt af det officielle USA. De mange dødsfald i Hiroshima skyldtes forbrændinger, hed det – samtidig med at amerikanske læger udførte seriøs forskning blandt overlevende atombombeofre, som klart dokumenterede radioaktivitetens konsekvenser for en menneskekrop. Disse forskningsresultater var i mange år stemplet som ”militære hemmeligheder”.
Da Yurikos far og mor først tog hende til en amerikansk læge i byen, mens hun stadig kun var et år gammel, og Japan stadig var besat af amerikanske styrker, fik de at vide, at hun var ”underernæret”.
Kunizo Hatanaka viste under besøget dengang i 1985 Thomas Bo og tolken en sørgelig tv-optagelse af sin kones begravelse, der får tårerne frem hos alle tilstedeværende. Yuriko sad samtidig inde bag ved et forhæng i rummet og var opslugt af at kigge billeder i farverige ugeblade.
”Hun kan ikke tåle at se dette her igen”, forklarede hendes far. Stakkels Yuriko brød fuldkommen sammen under begravelsen og måtte føres skrigende ud.
I dag er det anerkendt viden, at hvis en gravid kvinde udsættes for store mængder radioaktivitet i graviditetens første måneder, så er der stor risiko for misdannelser, hjerneskader og andre sygdomme hos det nyfødte barn. Til gengæld er der ingen eksempler på, at børn af senere graviditeter eller børn, der er undfanget, efter bomben sprang, har fået den slags skader, uanset at der var radioaktivitet i luften.
Men den viden havde man ikke i årene efter bomben, og der bredte sig alle mulige skrækhistorier blandt indbyggerne selv om, hvordan alle de ukendte sygdomme, som man så folk blive ramt af, skyldtes bomben. I de år var det svært at blive gift for enhver, der var hibakusha, overlevende atombombeoffer. Hibakusha blev af den grund diskrimineret og udsat for stigmatisering, og folk forsøgte så godt som muligt at skjule, at de var atombombeofre.
Panikken i forhold til misdannelser hos nyfødte viste sig særligt varig, og den frygt og det stigma, den resulterede i, har til en vis grad sat sig i folk og ulykkeligvis overlevet gennem flere generationer.
I sommeren 2015 var jeg i Hiroshima for at skrive en række artikler op til 70-årsdagen for atombomben. Jeg deltog i en pressetur for udenlandske korrespondenter, og vi mødte blandt andet Misaki Katayama, der dengang var 16 år gammel.
Hun var en kvik gymnasiepige, der talte flot engelsk, og hun var udpeget som en af Hiroshimas unge ”fredsambassadører”, der skulle deltage i en FN-nedrustningskonference i Geneve og aflevere titusinder af underskrifter for fred og imod atomvåben.
Misaki, der var tredje-generations-hibakusha, blev i forbindelse med den forestående rejse interviewet af en lokal tv-station, og hun klarede det fint. Men, fortalte hun os, da hun glad kom hjem efter tv-interviewet, var hendes far utrøstelig. Nu vidste hele byen, at hun var tredje-generations-hibakusha, og derfor ville hun nu få sværere ved at finde en mand, der ville gifte sig med hende, mente han.
Topfoto: Ole Johnny Sørensen
Mine NYUUSU-klummer om Japan og Østasien udkommer på hjemmeside og facebook en eller to gange om ugen - undtagen når jeg arbejder som rejseleder i Japan. Så vil der være længere mellem dem. En eller to gange om måneden vil jeg udsende et NYUUSU-nyhedsbrev. Danske mediers professionelle dækning af den del af verden er desværre svækket i de senere år. Jeg håber, at jeg med min lange erfaring kan bidrage en smule til at udfylde dette hul.
Prisen for at modtage nyhedsbrevet er et engangsbeløb på 300 kroner. Så modtager I det i årevis, indtil jeg segner. Skriv til mig på arc@asgerrojle.com – og sæt beløbet ind på mobilePay 26360251, mærket NYUUSU og jeres email-adresse. I er velkomne til at gå højere op i pris, alt efter pengepung. Beløbet vil indgå i mit firmas regnskab, og jeg får tid og ressourcer til at holde mit lille nyhedsmedie i live. I givet fald tusind tak. Alle vil uanset betaling kunne følge med i NYUUSU-indlæggene og deltage aktivt med råd, ideer og kritik ved at melde sig ind i facebook-gruppen af samme navn.