oktober 21, 2025

Af

(Politikens rejsetillæg publicerede for et par uger siden en personlig reportage fra min hånd om et besøg i maj måned hos Daiki og Misato i deres grøn-te-paradis i Wazuka uden for Kyoto. Her er artiklens indledning)

Den gamle kejserby Kyoto besøges af de fleste Japan-rejsende. Kun en times kørsel fra Kyoto kan man som turist opleve at komme med ud i de smukke temarker på skråningerne og tage del i økologisk te-dyrkning.

Ved afslutningen på en rundtur gennem temarkerne ved d:matcha-cafeen i te-distriktet Wazuka syd for Kyoto får turister lov til at plukke egne teblade i hånden. Lidt senere på dagen serveres tebladene for dem, tilberedt som ”tempura”, den japanske ret, hvor fisk og grøntsager frituresteges i en let dej. Så sprøde, at man kan smage, hvor friske de er.

D:matcha’s princip er ”fra gården til bordet”, fortæller Daiki Tanaka, der sammen med sin kone er ejer og stifter af virksomheden. Stort set alt, hvad der serveres i den nybyggede og smukt beliggende café ud til landevejen, er lavet af ingredienser, de selv har dyrket.

To unge landbrugs-studerende, Daiki og Misato, mødte hinanden på et universitet i Kyoto, de elskede begge grøn te, og for otte år siden flyttede de til Wazuka og startede d:matcha. Parret og deres søn, der nu går i børnehave, bor i dag lidt længere henne ad landevejen. Virksomheden har syv fastansatte og en skiftende skare af frivillige fra hele verden. I høstsæsonen i maj måned i år arbejdede i alt 15 personer fuldtids på d:matcha.

”D:matcha blev startet ud fra en vision, dybt rodfæstet i en anerkendelse af Japans grønne tes høje kvalitet, og et ønske om at genoplive et erhverv, som i dag er truet af Japans aldrende samfund”, fortæller Daiki.

LÆS: Hele min reportage fra d:matcha i Politiken (for abonnenter)

"Jeg elsker følelsen af at præsentere deltagerne for steder, som er smukke, spændende og interessante, og så give dem noget ekstra. Ekstra forståelse for kulturen, ekstra indsigt i historien, ekstra underholdende vinkler på gængse turistmål. Det er min opgave at give en forklaring på ting, der kan virke sære og anderledes, men som alle sammen har en god forklaring. Samtidig er det en tilfredsstillelse at få det praktiske ved en rejse til at virke og give mit bidrag til at at få mennesker med forskellige interesser og aldre til at have det godt og hyggeligt sammen".

Asger Røjle Christensen er journalist og forfatter og har boet og arbejdet i Japan i 13 år af sit liv. Han har været rejse- og kursusleder i Japan gennem mange år.