(NYUUSU – news): ”Hvad angår Taiwan, så er Japans fundamentale politik helt på linje med det japansk-kinesiske fælles-kommuniké fra 1972”, gentager den japanske udenrigsminister, Toshimitsu Motegi, gang på gang offentligt i disse uger. Det er hans opgave at gyde olie på vandene i den aktuelle strid, og den formulering har siden dengang været Japans signal til Kina om, at man ønsker nogenlunde fredelige relationer.
Men han dribler udenom at citere direkte fra kommunikeet, hvor Japan dengang genetablerede diplomatiske forbindelser med Kina og samtidig utvetydigt afbrød sine forbindelser med Taiwan. Også selv om skeptiske kinesiske talsmænd i de senere uger har eftersøgt direkte citater fra japansk side.
Ligeledes går den japanske regeringschef, Sanae Takaichi, en tilsvarende balancegang. Det var hende, der startede den aktuelle krise, da hun fra parlamentets talerstol i sidste måned sagde, at et kinesisk militært angreb på Taiwan ville ”true Japans eksistens”, hvilket ifølge gældende tolkning af Japans antimilitaristiske forfatning vil betyde, at Japan vil kunne deltage i forsvaret af Taiwan militært.
De seneste dage har afsløringer i japanske aviser vist, at hun ved den lejlighed gik langt ud over sine udleverede talepapirer. Om det var med vilje eller en fortalelse, får vi nok aldrig at vide. Takaichi er kendt for at være gammel ven af Taiwan og have været aktiv i det uofficielle diplomati mellem de to lande, inden hun blev premierminister.
Nu nægter hun at trække udtalelsen tilbage, som Kina kræver. Men hun nægter også at gentage den, for man skal ikke diskutere den slags scenarier offentligt, siger hun nu. Ikke ret mange er i tvivl om, hvad hun reelt mener – Kina kan rende og hoppe – men det er fuldstændig uklart, hvad hun officielt skal forestille at mene. Endnu mere, end det var, når hendes mere forsigtige forgængere udtalte sig om Taiwan.
Men Sanae Takaichi er helt sikkert ligeglad, hvis nogen undrer sig. Hun rider højt på gode meningsmålinger. Hun er en anden type regeringschef end sine forgængere med en mindre formel fremtræden, og det er forfriskende, synes mange japanere, især blandt de unge. En vigtig del af dette anderledes image er netop, at hun tør sige ”uansvarlige” ting op i ansigtet på det store Kina. Det bidrager blot til populariteten.
Både i Motegis udenrigsministerium og blandt veteraner i det liberal-demokratiske regeringsparti, LDP, er der imidlertid stadig en gammel garde af mere Kina-venlige kræfter, hvis forgængere og i nogle tilfælde biologiske fædre var med til at skabe enigheden i 1972 om en ny åbning mellem de to østasiatiske magter, og som hele tiden sørger for, at der er forbindelseslinjer åbne, og er i stand til at tage en udglattende samtale med veteraner på den kinesiske side med en tilsvarende rolle. Disse fælles garanter for, at det ikke går helt galt, er imidlertid alvorligt svækket på den japanske side i denne omgang, påpeger den tyske Japan-ekspert Sebastian Maslow, der er lektor i statskundskab ved Tokyo Universitet.
”Takaichis nuværende regeringskoalition omfatter ikke længere partiet Komeito, som har stærke bånd til Beijing”, skriver han i en ny artikel på webmediet The Conversation. ”Inden for LDP har nogle medlemmer af den gamle garde som Toshihiro Nikai, der vedligeholdt kanaler til Beijings elite, mistet indflydelse. Figurer som Taro Aso, der er skeptiske ved Kinas opstigen, har derimod bevaret deres positioner i partiets centrum”.
Mens der er hyppigere militære patruljer fra begge sider og en enkelt alvorlig episode i Det Østkinesiske Hav, og mens handel og turisme mellem de to lande er gået ned på grund af den aktuelle strid, som godt kan komme til at vare et stykke tid, så er det ikke mindst mere symbolske tegn på manglende goodwill mellem de to lande, som præger overskrifterne lige i øjeblikket.
Flere kæmpekoncerter med japanske sangere og popstjerner er blevet aflyst i Kina af de kinesiske myndigheder. Ved en enkelt af dem mødte politiet op midt i koncerten. Og i den seneste uge, med mindst lige så store typer, som blev radar-episoden i Det Østkinesiske Hav til del ugen før, har det været en stor historie, at den zoologiske have i Ueno-parken i Tokyo står over for at miste sine to pandaer, de sidste pandaer i Japan, der i slutningen af januar efter aftale skal returneres til Kina.
På et tidspunkt havde tre japanske zoologiske haver pandaer, og det var alt sammen et resultat af det såkaldte ”panda-diplomati” omkring genskabelsen af forbindelser til Kina i 1970’erne. Som led i bestandsovervågning og planlægning ejes alle Japans pandaer imidlertid af Kina og skal hjem til Kina med mellemrum, og i den aktuelle situation er det ifølge kinesiske myndigheder ikke særligt sandsynligt, at de vender tilbage før om lang tid.
Som Sebastian Maslow skriver, er det ”usandsynligt, at spændingerne mellem Kina og Japan vil blive løst i den nærmeste fremtid”, så Tokyos panda-fans kommer nok til at vente længe på et gensyn med de populære pandaer i Ueno-parken.
LÆS: Nyhedsbureauet Kyodos opsamling på panda-diplomatiets aktuelle status.
LÆS: Sebastian Maslows analyse af krisen mellem Japan og Kina.
Mine NYUUSU-klummer om Japan og Østasien udkommer på hjemmeside og facebook en eller to gange om ugen - undtagen når jeg arbejder som rejseleder i Japan. Så vil der være længere mellem dem. En eller to gange om måneden vil jeg udsende et NYUUSU-nyhedsbrev. Danske mediers professionelle dækning af den del af verden er desværre svækket i de senere år. Jeg håber, at jeg med min lange erfaring kan bidrage en smule til at udfylde dette hul.
Prisen for at modtage nyhedsbrevet er et engangsbeløb på 300 kroner. Så modtager I det i årevis, indtil jeg segner. Skriv til mig på arc@asgerrojle.com – og sæt beløbet ind på mobilePay 26360251, mærket NYUUSU og jeres email-adresse. I er velkomne til at gå højere op i pris, alt efter pengepung. Beløbet vil indgå i mit firmas regnskab, og jeg får tid og ressourcer til at holde mit lille nyhedsmedie i live. I givet fald tusind tak. Alle vil uanset betaling kunne følge med i NYUUSU-indlæggene og deltage aktivt med råd, ideer og kritik ved at melde sig ind i facebook-gruppen af samme navn.

