(AIZU – dagligdag i Japan): Hajime Saito var en ung japansk samurai i 1860’erne, trofast til det sidste mod sin politiske og militære hersker, den siddende shogun. Men han var født for sent. Samuraierne sang på sidste vers.
I Tokyo, som hovedstaden i Japan nu skulle hedde, havde et nyt regime med den unge kejser Meiji som kransekagefigur i 1867 taget magten. Nu skulle feudalismen afskaffes, det samme skulle samurai-væsenet, og Japan skulle forstærkes militært og industrielt, så landet kunne stå imod de vestlige kolonimagter, der på det tidspunkt havde underlagt sig det meste af Asien.
Hajime Saito var ellers en dygtig samurai. Han var kendt som en sværdets mester, og han bekendte sig til de klassiske samurai-dyder. Allerede som 19-årig blev han medlem af det berømte og berygtede Shinsengumi-korps, shogunens hemmelige elite-politistyrke, som gennem 1860’erne med alle midler bekæmpede Meiji-oprøret. Efter oprørerne havde taget magten, bekæmpede korpset fortsat det nye Meiji-styre.
Den dødsensalvorlige og lavmælte unge kriger, Hajime Saito, blev kaptajn over Shinsengumi-korpsets ”tredje enhed”. Da herremænd i det meste af det nordøstlige Japan forblev loyale over for det gamle shogun-styre, fortsatte krigen i nordøst, og Hajime Saito rejse mod nordøst og deltog i årene efter 1867 i flere slag i den såkaldte Boshin-krig, hvor den nye kejserlige hær i årene efter 1867 brutalt nedkæmpede modstanden i nordøst.
Til sidst deltog han også i det afgørende slag ved forsvaret af Tsuruga-borgen, hovedsædet for det feudale domæne Aizu, der dengang omfattede vore dages vestlige Fukushima samt store dele af amterne Niigata og Tochigi. Saito havde i maj 1868 overtaget kommandoen over de overlevende Shinsengumi-medlemmer, der deltog i slaget om borgen.
Det skånselsløse Shinsengumi-korps er ellers ikke ligefrem kendt som glorværdige helte i den japanske historie, men anderledes her i Aizu-Wakamatsu, hovedbyen i det gamle Aizu-domæne. Her kan man få en tankefuld stund og mindes den brave samurai og hans skæbne ved hans grav ved Amida-templet centralt i byen, og her kan man skråt over for templet sætte sig yderligere ind i korpsets heltemodige historie ved et lille lokalt mindemuseum.
30.000 soldater fra den nye kejserlige hær belejrede og sønderbombede borg-arealet, hvor 5000 mennesker havde samlet sig, ikke kun samuraier, men også kvinder, børn og ældre. I et tragisk døgn i oktober, hvor nederlaget var uundgåeligt, begik adskillige familier af samurai-slægt masseselvmord, selv små døtre på to år. 3000 medlemmer af Aizus samurai-familier var efter slaget om den nedbrændte Tsuruga-borg døde, heraf 2500 soldater, men også mange ældre, kvinder og børn.
1281 dræbte soldater fra shogunens underlegne og slagne hær, der havde kæmpet sammen med Aizus samuraier, blev hurtigt efter nederlaget begravet i en massegrav ved Amida-templet. Hajime Saito, som i kampenes sidste fase havde været øverstkommanderende for de deltagende Shinsengumi-medlemmer, overlevede. Sammen med fem korpsfæller blev han først krigsfange, men senere frigivet. Efter et langt liv i Tokyos politistyrke døde han først i 1915, 71 år gammel. Han døde af mavesår, efter sigende fremskyndet af et betydeligt alkoholforbrug.
Han blev efter eget ønske begravet tæt ved siden af sine gamle kampfæller fra Boshin-krigen ved Amida-templet som ifølge et opslag ved indgangen i dag er selve ”stedet, der efterlod sig sorgen over Boshin-krigen”. Hele byen Aizu-Wakamatsu er nu den dag i dag fuld af mindesmærker om den modige og opofrende indsats, lokale styrker og lokale mennesker af begge køn dengang gjorde i deres i sidste ende håbløse kamp mod historiens gang. Hajime Saito er blot en af Aizu-egnens alternative helte.
Den stolte samurai-stad, Aizu-Wakamatsu, ligger dybt inde i det japanske fastland. Området har spillet en stor rolle i japansk historie, men besøges ikke så ofte i dag, hverken af udlændinge eller japanske turister, mest fordi Japans berømte Shinkansen-lyntog ikke lige kommer forbi.
Selv havde jeg også rejst og arbejdet i Japan i over 35 år, før jeg første gang i 2019 endelig kom til Aizu-Wakamatsu. Siden er det blevet et af mine absolutte yndlingsrejsemål.
Aizu-klanen regerede frem til 1868 som en lokal kongefamilie. Aizu-klanen var på en gang dybt konservativ, men samtidig var nogle af de samuraier, der fungerede som administratorer og rådgivere for klanen, vidende om omverdenen og åbne over for nye tanker.
I dag er det børnelærdom i japanske skoler, at Meiji-reformerne blev starten på det moderne Japan, og at modstanden i Aizu og hele nordøst stod i vejen for udviklingen. Det er eftertidens dominerende fortælling – men ikke i Fukushima. Og slet ikke omkring Aizu-Wakamatsu. Her er der vendt op og ned på, hvem der var de gode, og hvem der var de onde.
Her fremstilles Aizu-klanen og dens samuraier som stolte forkæmpere for en moralsk rigtig sag. Her fremstilles det, som om Aizu blev svigtet af resten af Japan på trods af stor loyalitet og trofasthed. Og her har fortællingens sidste kapitel fået en umiskendelig offertone. Mange mener, at folk fra Aizu siden nederlaget i 1868 er blevet uretfærdigt diskrimineret og helt frem til vore dage har måttet kæmpe hårdere end andre for at komme frem i det nye samfund.
”Skammen over dette nederlag har indlejret sig dybt i hjerterne hos Aizus folk”, som det hedder i en forklarende tekst på det historiske museum på den genopbyggede Tsuruga-borg. Aizus folk var ifølge alle de beretninger, man hører lokalt, blevet givet et dybt sår, både militært og massepsykologisk. Det er en del af områdets selvforståelse, at man var de loyale og hele tiden stod for det moralsk rigtige standpunkt, men at man, som det udviklede sig, ved en historisk tragedie pludselig befandt sig på den forkerte side.
I dag vender lokalpolitikere og ledere af det lokale erhvervsliv sig mod den fortælling, at man i Aizu havde været imod alle Meiji-reformer. Det er for eksempel uhyre vigtigt for områdets elite nu om dage at understrege, at man bestemt aldrig har været imod kejseren, selv om man førte krig mod hans hær.
Da jeg i juni 2020 besøgte direktør Shinjo Inokichi hos det traditionsrige sake-bryggeri Suehiro i centrum af Aizu-Wakamatsu, viste min vært, der spillede en fremtrædende rolle i både byens handelskammer og dens turistkontor, stolt en gave frem, et sæt lakarbejder, som bryggeriet i årene efter 1910 havde modtaget fra den daværende kejser Taisho.
Det var vigtigt for ham at vise, at der bestemt ikke var et dårligt forhold mellem kejserfamilien og Aizu – og lige så vigtigt for ham at overbevise mig om, at den historiske Aizu-klan havde efterladt sig andet og mere til sine bysbørn end et blodigt nederlag i en udsigtsløs krig. Aizu-klanen havde skabt velfungerende offentlige institutioner efter tidens standard. Der blev skabt varig kunst og kunsthåndværk af stor værdi, ikke mindst lak og keramik. Der blev lagt fundamentet for en tidlig industri, ikke mindst inden for direktørens eget felt. Byen og oplandet er fulde af sake-bryggerier, og Shinjo Inokichi og jeg kunne nemt enes om, at Fukushima – og især de vestlige egne omkring Aizu-Wakamatsu – i dag producerer noget nær den allerbedste sake i hele Japan.
Mine NYUUSU-klummer om Japan og Østasien udkommer på hjemmeside og facebook en eller to gange om ugen - undtagen når jeg arbejder som rejseleder i Japan. Så vil der være længere mellem dem. En eller to gange om måneden vil jeg udsende et NYUUSU-nyhedsbrev. Danske mediers professionelle dækning af den del af verden er desværre svækket i de senere år. Jeg håber, at jeg med min lange erfaring kan bidrage en smule til at udfylde dette hul.
Prisen for at modtage nyhedsbrevet er et engangsbeløb på 300 kroner. Så modtager I det i årevis, indtil jeg segner. Skriv til mig på arc@asgerrojle.com – og sæt beløbet ind på mobilePay 26360251, mærket NYUUSU og jeres email-adresse. I er velkomne til at gå højere op i pris, alt efter pengepung. Beløbet vil indgå i mit firmas regnskab, og jeg får tid og ressourcer til at holde mit lille nyhedsmedie i live. I givet fald tusind tak. Alle vil uanset betaling kunne følge med i NYUUSU-indlæggene og deltage aktivt med råd, ideer og kritik ved at melde sig ind i facebook-gruppen af samme navn.