(Jeg har skrevet nedenstående leksikonartikel til lex.dk)
Nihon Hidankyo er en japansk organisation af overlevende atombombeofre fra Hiroshima og Nagasaki, stiftet i 1956. I 2024 fik organisationen Nobels fredspris for sit arbejde gennem mange årtier med at gøre de forfærdelige konsekvenser af atomvåben synlige for alverden på en konkret måde.
Nihon Hidankyos formål
Et vigtigt formål for organisationen, da den blev stiftet i 1956, var at repræsentere overlevende atombombeofre over for deres egen regering i Tokyo. Efter stor debat opnåede de statslig kompensation for de lidelser, de havde gennemgået på grund af atombomberne, der blev udløst fra amerikanske bombefly i august 1945 kort inden afslutningen af Anden Verdenskrig. Der blev i 1960’erne og 1970’erne gennemført lovgivning, som sikrede lægehjælp og anden støtte til overlevende atombombeofre.
Men fra begyndelsen havde Nihon Hidankyo også et andet formål, nemlig afskaffelse af alle atomvåben på globalt plan, og det er i højere grad de efterhånden ældre aktivisters utrættelige arbejde på dette felt, der i 2024 gjorde organisationen fortjent til Nobels fredspris.
Baggrunden for Nihon Hidankyo
Inden dannelsen af Nihon Hidankyo havde langt de fleste overlevende atombombeofre lidt i stilhed hver for sig, mens de kæmpede med helbredsproblemer, fattigdom og social diskrimination i efterkrigstidens Japan.
Japan er det eneste land, som har været udsat for et atomangreb i krigstid. Cirka 130.000 mennesker blev dræbt i Hiroshima, og cirka 80.000 i Nagasaki, men hundredtusinder levede videre med fysiske og mentale skader. De bliver i Japan kaldt ”hibakusha”, og med de vedtagne støttelove blev hibakusha et juridisk begreb. Hvis man var anerkendt som hibakusha, havde man ret til en særlig støtte, som andre ikke havde. Antallet af regeringsanerkendte hibakusha var i 1980 cirka 370.000, men er i 2023 faldet til knap 107.000, og gennemsnitsalderen er nu over 85.
Ihærdige hibakusha har gennem årene med billeder og personlige beretninger holdt utallige foredrag for skoleklasser, interessegrupper, eksperter og turister fra hele verden og andre besøgende i Hiroshima og Nagasaki. Nogle af dem har også rejst verden rundt som fredsambassadører for at give de samme foredrag.
Tildelingen af Nobels fredspris i 2024
Den Norske Nobelkomité, der uddeler fredsprisen, gav prisen til Nihon Hidankyo for organisationens ”indsats for at opnå en verden uden atomvåben og for at vise gennem vidneudsagn, at atomvåben aldrig må blive benyttet igen”.
Komiteen ønskede med prisen at “hædre alle de overlevende, som trods fysiske lidelser og smertefulde minder har valgt at bruge deres værdifulde erfaringer på at opdyrke håb og engagement for fred”, som det hed i pressemeddelelsen fra komiteen.
LÆS: Nyhed om Nobelprisen hos Nikkei Asia fra i går.
LÆS: Se leksikonartiklen hos lex.dk
Foto af Keiko Ogura, en af de mest berømte hibakusha, der i 2015 viste rundt i fredsparken i Hiroshima: Asger Røjle Christensen
Mine NYUUSU-klummer om Japan og Østasien udkommer på hjemmeside og facebook en eller to gange om ugen - undtagen når jeg arbejder som rejseleder i Japan. Så vil der være længere mellem dem. En eller to gange om måneden vil jeg udsende et NYUUSU-nyhedsbrev. Danske mediers professionelle dækning af den del af verden er desværre svækket i de senere år. Jeg håber, at jeg med min lange erfaring kan bidrage en smule til at udfylde dette hul.
Prisen for at modtage nyhedsbrevet er et engangsbeløb på 300 kroner. Så modtager I det i årevis, indtil jeg segner. Skriv til mig på arc@asgerrojle.com – og sæt beløbet ind på mobilePay 26360251, mærket NYUUSU og jeres email-adresse. I er velkomne til at gå højere op i pris, alt efter pengepung. Beløbet vil indgå i mit firmas regnskab, og jeg får tid og ressourcer til at holde mit lille nyhedsmedie i live. I givet fald tusind tak. Alle vil uanset betaling kunne følge med i NYUUSU-indlæggene og deltage aktivt med råd, ideer og kritik ved at melde sig ind i facebook-gruppen af samme navn.