(AIZU – dagligdag i Japan): Nitten enkle gravstene står ved siden af hinanden højt oppe på bakken ved Iimori-bjerget i det nordøstlige Aizu-Wakamatsu. De nitten gravstene minder os om den tragiske dag i efteråret 1868, hvor nitten unge teenage-liv blev afsluttet på den blodigste og mest smertefulde vis. Lige der, med udsigt ned mod Tsuruga-borgen.
Halvandet hundrede år senere huskes de nitten unge skæbner stadig. De huskes især lokalt i Fukushima-amtet, men også i resten af Japan og i hele verden. Nogle ser deres skæbner som et forfærdeligt spild af dygtige unge drenges liv. Andre ser deres rituelle selvmord som en heroisk og selvopofrende handling, der afspejler væsentlige værdier og rummer et budskab til vore dages ungdom.
Men grundlæggende var det, der skete den tragiske dag på Iimori-bakken, en forfærdelig misforståelse.
Magtovertagelsen i Japan i 1868, hvor et kejserligt styre med den unge kejser Meiji som kransekagefigur kom til magten på et feudalt shogun-styres bekostning, er ofte berømmet for at være afviklet på relativt ublodig vis. Men det var ikke tilfældet i den nordøstlige del af Japan, hvor den blodige Boshin-krig rasede i et helt år.
De lokale herremænd i nord og nordøst var loyale over for det gamle styre. Kejserens nye, moderne hær blev sat ind, og til sidst blev modstanden nedkæmpet. Det største og afgørende slag fandt sted ved Tsuruga-borgen, sæde for Aizu-klanen, der i århundreder havde haft magten i den vestlige del af vore dages Fukushima.
De nitten unge drenge var medlem af Byakkotai-brigaden (Den Hvide Tigers Brigade). De var seksten-sytten år gamle, de yngste af dem helt ned til fjorten år, og Byakkotai var ved de væbnede fjendtligheders start kun tiltænkt en rolle som reserve-enhed i Aizu-samuraiernes forsvar af Tsuruga-borgen.
Under kampene var tyve unge Byakkotai-samuraier kommet væk fra Aizu-hærens hovedstyrke og undveget fjendens styrker ved at krybe gennem et mudret og mørkt vandløb i en snæver naturlig tunnel, der førte dem op på Iimori–bjerget. Her havde de udsigt til, at byen nedenfor var omspændt af ild og røg. Det så i deres øjne ud, som om belejringen af borgen var brudt, og også den stolte Tsuruga-borg stod i flammer. De troede derfor, at ikke alene deres samurai-familier, men også den herremand, de trofast og loyalt kæmpede for, var død i krig. Hvad er det eneste hæderværdige for en ægte samurai at gøre i den situation?
Byakkotai-brigaden bestod af unge samuraier, som var gået i skole på den prestigefulde og anerkendte samuraiskole, Nisshinkan, lige neden for Tsuruga-borgen. Skolen optog kun ældstesønner fra de fineste samurai-familier, og med den tids målestok gav den moderne undervisning i fag som astronomi, aritmetik og medicin. Men først og fremmest var det en skole, hvor man blev oplært i at udvise loyalitet og trofasthed. I dag ligger der en fascinerende genopbygget kopi af den tids skole i udkanten af Aizu-Wakamatsu.
Det var en militær uddannelse, og man lærte med hovedvægt på terperi af klassiske konfucianske tekster og træning i kampsport at indordne sig under de hierarkier i livet, man var født ind i. Her lærte man at være sej, tålmodig og udholdende, men også at ofre sit liv uden tøven, hvis det krævedes for at kunne bevare ære og værdighed. Skolen hyldede sin samtids samurai-idealer og skabte et stærkt fællesskab mellem drengene omkring disse idealer.
De chokerede, ulykkelige og dødtrætte drenge på Iimori-bjerget var klassekammerater fra Nisshinkan-skolen. Deres kommandant, Gisaburo Shimoda på sytten år, erklærede, at de uden frygt måtte gribe til deres fælles lærdom fra skolen. Deres herremand var dræbt i krig. Så måtte de i loyalitet og trods følge ham i døden. Det ville være det rigtige at gøre.
Som den første begik Gisaburo Shimoda rituelt selvmord, seppuku, ved at skære sin egen mave op med sit sværd. En teknik, som var en del af pensum for afgangsklassen ved Nisshinkan-skolen. Derpå gjorde de andre drenge det samme i rækkefølge efter rang. Enkelte måtte befries for smerter af deres endnu levende kammerater, men de fleste var i stand til at gennemføre ritualet selv.
Kun den tyvende og alleryngste, fjorten-årige Sadakichi Iinuma, som havde løjet om sin alder, da han meldte sig, endte med at overleve. Han gik en klasse under de andre og havde ikke trænet seppuku, og der var ikke længere nogen til at gøre det for ham, da alle de andre var døde. Han blev alvorligt blødende fundet af en lokal bondemand og kom i pleje, så han kunne overleve. Det var ham, der har berettet om tragedien til eftertiden.
”Efter en ophedet diskussion erklærede Gisaburo, at der ikke var mere, vi kunne stille op … Vi var ulykkelige for monarken på borgen og vores familiemedlemmer ved borgens fod … Vi burde begå selvmord og vise en samurais sande natur … Derpå, da det lidt efter klokken 10 om formiddagen var besluttet, satte han sig rank med blikket rettet mod sydvest, viste sin respekt for borgen, udtalte nogle få ord og begik langsomt selvmord. I alt var sytten i stand til at gøre det ved egen klinge”, skrev Sadakichi Iinuma i sin erindringsbog ”Selvmord”.
Han flyttede som voksen til storbyen Sendai, hvor han paradoksalt nok blev officer i den kejserlige hær, han og hans Byakkotai-fæller havde bekæmpet, og senere blev ansat på det lokale postkontor gennem det meste af sit liv. Han døde i 1931, 76 år gammel. Da han døde, blev hans aske efter eget ønske spredt ud over gravstenene på Iimori-bjerget, hvor hans Byakkotai-fæller lå, og der er et mindesmærke for ham lidt længere nede ad bakken.
Ulykkeligvis havde de unge drenge misforstået, hvad de så. Der var røg og flammer over hele byen, men borgen var på det tidspunkt endnu ikke faldet. Det skete først flere uger senere. De fleste af deres familiemedlemmer var stadig i live, og herremanden, Katamori Matsudaira, levede fortsat og endte med at få et langt liv.
Da krigen blev afsluttet nogle uger senere, blev ligene af de 19 unge samuraier liggende på skråningen, ubeskyttet mod dyr og bakterier, indtil den kejserlige regering gav tilladelse til, at de kunne begraves på bakken, som siden er blevet et valfartssted for alle, der har villet vise respekt eller sympati for de nitten unge drenge og deres naive, men frygtløse møde med døden. I dag er det et af Aizu-regionens kendteste turistmål.
”Uanset hvor mange, der har vædet deres gravstene med tårer, vil disse navne aldrig forsvinde fra verden”, lyder et digt, der står på en sten ved gravpladsen, skrevet af Katamori Matsudaira, den herremand, i hvis navn de unge samuraier havde ofret deres liv.
Beretningen om de nitten unge samuraiers selvmord er siden blevet fortalt mange gange i bøger, flm og tv-serier. Oftest bliver de unge Byakkotai-drenge i alle disse beretninger fremstillet i et positivt lys – som tragiske helte. Det samme er tilfældet i turistbrochurer fra lokalområdet, hvor tragedien fandt sted. Pladsen med gravstenene ved udsigten på bjergsiden er blevet et yndet valfartssted for japanske familier af konservativ observans.
Beretningen har gennem tiderne også haft en stærk appel uden for landets grænser – også hvor man ikke ville vente det. På pladsen foran gravstenen er der en søjle fra det fjerne Pompeii, skænket i 1928 af Italiens fascistiske diktator, Benito Mussolini, der i en indskrift priser de unge krigeres loyalitet mod deres hersker og deres mod og konsekvens.
Mussolini var under Anden Verdenskrig i alliance med det kejserlige regime i Japan, som de unge Byakkotai-drenge havde ofret deres liv for at hindre i at komme til magten. Sådan er brugen af historien i eftertiden ikke altid lige logisk.
Mine NYUUSU-klummer om Japan og Østasien udkommer på hjemmeside og facebook en eller to gange om ugen - undtagen når jeg arbejder som rejseleder i Japan. Så vil der være længere mellem dem. En eller to gange om måneden vil jeg udsende et NYUUSU-nyhedsbrev. Danske mediers professionelle dækning af den del af verden er desværre svækket i de senere år. Jeg håber, at jeg med min lange erfaring kan bidrage en smule til at udfylde dette hul.
Prisen for at modtage nyhedsbrevet er et engangsbeløb på 300 kroner. Så modtager I det i årevis, indtil jeg segner. Skriv til mig på arc@asgerrojle.com – og sæt beløbet ind på mobilePay 26360251, mærket NYUUSU og jeres email-adresse. I er velkomne til at gå højere op i pris, alt efter pengepung. Beløbet vil indgå i mit firmas regnskab, og jeg får tid og ressourcer til at holde mit lille nyhedsmedie i live. I givet fald tusind tak. Alle vil uanset betaling kunne følge med i NYUUSU-indlæggene og deltage aktivt med råd, ideer og kritik ved at melde sig ind i facebook-gruppen af samme navn.