Krise mellem Japan og Kina: Man taler nemt over sig efter kun fire timers søvn

(NYUUSU – news): Det begyndte så lovende med Sanae Takaichi som Japans nye regeringschef. Hun præsenterede sig i sidste måned overraskende godt ved topmøder med USA, Kina, Sydkorea og andre nabolande. Det så ud, som om hun havde valgt at lægge sine radikalt konservative holdninger til side for så godt som muligt at udfylde den rolle som pragmatisk brobygger, japanske premierministre traditionelt har spillet i diplomatiet.

Men der skulle ikke gå mange dage, før hun selv smadrede hele dette forarbejde. Japanske diplomater har i de senere uger haft panikagtigt travlt med at forsøge at rage kastanjer i forholdet til Kina ud af ilden. Akkurat som mange af dem på forhånd havde forventet, da de hørte om hendes valg som regeringschef.

Umiddelbart lyder det for mange af os ude i verden som en logisk selvfølgelighed, at ”Japans eksistens vil være truet” i tilfælde af et militært angreb fra kinesisk side på Taiwan, sådan som Takaichi i forrige uge formulerede det i et svar til en oppositionspolitiker i parlamentet. Det har de fleste japanske politikere, i hvert fald i regeringspartiet, også blandt mere liberale medlemmer, utvivlsomt sagt til hinanden i årevis, når den slags scenarier har været diskuteret bag lukkede døre.

Men sådan som østasiatisk magtpolitik ser ud, så siger man det bare ikke offentligt. Siden vedtagelsen af de såkaldte ”krigslove” i 2015 har netop den formulering været et ”Sesam – luk dig op” for aktiv deltagelse fra japansk side i ”kollektivt selvforsvar” uden for landets grænser. Noget, der har været tabu siden afslutningen af Anden Verdenskrig, og som Kina foretrækker stadig at se som totalt udelukket.

Japan har i kinesiske øje stadig så meget at sone på grund af aggression og krigsforbrydelser under verdenskrigen, at det eneste anstændige fra japansk side er at holde totalt lav profil i alle sikkerhedspolitiske spørgsmål. Takaichi og hendes slags burde henrettes og ”have hugget deres beskidte hoveder af”, som en meget vred kinesisk diplomat i Osaka på meget udiplomatisk vis formulerede det i en opdatering på et socialt medie. På lederplads i officielle kinesiske medier nøjes man med entydigt at give Japan skylden for den aktuelle krise.

Og jeg skal love for, at krisen nu kører derudaf, som den har gjort før ved tilsvarende episoder, hvor krigshistorien har stukket sit hoved frem i aktuel politik. Kina har opfordret sine borgere til ikke at rejse i Japan på grund af den ”sikkerhedsrisiko”, de løber i landet, hvilket har resulteret i en halv million aflysninger. Et alvorligt økonomisk slag for Japan, som omvendt har opfordret sine borgere til at være varsomme med at rejse til Kina.

Netop i dag har Kina atter lukket for al import af japanske fisk og havprodukter, som har været afbrudt, siden Japan for to år siden begyndte at lede næsten-renset kølevand fra det ødelagte Fukushima-atomkraftværk ud i Stillehavet, men som faktisk efter måneders tålmodigt diplomati fra japansk side som et goodwill-signal var blevet genoptaget så sent som tidligere denne måned – men det blev altså en kort fornøjelse. Toppen af japansk erhvervsliv er rædselsslagne ved truslen om yderligere boykotter og økonomiske straffeaktioner og har indtrængende appelleret til regeringen om at skrue ned for retorikken.

Ganske vist erkendte Takaichi allerede dagen efter sin famøse udtalelse i parlamentet, at hun burde have undladt at tale åbent og konkret om mulige militære scenarier, hvor Japans militære ”selvforsvarsstyrker” kunne tænkes at indgå. Ingen af hendes forgængere som regeringschef har gjort den slags så offentligt, ikke engang hendes stor forbillede, Shinzo Abe, i hvis regeringstid ”krigslovene” med deres nye tolkning af Japans såkaldte fredsforfatning i 2015 blev vedtaget. Forgængerne har alle sammen pænt læst op af deres diplomaters og rådgiveres omhyggelige talepapirer med behørigt upræcis udenomssnak og nøjedes med det.

Men Takaichi, som demonstrativt har gjort en dyd af at sove mindre end fire timer hver nat for at leve op til alle pligterne i sit nye job, og som på den anden side aldrig bare læser op, men altid lægger sine egne ord oveni, kom – formentlig i en blanding af træthed og mangel på koncentration – til at tale over sig og sige, hvad hun selv mener, og hun nægter nu bagefter at trække sin udtalelse tilbage.

Oven i købet har hun gjort ondt værre ved at antyde, at hendes regering er på vej med en revision af Japans tre ellers hellige ”anti-atomvåben-principper”. Det er princippet om aldrig at tillade et andet land at indføre atomvåben på japansk territorium, som står for fald, lyder et udbredt rygte ifølge den liberale avis Asahi Shimbun og andre japanske medier.

Vi ser formentlig ind i en ny periode med diplomatisk lammelse mellem Japan og Kina. Foreløbig har Kina meddelt, at der ikke er basis for noget japansk-kinesisk møde i forbindelse med G20-topmødet i Sydafrika senere på denne uge. I værste fald vil lammelsen komme til at vare, lige så længe Sanae Takaichi er premierminister.

Men umiddelbart truer det ikke hendes position i sig selv – selv om kritikken af hende er bitter, også blandt anonyme partifæller. Hendes meningsmålingstal er nemlig fortsat fine. Det er populært at tale Kina midt imod i store dele af den japanske befolkning.

LÆS: God analyse af situationen i Nikkei Asia.

Foto: Kantei, Cabinet Public Affairs Office