Jeg afsluttede i sidste uge en dejlig og meget tilfredsstillende rejse på knap to uger gennem Japan, hvor jeg sammen med en gruppe danske læger fra Dansk Etnomedicinsk Selskab kiggede seriøst på “sund aldring” i Japan og undervejs også fik tid til både sightseeing, shopping og at vandre i naturen. Vi oplevede en masse, vi lærte en masse, og vi besøgte såvel Tokyo som Matsumoto, Kamikochi, Kanazawa, Kyotango og Kyoto.

Jeg havde lavet programmet og var turens rejseleder. Det praktiske rejse-arrangement stod det svenske rejsebureau Japanexperterna.se for på bedste vis.

Den slags ture vil både jeg og rejseselskabet gerne lave mange flere af, hvis der skulle være nogle af jer, som sammen med venner, kolleger eller familie har overvejet en kombineret studietur/turistrejse næste år eller næste år igen til et eller andet hjørne af Japan med et eller andet tema. Hvis I allerede har samlet en større eller mindre gruppe om projektet, eller hvis I bare overvejer at gøre det, hører jeg meget gerne fra jer.

"Jeg elsker følelsen af at præsentere deltagerne for steder, som er smukke, spændende og interessante, og så give dem noget ekstra. Ekstra forståelse for kulturen, ekstra indsigt i historien, ekstra underholdende vinkler på gængse turistmål. Det er min opgave at give en forklaring på ting, der kan virke sære og anderledes, men som alle sammen har en god forklaring. Samtidig er det en tilfredsstillelse at få det praktiske ved en rejse til at virke og give mit bidrag til at at få mennesker med forskellige interesser og aldre til at have det godt og hyggeligt sammen".

Asger Røjle Christensen er journalist og forfatter og har boet og arbejdet i Japan i 13 år af sit liv. Han har været rejse- og kursusleder i Japan gennem mange år.