Japans valg på søndag: Et præsidentvalg uden præsident

(Jeg har til pov.international skrevet en analytisk valgoptakt til søndagens underhusvalg. Her er et kort og redigeret udpluk)

Den japanske premierminister, Sanae Takaichi, har for alvor gamblet med sin post, og det ser efter en usædvanligt personfikseret valgkamp ud til at lykkes for hende.

Japan er et konstitutionelt kejserligt monarki. Der er ingen præsident, men ikke desto mindre gennemlever landet lige nu et veritabelt præsidentvalg, en personfikseret valgkamp, som man aldrig tidligere har set.

Premierminister Sanae Takaichi, som kun har siddet på posten i tre begivenhedsrige måneder, har sat alt på et bræt ved at udskrive valg i utide. Hun har snublet flere gange i den korte valgkamp, men alligevel ser det få dage inden valget ud til, at hun har gode chancer for, at hendes gambling vil lykkes, og at hun vil gå ud af valget med et betydeligt mere arbejdsdygtigt flertal i underhuset end det, hun har nu.

Hun blev valgt som partileder i det liberal-demokratiske regeringsparti LDP i efteråret efter to hurtige valgnederlag for den daværende regeringskoalition under hendes liberale forgænger, Shigeru Ishiba. Hendes ry som uforbederlig nationalist var med til at få regeringskoalitionen til straks at falde sammen.

LDP’s koalitionspartner gennem 25 år, det buddhistiske midterparti Komeito, valgte i protest mod hende at forlade koalitionen – noget, partiets ledere sikkert havde pønset på længe – og hun måtte lynhurtigt strikke en anden fornuftskoalition sammen med det populistiske parti Ishin no Kai, (dansk: Japans Innovationsparti) og som altovervejende har sin opbakning i regionen omkring storbyen Osaka i det vestlige Japan. Efter tilslutning fra et par løsgængere sad den nye koalition med en eneste stemmes skrøbeligt flertal i underhuset.

Men allerede i de første uger og måneder kunne hun se den ene meningsmåling efter den anden, der viste, at hendes måde at være regeringschef på havde givet hende en ganske usædvanlig høj personlig popularitet af en japansk regeringschef at være. Hun er Japans første kvindelige premierminister, og i brede vælgergrupper opfattes hun som et frisk pust, en anderledes og utraditionel politiker.

Hun kommer fra en arbejderklassebaggrund og er ikke ud af en gammel etableret politikerfamilie gennem flere generationer som mange af sine kolleger. Hun har selv skabt sin politiske karriere ved hårdt arbejde, hun er nem at forstå, mindre floromvunden på godt og ondt, og folk kan godt lide, at hun taler det store Kina midt imod. Og så viste det sig hurtigt, at hun på den internationale scene var dygtig til at håndtere og charmere andre stats- og regeringsledere og i særdeleshed en mand ved navn Trump.

Især fik hun ihærdig opbakning fra yngre vælgere, som ellers normalt ikke interesserer sig for politik og normalt slet ikke ville stemme. Vælgere, som måske dårligt nok ved, hvilket parti hun repræsenterer. Der er oprettet fangrupper på internettet, og firs procent af yngre japanere i tyverne bakker ifølge de seneste målinger op om Takaichi som person.

Derfor valgte hun for få uger siden at kaste Japan ud i et besværligt vintervalg i snedyngerne rundt omkring i landet i et forsøg på at bruge sin personlige popularitet til at skaffe sig et bedre og mere arbejdsdueligt flertal. …

Og det er det, hun og hendes partifæller forsøger at gøre. LDP’s hurtigt producerede valgpropaganda er helt anderledes, end den plejer at være. Den er usædvanligt personorienteret. Det er et utal af fotos af en smilende og sejrsikker Takaichi ovenfra og nedenfra, bramfri citater af Takaichi, Takaichi sammen med almindelige mennesker. De lokale LDP-kandidater spiller en langt mere diskret rolle end normalt. Der er gået totalt præsidentvalg i valgkampen.

LÆS: Hele valgoptakten, publiceret her til morgen på pov.international

Foto: Kantei, Japan Cabinet Office (Wikimedia Commons)