(NYUUSU – news): For et par uger siden kom den japanske oppositionspolitiker Chikage Koga galt af sted, da hun på overhusets talerstol udtalte, at de, der melder sig til Japans militære selvforsvarsstyrker, Jieitai, er ”børn fra økonomisk udfordrede familier. Børn fra velhavende familier melder sig ikke ind i selvforsvarsstyrkerne”.
Hun blev overfaldet af politikere fra både regering og opposition og fik en politisk skideballe af ledelsen i sit eget parti. Det passede simpelt hen ikke, hvad hun havde sagt, fik hun og offentligheden at vide.
Det er helt sikkert, at det er mindre sandt, end det engang har været. I dag har Jieitai fået et langt bedre ry end tidligere, og rekrutter fra alle lag i samfundet melder sig. Men samtidig afspejler hendes udtalelse en udbredt opfattelse gennem mange årtier i efterkrigstiden, en fordom, om man vil, som bestemt ikke er udryddet, især ikke i den ældre generation.
I de første mange år af Jieitai-styrkernes eksistens i 1950’erne, 1960’erne og 1970’erne var der stadig stor debat, om de var forfatningsstridige. Alt, der havde med militær at gøre, var i unåde i brede dele af den japanske befolkning. Jieitai-baserne lå ude i bjergene, så almindelige mennesker ikke mødte soldaterne i hverdagen. Dengang var det et udbredt mønster, at de, der meldte sig, var anden- og tredjesønner fra landmandsfamilier, som ikke skulle arve bondegården og fik dårlige karakterer i skolen.
Men fra og med 1990’erne skete der en radikal ændring i Jieitai’s image i befolkningen. Alle kunne se, at disciplinerede medlemmer af selvforsvarsstyrkerne spillede en uhyre positiv rolle under redningsarbejde og oprydning efter Kobe-jordskælvet i 1995 og igen efter den store tsunami i det nordøstlige Japan i 2011. En del unge idealistiske japanere meldte sig frivilligt med et ønske om at arbejde som katastrofe-arbejdere mere end et ønske om en militær karriere.
I takt med denne udvikling skete der imidlertid også gradvist en ændring i opfattelsen af Jieitais grundlæggende militære rolle, som blev mere synlig og accepteret i offentligheden, og rekrutteringen skete i bredere sociale grupper. Omend de unge årgange jo er små, og det er stadig lige umuligt at få så mange til at melde sig, som man gerne ville have.
Ikke desto mindre er der stadig eksempler på, at nogle melder sig af økonomiske grunde. Selv om Chikage Koga fik alvorlige politiske tæv på tinge, var der lokalt røster fra ældre oppositionspolitikere, som tog hende i forsvar og hævdede at kende til flere eksempler på dette. Et så indarbejdet image ændrer sig ikke fra den ene dag til den anden.
LÆS: Analyse i Japan Times om debatten efter Kogas udtalelser
Foto: Jieitai/WikimediaCommons
Mine NYUUSU-klummer om Japan og Østasien udkommer på hjemmeside og facebook en eller to gange om ugen - undtagen når jeg arbejder som rejseleder i Japan. Så vil der være længere mellem dem. En eller to gange om måneden vil jeg udsende et NYUUSU-nyhedsbrev. Danske mediers professionelle dækning af den del af verden er desværre svækket i de senere år. Jeg håber, at jeg med min lange erfaring kan bidrage en smule til at udfylde dette hul.
Prisen for at modtage nyhedsbrevet er et engangsbeløb på 300 kroner. Så modtager I det i årevis, indtil jeg segner. Skriv til mig på arc@asgerrojle.com – og sæt beløbet ind på mobilePay 26360251, mærket NYUUSU og jeres email-adresse. I er velkomne til at gå højere op i pris, alt efter pengepung. Beløbet vil indgå i mit firmas regnskab, og jeg får tid og ressourcer til at holde mit lille nyhedsmedie i live. I givet fald tusind tak. Alle vil uanset betaling kunne følge med i NYUUSU-indlæggene og deltage aktivt med råd, ideer og kritik ved at melde sig ind i facebook-gruppen af samme navn.