(NYUUSU – news): Japan har siden 2013 tiltrukket flere og flere udenlandske arbejdere, især fra sydøstasiatiske lande. Selv under corona-pandemiens grænselukninger fortsatte denne tendens.
Der har i de senere år været en vis forventning om, at den meget lave kurs på den japanske yen efterhånden ville få tempoet i denne trafik til at falde, da det jo alt andet lige gør det mindre attraktivt at få sin løn udbetalt i japansk valuta, men det er der i de aktuelle tal intet, der tyder på.
Antallet af udlændinge, der er ansat i job i Japan, rundede ved udgangen af oktober 2,3 millioner, en stigning på mere end 12 procent i forhold til året før. Mange af disse er enlige mænd, men når man medregner medrejsende familier og andre udlændinge uden job i optællingen, så kom man sidste år op på knap 3,6 millioner udlændinge med fast adresse i Japan.
En stigende andel af disse nytilflyttede arbejdere er et resultat af den japanske regerings politik, hvor den med indførsel af nye visa-kategorier har forsøgt at styre tilstrømningen i bestemte retninger. Arbejdskraftmanglen i Japan gør det åbenlyst for alle, at der er et kæmpestort behov for disse mennesker, men i nogle sektorer mere end andre.
Japan er begyndt at give særligt lange og fordelagtige visa til faglærte inden for ældrepleje og byggeri, der skriger på arbejdskraft. De nye tal fra Japans arbejdsministerium viser, at antallet af udenlandske arbejdere med den type visa er steget med halvanden gang siden året før og nu er oppe over 200.000.
En fjerdedel af alle disse udlændinge på det japanske arbejdsmarked kommer i dag fra Vietnam. Der er over en halv million vietnamesiske arbejdere i Japan i dag, og de allerfleste er ankommet i landet inden for de sidste ti år. Dernæst er der i dag flere end 400.000 fra Kina og næsten 250.000 fra Filippinerne.
Mange vesterlændinge, der besøger Japan, ser ikke denne markante udvikling. De fleste tilflyttere er jo også asiater og ligner i vestlige øjne japanere mere eller mindre. Det er sandt, at mange japanere godt kan opleves som lukkede og generte over for udlændinge, når de møder dem. Men kom ikke og sig, at det japanske samfund som sådan er lukket land.
LÆS: Nyhedsbureauet Kyodos nyhed om nye tal fra arbejdsministeriet.
Foto: ILO/Nguyen Viet Thanh
Mine NYUUSU-klummer om Japan og Østasien udkommer på hjemmeside og facebook en eller to gange om ugen - undtagen når jeg arbejder som rejseleder i Japan. Så vil der være længere mellem dem. En eller to gange om måneden vil jeg udsende et NYUUSU-nyhedsbrev. Danske mediers professionelle dækning af den del af verden er desværre svækket i de senere år. Jeg håber, at jeg med min lange erfaring kan bidrage en smule til at udfylde dette hul.
Prisen for at modtage nyhedsbrevet er et engangsbeløb på 300 kroner. Så modtager I det i årevis, indtil jeg segner. Skriv til mig på arc@asgerrojle.com – og sæt beløbet ind på mobilePay 26360251, mærket NYUUSU og jeres email-adresse. I er velkomne til at gå højere op i pris, alt efter pengepung. Beløbet vil indgå i mit firmas regnskab, og jeg får tid og ressourcer til at holde mit lille nyhedsmedie i live. I givet fald tusind tak. Alle vil uanset betaling kunne følge med i NYUUSU-indlæggene og deltage aktivt med råd, ideer og kritik ved at melde sig ind i facebook-gruppen af samme navn.